”Jeg havde et håb, en drøm – en lysegrøn drøm.”
En bekymringsskrivelse
Da jeg mødte Alternativets værdier og debatdogmer, blev håbet og drømmen pludselig noget håndgribeligt og virkeligt.
Jeg blev grebet af forundring og glæde: Kunne det virkelig passe at andre havde haft de samme tanker som jeg? Kunne det virkelig passe at der var nogen der forsøgt at se på vores samfund på en ny måde, hvor borgerne havde indflydelse på deres eget liv, også i det lidt større perspektiv? Kunne det virkelig passe at nogen havde lige så megen omsorg for naturen og den verden vi lever i som jeg?
Jo – det lød sådan.
Også når vi mødtes i lidt større sammenhænge – det første Årsmøde i Odense 2015, som jeg var med til, efterlod mig nærmest i en rus, som jo blev forstærket af, at vi var kommet i Folketinget.
Det fik mig til at kaste alle mine sparsomme kræfter ind i kampen for at få dette frø til at vokse og blive stort. Jeg knoklede, som alle andre, på min måde.
Og det var så skønt at se planten vokse.
Men….
Der var også malurt i bægeret. Den bitre smag blev fortrængt af alle de gode ting, og sådan skal det også være, når det bitre er forbigående og flygtigt.
Jeg gentog svenskeren Karin Boyes digt for mig selv:
”Ja vist gør det ondt når knopper brister.”
Jeg forsøgte at sige til mig selv, at al begyndelse er svær, at vi er et nyt parti og at vi godt må begå fejl, bare vi husker at lære af dem.
Jeg gentog: Mod, ydmyghed, empati, gennemsigtighed, generøsitet og husk nu humoren.
’En åben og lyttende samtale er nerven i demokratiet’ … stod der. Ja, hvor godt.
Men….
Bitterstofferne blev flere, det var som om de mangfoldiggjorde sig, helt selv.
Folk som jeg kendte i partiet, som jeg havde dyb respekt for og som havde knoklet lige så meget som jeg, begyndte at trække sig ud i periferien, Hver gang de påpegede at der var noget de gerne ville diskutere, ang. noget der begyndte at tegne sig, som ikke stemte overens med partiprogrammet, debatdogmerne og værdierne, blev de sat på plads.
Plads – er der virkelig ikke plads til forskellige meninger i Alternativet?
Hvad er der blevet af ’Flere ved mere’ – er det blevet til ’flere ved mere, men nogen ved bedre end andre’?
At anbefale er blevet til at fraråde, indstillinger er blevet til udelukkelser og udvælgelser er blevet til fravælgelser.
Kandidater der i al offentlighed bliver bedømt til at være ’egnede’ eller ’uegnede’.
Det harmonerer ikke med min opfattelse af empati, generøsitet og ydmyghed.
Det er i orden at anbefale, at indstille og at udvælge og betegne det som en ’service til medlemmerne’ – men direkte at udstille mennesker og ideer, som værende uegnede?
Det er og bliver en svær balancegang, hvis man altid skal være enig og på linje med parti toppen og diverse udvalg, for at være ’egnet’. Jeg vil personligt have et problem, hvis jeg ikke kan ytre mig frit.
Demokrati handler for mig om respekt. Respekt for meninger og holdninger. Respekt for at min nabo kan være uenig med mig, og jeg vil kæmpe til det yderste, for at vedkommende skal have lov til det.
Kan vi overhovedet tale om at vi har medlems demokrati, hvis vi ikke har det?
Hvis alt bliver dikteret ovenfra? Hvis vi ikke har et reelt valg, men alle afstemninger bliver ’farvet’ af udvalgenes præferencer og ikke mindst deres non præferencer.
Vore debat-dogmer og værdier bliver hule ord tømt for indhold, hvis det er tilfældet.
Og hvis det er tilfældet, så adskiller Alternativet sig ikke fra de andre partier, og har derfor ingen berettigelse.
Jeg elsker mit parti, og ønsker at samle – ikke at splitte, men vi skal kunne tale åbent og debattere åbent.
Jeg har stadig en drøm og jeg har stadig et håb – men er det lysegrønt?
Å – jeg håber det så meget.