Overskriften er en omskrivning af et citat fra Jens Stoltenbergs erindringsbog “På min vagt” om hans tid som generalsekretær for NATO. Stoltenberg skriver om NATOs katastrofale “selvforsvarsaktion” i Afghanistan. 20 år og utallige døde til ingen verdens nytte. Og til sidst en ydmygende panisk flugt ud af Kabul, som mindede om noget fra en lignende panisk flugt fra Vietnam mange år før. Vesten gentager sine fiaskoer, fordi vi ikke lærer noget af dem. Stoltenberg skriver, at vi var for længe i Afghanistan og forventede for meget.
Jeg skriver dette, fordi man efter snart 5 års krig i Ukraine, som ikke har ændret noget, ud over at Rusland kontrollerer nogle provinser i landets østlige ende, og mange mange mange mennesker er døde, lemlæstede, sindsyge, hjemløse, forældreløse, børneløse, fattige o.s.v., kan få den tanke, at denne krig vil føje sig til den endeløse række af “forever wars”, som Vesten har udkæmpet til forsvar for den vestlige udgave af demokrati, frihed, borgerrettigheder, markedsøkonomi, kristendom m.v. uden at opnå noget andet end død og ødelæggelse.
Har vi været for længe i Ukraine og forventet for meget? Jeg synes, at det ville tjene vores politiske ledere, fagfolk og journalister til ære at diskutere dette spørgsmål i stedet for at lade som om, vi fortsat gør det eneste rigtige, og at det vil ende godt, hvis blot vi bliver ved med at sige køb, køb, køb til våbenhandlerne. Er en diskussion om dette helt udelukket?