Den lille skarpe til aftenkaffen fra Storkreds København d. 9. oktober 2016

NYT FRA STORKREDSEN

SÅ FIK VI VORES FOLKETINGSKANDIDATER I KØBENHAVN

På denne ruskende oktobersøndag, har vi herligt nyt til jer derude i stuerne. Vi kan nemlig bryste os af at have fået os 12 gode kandidater til folketinget i Storkreds København.

I Sejlklubben Lynetten på Refshaleøen valgte omkring 100 fremmødte medlemmer af Storkreds København søndag folketingskandidater. Af de 24 opstillede skulle Alternativets medlemmer vælge 12 personer, der skal repræsentere Alternativet ved det næstkommende folketingsvalg.

Der var sideordnet opstilling med to nominerede kandidater, hvorfor alle fremmødte medlemmerne ligeledes skulle vælge to spidskandidater. Som led i Alternativets arbejde for ligestilling – også internt – skulle valget her falde på én mand og én kvinde.

Medlemmerne har i denne omgang valgt Uffe Elbæk og Carolina Magdalene Maier som spidskandidater for Alternativet i Storkreds København i dag.

Den samlede trup af folketingskandidater blev:
Uffe Elbæk (spidskandidat), 62 år, politisk leder for Alternativet
Carolina Magdalene Maier (spidskandidat), 42 år, Folketingsmedlem for Alternativet
Bo Heimann, 45 år, selvstændig organisationspsykolog
Charlotte Ditløv Jensen, 45 år, kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne
Franciska Rosenkilde, 40 år, cand.scient.geo og kok i et cateringfirma
Hans Stougaard Ahlmann-Olsen, 25 år, projektleder Rebuild for Change og studerende
Helene Egtved, 52 år, journalist
Henrik Marstal, 50 år, musiker og forfatter
Jan Kristoffersen, 42 år, jurist, iværksætter og forfatter
Manu Sareen, 49 år, forfatter og tidl. MF’er for Radikale
Rolf Bjerre, 37 år, ansat i TIMEREPUBLIK og serie-start-up’er
Torben Nybo Steffen-Nielsen, 32 år, lektor på Christianshavns Gymnasium

Storkredsen kipper med hatten for denne vildt kompetente og seje flok - nu kan valget bare komme an :smile:


OG DER ER OGSÅ NYE GODTFOLK PÅ POSTERNE I STORKREDS KØBENHAVN

Du har måske bemærket at vi har været lidt stille i den seneste tid (og lidt fedtet med nyheder) her i Storkreds København. Men intet nyt er godt nyt som man siger. Stilheden skyldes, at vi i midten af september fik rykket lidt rundt på de lune sæder i storkredsens bestyrelse. Det skete i øvrigt på en bragende god valgdag på Lynetten. Og da storkredsens bestyrelse ved denne lejlighed blev beriget med en håndfuld nye personligheder, så er den seneste tid gået med at finde hinanden og med at finde et godt flow i driften af storkredsen. Og så skulle der selvfølgelig også fordeles tillidsposter - alt imens forberedelsen til valget af folketingskandidater har buldret afsted.

Er du ikke allerede bekendt med udfaldet, så får du her et indblik i Storkredsbestyrelsen som den ser ud i 2016/2017:
Kathrine Lauritzen, Forperson
Stine Holmgaard, Næstforperson
Julie Toft Hansen, Kasserer
Jens Høvsgaard, Medlem af Politisk Forum på vegne af bestyrelsen
Kim Hjerrild
Palle Skov
Katinka Haxthausen
Tove Auda, Suppleant
Poul Holmø Thomsen, Suppleant

Bestyrelsen har indtil nu afholdt 2 lukkede møder, og planlægger en bestyrelsesweekend hvor udkast til aktivitetshjul og budget skal diskuteres. Men ingen endelige beslutninger tages uden medlemmerne. Derfor gentager vi successen fra sidste år med et åbent budgetmøde og tilføjer et åbent møde om storkredsens aktivitetshjul også, så vi sammen kan tegne aktiviteterne og økonomifordelingen i det kommende år.

Deltag i de næste åbne bestyrelsesmøder i Storkreds København:
Den 8. november, kl.17.30 - 20:00 Tilblivelse af Storkredsens aktivitetshjul for 2017
Den 22. november, kl.17:30 -20:00: Samskabelse af årsbudgettet for 2017

NB. I weekenden d.29. og 30. oktober drager bestyrelsen til Fåborg for at tilbringe et par dage i hinandens selskab, for tale visioner og for at blive rystet godt sammen.


OG MED NYT LIV I BESTYRELSEN UNDERSTREGER VI LIGE AT LIVET ER FOR KORT TIL NULFEJLSKULTUR

Det er ikke altid at tingene lige går som smurt og perfektionen sejrer her i vores lille redaktionelle maskinrum. Men hvad gør det, når fejl giver anledning til glædeligt gensyn med hengemte historier og nostaligske øjeblikke? Her refererer vi selvfølgelig til en lille hændelse, der overgik din indbakke en tidlige mandag morgen, for godt to uger siden. Den morgen fik du godt 8 mails med links til gamle nyheder. Og måske du studsede lidt over denne pludselige frekvens af 'noget-på-hjertet?
I kulissen blev ‘gerningsmanden’ fluks fundet, men da vi ikke er en kultur med løse pegefingre, så blev der i første omgang ikke gjort mere ved det.
Dog synes vi alligevel at, ‘gerningsmandens’ egen undskyldning på Facebook var så fin, at I også skulle have den her. Og så er der kun tilbage at sige, at AL initiativ er velkommen, og at vi kun bliver klogere af de fejl der begås undervejs med os selv og hinanden.


NYT FRA KØBENHAVNS KOMMUNEFORENING

KØBENHAVNS KOMMUNEFORENING SØGER FRIVILLIGE TIL KOMMUNALVALGSOPGAVER

Forberedelserne til kommunalvalg 2017 er i fuld gang, og vi kan allerede nu se, at vi mangler gode kræfter, der vil være med til at drive det frem, så vi kan få det vildeste kommunalvalg i 2017.

Måske det er dig?

Herunder kan du se en beskrivelse af de ”roller” som allerede nu er identificeret i vores kommunalvalgsplan i københavns kommuneforening. Hvis der er en af rollerne, der tiltaler dig, så skriv endelig lidt om dig selv, og fortæl os hvorfor du gerne vil påtage dig den pågældende rolle. Du kan sende dit skriv til os på kv17.kbh@alternativet.

Er I to sammen, der kunne forstille jer at samarbejde om en rolle, må I også meget gerne skrive. Hvis du gerne vil vide lidt mere om det eller snakke med os om noget, kan du altid hive fat i os i koordineringsgruppen/styregruppen, eller skrive til os på ovenstående mail.

Og ser du ikke dig selv i en af disse roller, har du måske til gengæld gode mennesker i dit bagland, der passer på beskrivelserne - er det tilfældet, håber vi, at du vil prikke lidt til dem på vegne af os og opfordre dem til at overveje at byde ind på opgaverne :slight_smile:

Læs mere her:


Blækket er lige knapt tørt på programmet for fredagens Kulturnat 2016. Derfor håber vi dog alligevel, at du har tid og tillid til at stikke forbi os på fredag og nyde de forskellige initiativer iværksat af flere af Å-bevægelsens ildsjæle. Der vil være Å-talks, Å-billeder, Å-dans og Å-bar - altsammen i den venlige revolutions tegn.
Kom forbi os - mød en ny Å-ven eller to og hjælp os med at sprede hyggestemning fra kælder til loft og byde nysgerrige godtfolk velkommen.

Læs mere om aftenen her:

Vel mødt og klar til dans
Kulturnattens tovholdere og værter