Overvejelser over den økonomiske samfundsorden
Samfundet er et fællesskab
Samfund, hvad enten vi taler om verdenssamfundet, det danske samfund eller de lokalsamfund der måtte være rundt omkring, er fællesskaber. Disse fællesskaber fungerer på nogle bestemte præmisser og efter nogle bestemte regler. Præmisserne for samfundet og vores villighed til at følge samfundets regler, bestemmer i høj grad de enkelte medlemmers trivsel indenfor fællesskabet og har samtidig stor betydning for fællesskabets succes.
Men samfundets succes bygger også på de enkelte medlemmers forudsætninger, disciplin, moral, samt villighed til at tage ansvar i samarbejde med fællesskabets øvrig medlemmer. Dette fælles ansvar udmønter sig f.eks. i vores fælles aktiviteter, og det er frugten af denne forenede aktivitet eller produktivitet der skaber det synlige samfund vi kender i form af byer, infrastruktur, institutioner, service og alt andet vi forbinder med samfundet.
Samfundet er altså resultatet af fællesskabets daglige arbejdsindsats. Hvis vi derfor holdt op med at arbejde, ville samfundet ophøre med at eksistere. De præmisser og regler samfundet og arbejdsmarkedet bygger på bestemmer samtidig rammerne og betingelserne for vores personlige frihed og fleksibiliteten indenfor fællesskabet.
Som samfundet er strikket sammen i dag har vi som borgere 3 afgørende forpligtigelser der skal sikre at samfundet hænger sammen:
-
Vi skal overholde samfundets love.
-
Vi skal bidrage til at forbruget holdes oppe, fordi forbruget, dvs. efterspørgslen på varer, er forudsætningen for samfundets produktivitet.
. -
Vi skal gennem vores daglige arbejdsindsats bidrage til at samfundet fungerer i praksis og at produktiviteten og efterspørgslen på varer kan efterkommes.
Som borgere i vort moderne samfund er vi imidlertid først og fremmest forbrugere. Vi er forbrugere i et forbrugssamfund. Og dette har nogle utilsigtede konsekvenser.
De miljømæssige konsekvenser af et højt forbrug er velkendte. Men det er ikke den eneste udfordring vi slås med. Et andet væsentligt problem er, at vi er blevet indlært i nogle vanemønstre, netop i kraft af vores rolle som forbrugere. Vaner som vi kan have vanskeligt ved at frigøre os fra.
For at kunne varetage vores rolle som forbrugere er vi ydermere nødsaget til at overlade det overordnede ansvar for samfundet til politikerne og til det vi kunne kalde ”den økonomisk intellektuelle elite”, hvis råd og vejledning udstikker vejen og rammerne for samfundet og dets udvikling.
Vi har ofte hverken tid eller energi til at stille spørgsmål til det bestående eller til den økonomiske filosofi samfundet ledes og styres efter. Det er nemmere både for os selv og for de lærte at vi overlader filosofien og de såkaldte “økonomiske modeller” til økonomerne og politik til politikerne. Og det gør vi gerne, så længe vores økonomiske tryghed er sikret og vi kan glæde os over vores pæne hjem og alt det andet vi kan købe os til af glæder og oplevelser for vores pension, eller for den løn vi modtager til gengæld for vores arbejdsindsats. Og dette er sådan set fint nok.
Den økonomiske elite mangler viden
Der er imidlertid et problem i at vi har måttet lægge ansvaret for samfundet i hænderne på “de lærte”. Problemet er at de lærtes (underforstået de økonomisk lærtes) viden bygger på nogle afgørende fejlslutning. Man kan sige at de lærte ikke nødvendigvis er lærte nok.
De lærte er imidlertid, som alle os andre, blevet oplært via samfundets skoler og uddannelsessystem. Hvis de lærte ikke er lærte nok, er det derfor ikke nødvendigvis de lærtes egen skyld. Så skyldes det at den viden der er til rådighed i uddannelses-systemet ikke er fyldestgørende nok.
Hvis de lærtes pensum ikke har været fyldestgørende nok, betyder det også at vi andre bliver nødt til at engagere os mere i verden. Vi bliver nødt til at tage et større og mere direkte medansvar for os selv, samfundet og kloden.
Dette lader sig imidlertid vanskeligt gøre på de præmisser verdenssamfundet er grundlagt på i dag. Grunden er at vores forbrugsvaner, den økonomiske og politiske magt og den økonomiske infrastruktur der binder samfundet sammen, lægger os hindringer i vejen: Der stilles stadig stigende krav til os om at stå til rådighed for arbejdsmarkedets krav om effektivitet. Og det indebærer helt naturligt at vi har begrænset tid og overskud til at engagere os i samfundets problemstillinger og udfordringer.
Men nu bliver vi nødt til i højere grad at tage stilling til de præmisser samfundet og verden bygger på. Hidtil har vi som privatpersoner haft en væsentlig rolle i civilsamfundet, nemlig rollen som forbrugere. Men i og med at vi nu som borgere bliver nødt til at tage større del i samfundsudviklingen, kan vi ikke længere nøjes med at være forbrugere. Og det betyder også at vi er nødt til at blive konfronteret med nogle af de fejlagtige antagelser verdenssamfundet i dag er baseret på.
Vi har f.eks. lært at sætte lighedstegn mellem kapital (penge) og ressourcer. Og vi har lært at der kun kan tilvejebringes kapital gennem produktion og handel med varer, og at det “brændstof” vi skal bruge til at tilvejebringe kapitalen med skaffes gennem arbejdskraften og ved at forbruge klodens naturlige ressourcer.
Vi har ydermere lært at klodens naturlige ressourcer tilhører de mennesker eller virksomheder der har kapital nok til i princippet at beslaglægge og udnytte dem. Dette er naturligvis en fejlslutning, idet klodens naturlige eller faktiske ressourcer naturligvis må tilhøre hele menneskeheden. Ikke kun den lille del af menneskeheden der kan opnå en økonomisk gevinst af ressourcerne.
Der er ressourcer nok til alle
Der er naturlige ressourcer nok til alle. Den økonomiske ulighed verden er underlagt, med de katastrofale konsekvenser der følger i ulighedens kølvand, kan kun lade sig gøre fordi et lille mindretal, der i forvejen har mere end de skal bruge, skal have førsteret til klodens fælles ressourcer på bekostning af alle andre, og grådighed i princippet skal være det grundlag den økonomiske verdensorden skal baseres på. Vi accepterer simpelthen grådighed som en præmis for verdensordenen som den er indrettet i dag, fordi vi er hoppet på den løgn at økonomisk berigelse er det vigtigste incitament mennesker kan have til at iværksætte og engagere sig i samfundet. Har man med andre ord ingen penge, kan man kun motiveres af at få dem, og har man allerede penge, kan man kun motiveres af at få endnu flere.
”Hvis ikke det var for denne primitive menneskelig drift efter rigdom, ville verden gå i stå”, lyder påstanden. Grådighed og behovet for økonomisk berigelse betragtes derfor som et livsvilkår vi alle bare er nødt til at indordne os efter. Dette er den grundlæggende ide bag markedsøkonomien og den nuværende økonomiske verdensorden.
Andre undskylder den økonomiske verdensordens uhensigtsmæssigheder med at ”socialisme er det eneste alternativ til kapitalismen og markedskræfterne” som vi har valgt at bekende os til, og at socialisme ville stille verden ringere, bl.a. fordi socialismen koncentrerer samfundets velstand omkring staten og forhindrer borgerne i selv at medvirke aktivt i indretningen og opbygningen af samfundet. Og at socialisme i øvrigt indskrænker befolkningens frihed og mulighed for at handle (indbyrdes med hinanden) og dermed gør samfundet fattigere.
Penge er et byttemiddel
Vi har indrettet os sådan at der stort set ikke findes nogen aktivitet på kloden der ikke på den ene eller anden måde er forbundet med penge. Penge er derfor blevet en hæmsko for os, fordi mangel på penge ofte hindrer os i at finde løsninger på daglige udfordringer og problemstillinger. Penge er gode når man har dem og noget skidt, når man mangler dem, hvilket vi ofte gør, fordi vi har bildt os ind at økonomisk ulighed er en nødvendig forudsætning for samfundets økonomiske udvikling, vækst og produktivitet. Derfor er penge ofte et problem for os.
Det ironiske er imidlertid at penge faktisk er en glimrende opfindelse. Penge gør det nemmere for os at fordele ressourcerne mellem hverandre og at flytte ressourcerne rundt, når der er behov for det, i stedet for f.eks. at flytte råvarer og naturalier. Hvis vi lod penge være det de egner sig bedst til, nemlig til at substituere ressourcerne i samfundet, ville vi spare os selv for mange problemer. Men det kan vi altså ikke finde ud af. I stedet har vi gjort penge og økonomi til en magtfaktor som vi skal underkaste os.
Lad os kikke på hvad penge egentlig er og hvordan vi har gjort dem til et grundlag for magt.
Penge er som sagt et medie vi har besluttet os for at bruge som byttemiddel, så vi slipper for at bytte naturalier. Egentlig er der ressourcer nok til alle i form af råvarer, andre naturalier samt menneskelig opfindsomhed og arbejdskraft, men fordi vi har besluttet at de naturlige ressourcer først har værdi når de er blevet omsat til penge og der ikke uden videre kan være penge nok til alle, har vi også lært at opfatte det sådan at naturalierne, dvs. klodens naturlige rigdomme og råstoffer, kun findes i begrænsede mængder eller i et begrænset omfang.
Vi mennesker har samtidig den uheldige tilbøjelighed at vi gerne vil hamstre. Vi vil gerne skrabe flere ressourcer til os end vi nødvendigvis har brug for, især når ressourcerne er i form af penge og kapital. Denne uheldige tendens forstærker vores indtryk af at ressourcer altid er noget der er mangel på. Men vores tilbøjelighed til at hamstre eller til at være grådige, er ikke nødvendigvis noget der ligger i vores menneskelige natur. Det er snarere en adfærd vi er blevet tillært.
Når man hører en løgn tilstrækkeligt mange gange, bliver løgnen til sandhed. Vi tror derfor på forestillingen om os selv som grådige ”hamstere”, fordi vi tror dette er det normale og at det derfor ikke kan være anderledes.
Overbevisningen om menneskets ubehjælpsomme trang til at hamstre og den uudtalte forestilling om at der ikke er nok til alle, udgør tilsammen de 2 store løgne der hærger os mennesker som en pest og holder os fast i frygt og i en illusorisk kamp om vor egen overlevelse.
Økonomisk rigdom og ressourcemæssig fattigdom
Vi har indrettet det sådan at det er ressourcernes værdi og ikke deres omfang og tilgængelighed der skal skabe rigdommen i samfundet. Vi må med andre ord ikke alle have lige adgang til ressourcerne, for har vi det, bliver ressourcerne mindre værd. Derfor er fri adgang til ressourcer noget der skal være forbeholdt de få.
Når mange gerne vil have en ressource der således er begrænsede mængder af, f.eks. penge, får ressourcen en særlig opmærksomhed og som følge heraf også en særlig betydning. Vi siger at ressourcen får en højere værdi. Men denne højere værdi, eller denne merværdi, er i virkeligheden en illusion. Ressourcen har nemlig ikke ændret sig det mindste. Den er blot blevet mere interessant eller attraktiv, og dermed mere ”værd”.
Dette er et psykologisk fænomen. Den merværdi ressourcen har fået eksisterer kun i vores fantasi. Merværdien har intet med ressourcen i sig selv at gøre. Merværdien eksisterer kun i vores forestillingsverden.
Da vi i sin tid opfandt pengene, blev dette psykologiske fænomen efterhånden flyttet fra naturalierne over på pengene i takt med, at pengene overtog naturaliernes rolle som byttemiddel. Hvor det tidligere var naturalier og de øvrige værdier man kunne bytte dem til, man samlede på, var det nu penge man hamstrede. Dette betød at penge hurtigt blev den ny mangelvare som alle ville have fingre i. Og da vi først var nået dertil, var det særligt vigtigt at netop pengene forblev noget der var mangel på. For penge er noget man relativt nemt kan producere flere af. Og hvis der var penge nok til alle, ville det indebære at alle havde lige adgang til ressourcerne. Og det ville gøre det vanskeligere for nogle at have større økonomiske muligheder og fordele end andre.
Magt til de mindre egnede
Der er egentlig intet i vejen med at være økonomisk velhavende. Problemet med økonomisk ulighed opstår
-
når velhavende ikke forstår at med større rigdom følger et tilsvarende større ansvar og større forpligtelser i forhold til andre og i forhold til fællesskabet,
-
når rigdom bruges som et middel til magt
-
når rigdommen er tilvejebragt på miljøets, naturens eller andres bekostning.
Egentlig ville det være en fordel for alle at alle havde penge nok. Men hvis alle havde lige adgang til penge, ville pengene miste deres særlige værdi som samleobjekt. I praksis ville det dog også betyde at penge ikke længere ville kunne misbruges. De ville ikke længere kunne anvendes til at akkumulere ressourcer og materielle værdier som kunne bruges til at udnytte andre eller til at beslaglægge naturlige rigdomme, råvarer og naturalier der måske rettelig tilkommer andre.
Hvis der var penge nok til alle ville samfundet blive fattigere, lyder argumentet. Dette er rigtigt i den forstand at folk der ligger inde med store pengebeløb eller har store pengebeløb bundet i økonomiske investeringer, ville blive mindre velhavende, såfremt der var rigeligt med penge til alle, fordi penge så ville blive minde værd. Men det ville også betyde at økonomisk magt ikke ville kunne eksistere. I hvert fald ikke i samme grad som nu.
Den økonomiske magt er en af de vigtigste årsager til verdens problemer. Og det skyldes at magten og indflydelsen på samfundene ofte kommer i hænderne på de mindst egnede: Mennesker der har ringe intellektuel eller åndelig indsigt, ringere dyder og ringere menneskelige egenskaber. Dette hænger naturligvis sammen med at stor økonomisk rigdom ofte er forbundet med grådighed og at grådige mennesker ofte er i underskud af andre gode menneskelige dyder og egenskaber.
Verdenssamfundets befolkninger kæmper en ihærdig kamp om de økonomiske ressourcer. Dette er den vigtigste årsag til verdens mange konflikter. Og det er fordi vi har forvildet os ind i en forestilling om at de få, der på forhånd har mere end de skal bruge, nødvendigvis skal have førsteret til ressourcerne, også selvom de ikke skal bruge dem, fordi dette er en forudsætning for at samfundet kan udvikle sig.
Den økonomiske verdensorden, som den fungerer i dag står derfor i vejen for os selv. Den står i vejen for vores trivsel, vores frihed og vores sikkerhed. Den står i vejen for vores egen og klodens overlevelse. Og den står i vejen for at der kan genetableres normale tilstande på kloden.
Når vi fuldt ud er parate til at opgive det økonomiske magtregime og vende det ryggen, kan vi begynde at indrette os efter nogle nye hensyn, regler og principper og bygge verden op på et bedre grundlag. Det er også på høje tid.
Juli 2016
Kim Garlin