Alle eksternaliteter bør så præcist som muligt modregnes af afgifter

Politikområder Finans-, Økonomi- og Skattepolitik
1

På alt for mange goder er der et mismatch mellem priser og omkostninger for samfundet.
Afgifter bør betale så præcist som muligt for de eksternaliteter der er forbundet med goderne. Hvis afgifter ikke bliver udregnet med alle de eksternaliteter der er forbundet goderne bliver goderne sandsynligvist subsidieret og dermed bliver noget, der koster samfundet penge, incentiveret - alt for mange goder med negative eksternaliteter bliver incentiveret. Hvis alting bliver beskattet rigtigt, så vil alle have incitament til at arbejde for samfundets bedste og der vil være mindre behov for regulering, fordi priser lader folk bestemme hvad de gør i stedet for regler. Det er blevet alt for let at ignorere faktorer, der er svære at forstå og medregne (såsom kulturelle, sociologiske, miljømæssige og sundhedsmæssige faktorer), men det betyder ikke, at de er mindre vigtige at regne med, fordi de kan stadig med høj sandsynlighed være direkte eller indirekte omkostninger for samfundet.

F.eks. i forhold til biler burde der være forskellige afgifter for præcist, hvad aktiviteten koster for samfundet. Der er sikkert mange flere, end dem jeg nævner, hvis man går i detaljer, men her er nogle eksempler på hvordan afgifter bør fordeles ved ejerskab af en bil:
Afgift på køb: ressourceforbruget ved produktion og distribution af bilen hvis producenten ikke allerede betaler det hele.
Afgift for at have en bil: parkeringsplads og pladsens opportunity costs.
Afgift på benzin: naturressourceforbrug og forurening (både helbredsomkostninger og miljøomkostninger).
Afgift på kilometerkørsel: alle bilinfrastrukturomkostninger, omkostninger fra biluheld, mistet produktivitet fra køkørsel, helbredsomkostningerne ved ikke at gå/cykle (aktiv transport) og kulturelle faktorer som at biler ødelægger bylivet, som en som Jan Gehl har lavet mange undersøgelser i.
I Oregon i USA eksperimenterer de med kilometerbeskatning, fordi skatterne på benzin får sværere og sværere ved at dække alle de andre omkostninger efter biler bliver mere ressourceefficiente.
På den måde bliver elbiler og benzinbiler også beskattet retfærdigt og uden subsidier.
Vægtafgiften gav ikke mening, da størrelsen på den ikke var afhængig af hvor meget man kørte, men dem der kørte meget sled meget mere på vejene.

Man burde ligeledes beskatte ubæredygtige boligområder, hvor folk bor spredt og derfor koster mange flere ressourcer, fordi der skal meget mere vej, kloak, elnetværk osv. til den spredte måde at bo på pr. husholdning. Andre faciliteter er også mindre efficiente i spredte områder. Det bliver sværere folk at leve uden en bil, fordi færre ting er i gå-/cykelafstand. Det bliver sværere for busser/toge/metrostationer at være økonomiske, fordi nok mennesker skal være i gå-/cykelafstand til stoppesteder/stationer. Forretninger har svært ved at overleve med mindre de er kæmpe lagerhaller med store parkeringspladser - dvs. store kæder har kæmpe fordele i forstaderne og små lokale forretninger har svært ved at overleve. Hvis man gerne vil bo omkostningsfuldt, så skal man selv betale for det.

Selvfølgelig, hvis vi pludseligt lavede alle de her ændringer, vil der opstå store problemer i samfundet - især på boligmarkedet, så praktisk set burde det være en langsom ændring, så de kortsigtede omkostninger ikke bliver et problem.
Argumenter som “hvordan skal jeg så komme på arbejde?”, “hvad med de manglende arbejdspladser i forstaderne?” og “hvad med den økonomiske gevinst som biler giver ved at gøre det muligt for folk at komme til deres arbejde og til shopping?” er kortsigtede betragtninger. Med tiden vil markedet have udviklet sig. Der vil blive bygget tættere og innovation vil have imødekommet folks nye behov.
Ift. til den sidstnævnte betragtning kan man sige, at ja - der er en økonomisk gevinst i at folk kan komme på arbejde og shopping med deres bil, men kun på kort sigt. På lang sigt, vil flere folk bare bo tættere på arbejdspladser og shopping. Hvordan kan man vide, hvordan man egentligt vil bo, hvis der er massive subsidier i at bo i hus?
Det faktum (at folk, der bor i hus ikke betaler de samfundsmæssige omkostninger de er skyld i) er også skyld i, at der ikke bliver bygget for at tilgodese de behov, som folk har, ved mere bæredygtige boligformer. Det kan være, at det bagvedliggende behov, en person har for at bo i et hus, kan tilgodeses på tættere og mere bæredygtige måder - men det er der ikke incitament for at udforske for entreprenører - de mister penge på at bygge på en måde, der gør byen bedre for andre end dem der skal bo i byggeriet, fordi det koster dem mere.
Før biler kom (eller før de blev populære) kunne folk sagtens komme på arbejde - de boede bare tættere på og arbejdspladser, forretninger og boliger var mere blandet sammen.

Et argument mod større beskatning på at bo i spredte områder er “…men jeg kan godt lide at have et hus og have og min bil, hvorfor skal jeg frarøves den ret?”
Til det vil jeg sige, at man har stadig al frihed - man vil bare betale den rigtige pris for det i stedet for, at dem, der lever mere efficient, betaler det via deres indkomstskatter. Med et lidt radikalt eksempel kan det forklares bedre: “hvorfor skal jeg betale bøder for at køre hurtigt - hvorfor skal jeg frarøves min ret til at køre hurtigt”? - Fordi det koster os andre noget i form af helbredsomkostninger baseret på historisk statistik over trafikuheld og hastighed.

Disse afgifter vil også gælde produkter som madvarer, men udover det, vil stigningen i prisen på bilkørsel også medføre større transportomkostninger, men på lang sigt vil produktion være mere lokal. En masse ubæredygtige produkter vil via. afgiften blive dyrere (specielt kød, da kød er noget af det mest naturressourcekrævende at producere), men de vil koste den rigtige pris. Folk vil være utilfredse på kort sigt, men med tiden vil innovation have fundet nye løsninger. Måske har vi fundet en måde at lave sundt og smagfuldt kød ud af planter, måske bliver vi bedre til at spise andre ting og finder masser af måder at få vegansk mad til at være mere interessant og måske bliver det bare en norm at spise kød 1-2 gange om ugen i stedet for alle dagene. Man kan være nok så utilfreds med at skulle betale mere for noget man godt kan lide, men det er et ansvar vi alle bør påtage som samfund.

De kortsigtede problemer og omkostninger kan tilgodeses ved at indføre ændringerne gradvist med et bestemt mål for at give markedet tid til at reagere. Ændringerne vil selvfølgelig kræve mere analyse og forskning, så det her er bare et forslag, der kan diskuteres. Der skal være gennemsigtighed og åbenhed, og der skal opfordres til forskning, så man løbende kan præcisere afgifterne eller omregning. På den måde kan folket selv have indflydelse på hvad der er retfærdigt. Ved uklare afgiftudregningsparametre, kan man lave “risikointervaller”, indtil større præcisering er mulig efter undersøgelser.

Som kritik af min idé kan man sige, at der er en del, der aktivt fokuserer på at arbejde mod samfundets bedste ved f.eks. at købe ting, der er dyrere til gavn for miljøet (lokalt økologi), men sagen er, at når der er incitament til det modsatte (som der er når alle omkostninger ikke er medregnet i afgiften), vil man aldrig få hele markedet med uden al for dyr massiv markedsføring.

Så hvis afgifter ikke præcist betaler for alle eksternaliteter forbundet ved produktion og køb af goder, vil alle via deres indkomstskatter betale til at nogen handler omkostningsfuldt for samfundet og dermed skaber man incitament til adfærd, der kun er for ens eget bedste. I dag er der mange kulturelle, sociologiske, miljømæssige og sundhedsmæssige faktorer, der ikke bliver medregnet. Måske fordi de er komplicerede at udregne, men det gør dem ikke mindre vigtige. Med rigtig beskatning vil der som konsument, virksomhedsejer eller lønmodtager være incitamenter til at handle i samfundets bedste som gavner alle meget mere.

2 Synes om
2

Tak for mail og invitation. Jeg har arbejdet lidt med transport ud fra en tanke om, at man kunne nedtræppe transportfradraget og bruge pengene til at støtte flytning af virksomheder, så vi bliver fri for transport. Derved bortfalder en masse unødvendig transport. -
Men til dit forslag om eksternaliteter. Jeg er meget enig i meget af det, som du skriver. Der er enkelte problemer

  1. De rige vil stadig have råd til at svine - det vil fremstå som luksus, at have råd til at svine. Ulempen ved at arbejde med eksternaliteter på den måde er, at den tunge ende altid vender nedad.

  2. Nogle ting har nem beregnelige eksternaliteter - og samtidig svær beregnelige. Fx har boliger en nem - meromkostninger for miljøet i kraft af dårlig isolering af enkeltstående huse o.l. - og på den anden side livskvaliteten og tab af samme (i hvert fald for nogen), hvis man gør det dyrere at bo i hus. For mig betyder det meget at bo i mit eget - og i tilpas afstand af naboen. I en storby vil jeg måske blive syg og trist -->ekstern omkostning af en høj beskatning af enkeltstående huse.
    Det mest effektive vil jo være, hvis vi alle boede i ret tætte - gerne på flere etager - det er bare ret sikkert, at det giver et fald i livskvalitet (for nogen igen)
    Det er nok balancen, der er kunsten.

Man kunne til en start koncentrere sig om at inkludere eksternaliteter på områder, som er mere entydige, end boliger. Fx. så vil de fleste nok fortrække, at køre i et velkørende tog hhv. være helt fri for biltransport / bruge den tid til familien. Det potentielle tab af livskvalitet vil nok ikke være så stor, når de konkret får afslapning i toget hhv. tid til familien i stedet. Dvs. det bedste må være at har kunne man komme eksternaliteter til livs, uden at det koster livskvalitet.
Det kunne være spændende at tænke mere i transport - måske kombinere tanken omkring transportfradrag og eksternaliteter.
Her har du et link til de ting, jeg har tænkt i den retning: https://www.dropbox.com/s/j8nn6djg9r6gk0w/Udkast%20ang%20transportpolitik.docx?dl=0
Mange hilsener, Armin

4

Det lyder som om spændende opgave. Jeg elsker at få input og svar til mine idéer, så jeg kan finde problemer i det.

Du har ret i, at det automatisk vil gå mere ud over de fattige end de rige, men hvis afgifterne betalte samfundets omkostninger fra de forskellige goder, så vil det ikke længere være indkomstskatten, der betalte for de omkostninger. Vi kan selvfølgelig ikke sætte afgifter på alt, så indkomstskatten vil altid skulle være der, men denne model, vil gøre, at indkomstskatterne ikke behøver at være nær så høje, og måske ville man få råd til at fattige ikke betaler lige så meget i skat. - måske. De går selvfølgelig ikke op med hinanden, men det er kun fordi disse afgifter også vil inkludere omkostninger, som samfundet lige nu ikke betaler for (miljøomkostninger og naturressourceknaphed).

I Danmark er forskellen på rig og fattig heldigvis ikke så stor, men jeg kunne forestille mig at i et samfund, hvor alle arbejder for samfundets bedste og hvor BNP ikke længere et mål for et lands succes, så vil løn betyde mindre. For folk vil det måske betyde mindre, om man tjener tættere på det samme (retfærdighed er ikke ligeså monetært), fordi kulturen måske indebærer, at løn ikke er det vigtigste mål for lykke, men mere æren ved at gøre et stolt stykke arbejde, og i sådan et samfund vil folk have mere lige løn. Det er en idé i hvert fald. Sådan har det nemlig været engang - at man stræbte efter ære. I dag bliver succes målt på penge. Dette kræver selvfølgelig mere teoretisk opbakning, da det er ret kontroversielt, men det er bare for at sige, at det er i hvert fald en mulighed.

Hvis det nu ville være en tendens at folk blev syge af at bo i lejligheder, så skulle det selvfølgelig også modregnes - det går jo begge veje. Og hvis der er en generel tendens til at folk har behov for at kunne være alene, slippe væk fra støj osv. (som byer har en tendens til at mangle) så vil markedet tilgodese de behov i nye boligformer eller anden innovation.
Der er lavet studier, der viser, at vi godt kan komme til at fokusere for meget på, at folk skal møde nye mennesker i byerne, men der er også brug for muligheden for at slippe væk og at kunne være alene - ellers bliver vi stressede. Et studie i kollegier i USA viste at folk der havde en dør direkte ud til gangen havde et meget højere stressniveau end folk, der havde en mellemgang.
I Paris har borgmesteren haft succes med at overbevise folk om, hvordan man kan være lykkelig uden at skulle eje så meget. Access bliver vigtigere end ownership og det er meget mere bæredygtigt. Han har overbevist folk, der har været meget fortalere for “jo mere du ejer, jo mere succesfuld er du, og det er det du skal stræbe efter” om at access er vigtigere end ownership. Ejerskabsbehovet er en tanke der langsomt forsvinder blandt folk, hvilket foreslår, at mange kan blive overbevist om lykken ved ikke at eje sit eget, hvis de bliver introduceret godt nok til det og har gode nok muligheder til det.
Der er også lavet studier, der viser at folk, der bor tættere har færre sociale problemer end folk, der bor i de amerikanske suburbs. Disse studier kan selvfølgelig være farvet af demografiske forskelle på folk der bor i byer og i suburbs, men det er da spændende at undersøge yderligere ift. om disse områder skal koste mere.

Man skal huske at der er forskel på kort og lang sigt. Der er nogle priser, og som forbruger, skal man altid overveje, hvor meget ting er værd. Hvis det er mere værd for dig at bo i et hus, så må du betale for den pris, men du skal huske, at det nok er sandsynligt, at du ikke er den eneste, og derfor er der et marked for at give dig det, du ønsker på en bæredygtigere måde (og dermed billigere grundet mindsket afgift), som så vil blive udbudt efterhånden på længere sigt. På kort sigt vil de her gradvise ændringer ikke have stor betydning for dig, men på lang sigt vil du måske enten betale dyrt for et hus, eller bo i en ny boligform, som du er glad for, og som ikke koster dig særligt meget.

Jeg tror på, at vi har midlerne til at lave disse udregninger - dog med en vis sandsynlighed for at de rigtige omkostninger ikke er præcise, men det er som sagt en løbende proces, og afgifternes korrekthed vil blive større, da der opfordres til at folket udfordrer de forskellige parametre i udregningen ved at forske og lave undersøgelser. Den manglende præcision vil i starten også blive mødt med et sandsynlighedsinterval, så man imødekommer usikkerheden.

5

Svaret er at en vare koster det som forbrugeren vil betale. Når man sænker afgiften for en dyr bil så køber folk bare en endnu dyrere bil for de samme penge, og efter lidt tid så hæver producenten prisen som forhandleren skal betale.

6

Det er vel ikke helt præcist.

Det er normalt, at hvis noget bliver billigere, så køber man bare mere af det (eller noget dyrere) for at gøre op med de ekstra penge man har til rådighed. Det er en kortsigtet adfærd. På længere sigt vil budgetter til forskellige poster have ændret sig i samfundet, og folk vil måske være villige til at betale færre penge for biler samtidigt med, at de bliver dyrere, hvis afgifterne bliver højere. Men det jeg foreslår er ikke nødvendigvis, at de bliver højere eller lavere, bare at de skal udregnes for så præcist som muligt afspejle de eksternaliteter de har, hvilket højst sandsynligt vil resultere i at de bliver højere.

Man skal huske, at hvis en virksomhed skal holde den samme pris, hvor forbrugeren bliver pålagt højere afgifter for bilen, så får virksomheden en mindre avance, og højst sandsynligt vil den sætte prisen op, og det vil markedet også gøre. Økonomisk set vil alle biler blive dyrere at købe og eje på længere sigt, hvilket vil resultere i at markedet mindskes. Til gengæld vil andre, mere samfundsøkonomiske løsninger, blive mere populære som f.eks. cykler, offentlig transport eller en ny form for byplanlægning. Vi kan ikke vide det endnu, men en ting er sikkert; folks behov vil blive dækket, bare via samfundsøkonomisk innovation.

7

Det mest alternative her er dog din stavemåde: incentiveret

8

Haha, ja blev lidt inspireret af det engelske, incentivise. Jeg kunne ikke lige finde det rette danske ord - vi har ikke et verbum af incitament, har vi?