Kære Alternativister,
I denne mail modtager du alt det vigtigste materiale om årsmødet den 28. maj i Odense. Vi ved godt, du allerede har fået en del mails om den dag, men dette årsmøde er så vigtigt ift. at skabe den rygrad, som Alternativet skal stå og gå med i det næste år - og forhåbentlig lang tid fremover.
I videoen lige herover fortæller forperson, Maj Baltzarsen om, hvad hun håber, vi går hjem med, og hvad vi får ud af dagen. Og så opfordrer hun alle til at tilmelde sig. Ca. 500 har allerede tilmeldt sig - har du ikke fået det gjort endnu, så er det lige her, du kan gøre det.
Du kan også deltage gratis på dagen. Gør du det, skal du blot huske din egen madpakke. Betalende deltagere bliver tilbudt lækker, lokal vegetarisk mad hele dagen.
Har du allerede meldt dig til, så er det nu, du for alvor skal spidse ører.
Via linket her får du fingrene i de relevante dokumenter for årsmødet som bl.a. indeholder:
- Afstemningskatalog for forslag til vedtægtsændringer
- Forslag stillet af medlemmer, som skal behandles på årsmødet
- Program for dagen
En dag har som bekendt kun 24 timer. Derfor bliver det også et lidt presset program, vi skal igennem. Sørger du for at have orienteret dig grundigt på ovenstående punkter, vil det være nemmere at få en god, livgivende dialog omkring vedtægter, forslag osv. på selve dagen.
Derfor opfordrer vi til, at du læser dokumenterne igennem. Tag en kop god kaffe eller te med ud i det skønne maj-vejr, find en solplet og dyk ned i det, som forhåbentlig bliver det, der er med til at skabe et endnu stærkere Alternativet. Det er bl. a det, som årsmødet handler om.
Men du kan også allerede nu deltage i spørge- og lyttetimen på Dialog, der afvikles over to gange. Første gang d. 19. maj 20.00 – 21.30 på dette link og anden gang d. 25. maj 17:30-18:45 på dette link.
Her kan du stille spørgsmål om alt til årsmødet og få svar fra medarbejdere i landssekretariatet, repræsentanter fra vedtægtsudvalget og hovedbestyrelsen.
Vi håber, så mange som muligt vil deltage i disse spørge - og lyttetimer. Flere ved, som sagt, meget mere.
Slyngelstue
Er du interesseret i at debattere med en masse andre Alternativister dagen inden årsmødet, så finder du information om, hvornår det sker længere nede i denne mail - der er nemlig arrangeret en Slyngelstue i Odense fredag d. 27. maj - dagen før årsmødet.
ShÅp en smule amok
ShÅppen og Alternativets Forlag vil også være til stede på årsmødet. Dermed er det god mulighed for, at du kan få tanket op på sommergarderoben med vores værdi t-shirts. Sommerferielæsningen kan også komme i hus, når Alternativets Forlag sælger Love is in the Air, som er bogen, der omhandler Alternativets første to år. Du kan få fingre i bogen til en særlig årsmøde-pris på 200,- kr.
Kan du ikke deltage på årsmødet?
Øv - men, vi har selvfølgelig tænkt på dig
Vores faste og super seje sociale medie team, som består af Bjarke og Tilde, er i gang med at lægge en plan for, hvornår på dagen, vi sender live fra vores Facebookside.
Der bliver både interviews med deltagere, medlemmer og gæster, en masse stemning og selvfølgelig mulighed for at stille spørgsmål til det, som du ser via Facebook. De gode folk skal nok sørge for, at du kan få din nysgerrighed stillet, selvom du ikke lige befinder dig i Odense den dag.
Har du ideer til, hvad vores Facebook skal emme af under Årsmødet, så send dem endelig en personlig besked på Facebooksiden.
Find vores Facebookside her.
Opstilling til hovedbestyrelsen
Husk, at det er i morgen lørdag d. 14. maj kl. 9:30, at der er frist for opstilling til hovedbestyrelsen i Alternativet.
Ønsker du at opstille, kan du finde vejledning og dokumenter til det her. Hvis du har spørgsmål vedr. dette så ring til Nils Brøgger på tlf. 6110 0304
Vi opfordrer alle, der skulle have mod og lyst til at arbejde med Alternativet fra bestyrelsesbordet til at stille op. Vi har brug for et stærkt felt af kandidater!
Digital afstemning til valg af hovedbestyrelse i Alternativet
Deltager du ikke på årsmødet, men ønsker du at have en afgørende stemme i valget til vores hovedbestyrelse, så kan du tilmelde dig elektronisk afstemning lige her. Deadline for tilmelding hertil er d. 19. maj klokken 16.00.
Hvordan du tilmelder dig, kan du se via linket.
Dagen før årsmødet: Invitation til Slyngelstue i Odense.
Aftenen før årsmødet inviteres der hermed til Slyngelstue i Alternativets lokaler i Odense, Nørregade 71, 2. th. fra 18:00 – 21:00.
Her laver vi en hyggelig opvarmning til årsmødet i godt selskab. Der vil være mulighed for at drøfte det, I har på sinde for at forberede jer til diskussionerne på selve dagen. Der vil være repræsentanter fra hovedbestyrelsen, vedtægtsudvalget og Landssekretariatet til stede, som kan svare på de spørgsmål, I måtte have.
Du bedes tilmelde dig til Nis (nis.benn@alternativet.dk), men bliver du grebet af en forunderlig lyst til at hygge dig med andre alternativister, er du velkommen til at dukke uanmeldt op.
På gensyn
Puha - det var mange informationer på én gang. Vi ved det godt. Landssekretariatet koger i disse dage, og alle herinde er ved at se dobbelt pga. vedtægter, planlægning, invitationer, og bekymringer om der nu er nok øko-øl.
MEN! Dagen kommer også til at handle om dig, mig og alle os.
For selvom vi har meget, vi skal igennem, så er det vigtigste, at vi ser hinanden i øjnene, krammer ret meget og nyder hinandens selskab. Vi skal danse fællesdans, debattere og lytte. Og have et brag af en fest om aftenen.
Vi GLÆDER os til at se dig! Vejret skal nok blive godt - også selvom det regner. Solen skinner altid en smule, når så mange Alternativister er samlet.
Kærlig hilsen
Landssekretariatet og hovedbestyrelsen
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64
www.alternativet.dk
alternativet@alternativet.dk
aktiv@alternativet.dk
medlem@alternativet.dk