Udfordringen
Vores demokrati er under pres. Ikke, som i fordums tider, fra invaderende, totalitære statsmagter eller hjemlige, narcissistiske despoter. Nej, demokratiet er under pres fra dem, som det er sat i verden for at beskytte: folket. Vi lever i stadig mere komplekse tider og vi møder udfordringer, som i stigende grad er så indviklede, så nuancerede og så omfattende, at langt de fleste af os ikke har fantasi til at begribe løsningerne. De vigtigste udfordringer, som vores (og hele verdens) samfund står over for i disse år er det, som Sigge Winther Nielsen kalder ”vilde problemer”. Det er svært at have en fornuftig snak om immigration, uden at tale om sikkerhedspolitik og klima, eller sagligt at diskutere skolepolitik uden at adressere socialpolitiske og socioøkonomiske emner. Og kompleksiteten skræmmer os. Den skræmmer os i en sådan grad, at mange af os forkaster fornuften, fordi den ikke nemt og hurtigt kan løse et uoverskueligt problem, og så tyer vi til intuitionen. Den intuition, som gennem århundreder, gang på gang beviseligt har vist sig at være nærmest ubrugelig i et moderne samfund langt fra den afrikanske savanne, som den er udviklet til. Vi stemmer med følelserne, vi debatterer politik med følelserne og deler historier med følelserne. Vi flygter i stedet fra de virkelige problemer og søger tilflugt i internettets ekkokamre eller de pressede mediers populistiske sensationsjournalistik. Det er en samfundstendens, som afspejler sig i et politisk etablissement, som kun har fokus på genvalg gennem hurtige, nemme og overskuelige løsninger, som ser godt ud på papir, men som ingen hold har i virkeligheden – og som alle har glemt lige så snart den næste ”breaking news”-historie rammer skærmen. Der er behov for, at vi gør op med denne onde cirkel.
”løsningen”
Jeg har ikke en nem og hurtig løsning på problemet. Og jeg vil vove skindet og påstå, at det er der ingen, der har. For denne udfordring er også kompleks og sammensat af tusindvis af faktorer. Men jeg har et forslag, som jeg håber, vil kunne bringe os et lille skridt tættere på en løsning: et nationalt borgerråd.
Idéen om at inviterer borgere tættere ind på den politiske proces er ikke ny. Men det, der er nyt, er at vi nu lever i en tid, hvor fx Marcus Schmidts tanker om teledemokratiet (dvs. direkte demokrati gennem telefonafstemninger) rent faktisk har mulighed for at blive virkelighed – om end i en et noget mere ambitiøs udgave. Teknologien har jo netop betydet, at den faktiske afstand mellem en borger og en politiker er svundet ind til det nærmest ubetydelige. Men vi er også nødt til at være på vagt over for, at en enkelt kommentar på et tweet fra en politiker eller mediedækningen af en mere eller mindre tilfældig sag får lov at fylde for meget i den politiske debat. Der er med andre ord brug for mere repræsentativitet i politik.
Det Nationale Borgerråd
Mit forslag, som jeg inderligt håber på, at I vil være med til at drøfte og kvalificere, er et nationalt borgerråd, som skal bestå af borgere, som er interesserede i at finde gode, holdbare løsninger og som nærer et ægte ønske om at gøre samfundet til et bedre sted. Det er ikke – som I Marcus Schmidts teledemokrati – meningen, at borgerrådet skal bestemme noget: Det er ikke mit indtryk, at beslutningsprocessen i dansk politik har brug for flere kokke. Det er imidlertid meningen, at rådet skal udtale sig om, debattere og evt. stemme om forslag, idéer og visioner på Folketingets initiativ
Sammensætning
For at forsøge at sikre processen imod de værste internettrolde og lommefilosoffer, er det min tanke, at man skal kvalificere sig til råddet. Fx gennem online kurser og evt. en eksamen. Det vil selvfølgelig være en udfordring at designe en sådan kvalifikationsproces som på samme tid kræver, at man ”gør sig fortjent” til at deltage, men samtidig ikke må søge at udelukke specifikke samfundsgrupper eller seriøse politiske overbevisninger. Pointen med borgerrådet er at sikre repræsentativ men også kvalificeret rådgivning af vores folkevalgte politikere, så én eller anden form for adgangsbegrænsning må nødvendigvis være påkrævet.
Opgave
Det vil være Det Nationale Borgerråds opgave at drøfte, komme med løsningsforslag og evt. stemme i sager, som forelægges rådet af Folketinget. Mit forslag er, at den til enhver tid siddende regering skal kunne spørge borgerrådet til råds på eget initiativ, men at også Folketinget vil kunne kræve at et emne, spørgsmål m.v. forelægges rådet, fx med 2/3 flertal. På den måde skal konstruktionen søge at sikre både, at en mindretalsregerings visioner kan få langt større legitimitet, men også at et såkaldt kvalificeret flertal i Folketinget vil kunne bremse en alt for fremstormende regering uden folkelig opbakning.
Jeg håber, som sagt, at I vil være med til at drøfte idéen på en saglig måde. På forhånd tak.