Kære medlemmer af Alternativet Nordjylland
Ferietiden er kommet, selv om sommeren måske ikke viser sig fra sin bedste side. Det er tid til at fortælle jer lidt om, hvad der er sket siden sidste nyhedsbrev, og hvad vi har af planer efter sommerferien:
Jonathan, gode ideer og en masser af energi
Lige efter EP-valget havde vi besøg af Alternativets nye forperson, Jonathan Ries, på et medlemsmøde i Aalborg. Det var en spændende og meget inspirerende aften, hvor Jonathan fortalte om sine ideer for Alternativet. Han vil især gerne fokusere på det lokale engagement og de positive fortællinger i Alternativets arbejde, så der kommer liv og glæde ude i landet. Jonathans tanker passer fint med de overvejelser, vi også har gjort os i storkredsbestyrelsen. Og hvis vi skal gå den vej, kræver det, at vi prioriterer opgaverne og bruger vores ressourcer klogt.
Som en del af mødet med Jonathan gennemførte vi en lille workshop for at udvikle på vores fremtidige strategi, fokus og aktiviteter. Vi har samlet det hele op i en oversigt, som I kan se her:
brainstorm.pdf (56.4 KB)
Vi har analyseret resultatet og som I kan se, er der seks elementer, som har udkrystalliseret sig. Disse er:
- Folk, vi kan motivere til samarbejde, både internt og eksternt
- Sager, vi kan bruge
- Initiativer, vi kan arbejde på og udvikle videre på
- Aktiviteter, vi kan udføre
- Metoder, vi kan bruge til aktiviteter
- Visioner, vi kan udvikle til konkret politik
Det nye center for Alternativets politik i Nordjylland - Alternativet Aalborg
EP-valget har vist, at vi kan køre en kampagne med næsten ingen finansielle ressourcer og stadig få meget opmærksomhed fra de grupper af vælgere, vi gerne vil have i tale. Vi kunne dog mærke, at vi mangler arbejdskraft, interaktion og en større base.
Derfor har vi besluttet, at vi fremadrettet vil fokusere på det sted i Nordjylland, hvor vi ser den største vælgergruppe, som potentielt vil stemme på Alternativet, nemlig Aalborg. Det betyder også, at Aalborg rummer det største potentiale til at få flere aktive medlemmer og finde organisationer, vi gerne vil samarbejde med.
Nye regler for offentlig støtte til politiske partier på kommunal - og regionsniveau
Det har også betydning, at der desværre er kommet nye regler for partistøtte, der ikke favoriserer små partier som Alternativet. Vi har tidligere haft et rimeligt økonomisk grundlag rundt omkring i storkredsen i form af partistøtten, men fra i år skal et parti opnå 80% af de stemmer, der kræves for at få en plads i byråd eller regionsråd, før der udløses støtte. Det er rigtig mange stemmer, og vi kan realistisk set ikke forvente at opnå det resultat ret mange steder i storkredsen. Økonomien betyder rigtig meget for vores muligheder for at skabe aktiviteter, og det understreger vigtigheden af at prioritere indsatsen det rigtige sted.
På baggrund af resultaterne fra vores workshop, kommer vi til at begynde med at få identificeret og komme i dialog med de organisationer og personer i og omkring Aalborg, vi gerne vil samarbejde med. Derefter går vi videre med et par initiativer/aktiviteter. Det primære formål er at afprøve, og forhåbentlig få succes med, noget konkret.
Diskussion, interaktion og aktivitet
Vi ved godt, at vi lægger op til en hård prioritering, men vi håber at I har lyst til at kontakte os, spørge ind eller komme med forslag til, hvordan Alternativet Aalborg også kan blive motor for en god udvikling af Alternativet i hele Nordjylland. Det er vigtigt at sige, at initiativer andre steder i storkredsen selvfølgelig er velkomne, men vi kommer ikke til at bruge mange kræfter på at understøtte dem fra bestyrelsens side, selv om vi ville ønske, der var mulighed for det.
Vi ved, at vi har brug for at fokusere meget mere på vores eksterne kommunikation, hvis vi skal lykkes med vores planer. Derfor udvikler vi også på en kommunikationsstrategi med platforme til at vise seje projekter, events og aktiviteter.
På den anden side af sommerferien hører I meget mere fra os, om hvad der er i støbeskeen.
Vi glæder os til at høre fra jer, og til at give den fuld gas med alt det gode, Alternativet rummer og kan tilbyde lige her i vores storkreds!
Hav en dejlig sommer, allesammen
Kærlige hilsner
Jeres storkredsbestyrelse