Jeg er helt enig i at sender vi folk afsted bør vi også tage os af dem når de kommer hjem, men en central del af problemet er at vi udsender flere soldater, end at den stående hær har kapacitet til.
Da jeg ikke ser en fordobling af hærens styrke ske (selv hvis C fik lov at gøre som de vil),
så vil 1:6 modellen(forklaring neden for) blive løsningen, hvis danmark igen skal udsende en styrke på 7-800 soldater i en periode der strækker sig over flere år.
Og her mener jeg at det vil være helt naturligt at man på Christiansborg som en del af folketingsbeslutningen afsætte de nødvendige midler, uden for forsvaret budget til at kunne ansætte de HRU soldater i 3-6 måneder efter de er kommet hjem. Den tid kan bruges på at trappe ned, og hjælp til at søge ind på uddannelse m.m.
Så man giver de unge mennesker bedst mulige omstændigheder for at komme videre med deres liv.
(her kunne man passende også sikre sig at de ikke blive “straffet” for at at de ikke er søgt direkte ind på en videregående uddannelse efter gymnasiet)
Gavntjeneste er jeg dog kraftig modstander af. For det første fordi Gavntjeneste har en klar betydning i forsvaret.
Det er når f.eks en officer sætter en værnepligtig til at vaske sin private bil… noget der naturligvis er ulovligt.
Og de unge mennesker har ikke meldt sig til at udføre “gavntjenste”
Forklaring på 1:6 modellen
Det grundliggende problem er i min optik at vi udsendte personer der ikke er karriere soldater.
Hvis vi f.eks kigger på da man havde flest soldater i afghanistan, da havde man to infanterikompagnier udsendt.
(og en deling kampvogne, og nødvendig støtte af logisti, sanitet osv osv)
Det ene kompagni var professionelle soldater det andet var en HRU enhed.
De professionelle er fastansatte og når de kommer hjem, så vender de blot tilbage til deres dagligdag ved deres tjenestested. Det betyder at de helt automatisk får en nedtrapning og iøvrigt har en fast dagligdag og omgås kollegaer.
Det er ikke her det primære problem er.
I hæren snakker man om 1:3 og 1:6 modellerne.
Vi har pt. 6 infanterikompagnier i vores stående styrke.
Hvis vi skal udsende to af dem, og de soldaterne skal være afsted i 6 måneder ad gangen, så kan vi gøre dette i 18 måneder.
Dette er hvad man kalder for 1:3 modellen.
Efter 18 måneder skal de første soldater så afsted igen. Men at være afsted 6 måneder og hjemme 12 måneder og så afsted igen dur jo ikke i længden.
Så løsningen blev at man kun sendte et kompagni afsted fra den stående styrke.
Det andet kompagni blev så fundet ibland de værnepligtige. Efter 4 måneders værnepligt (HBU) skrev man kontrakt for yderligere 8 måneders uddannelse(HRU) og 6 måneders udsendelse. og så blev med hjemsend her efter.
Dette er 1:6 modellen.
Dette løser problemet for de professionelle soldater, i stedet for kun at få 12 måneder hjemme efter en udsendelse, får de nu 30 måneder hjemme. (og hvis vi inddrager de to opklarings kompagnier på Bornholm, som vil være muligt i nogle situationer, så kan man presse det op på 42 måneder hjemme, før man skal afsted igen)
Men som du er inde på var det bestemt ikke optimalt for unge mennesker at blive smidt ud til en civil hverdag, efter de har været i trøjen i 18 måneder og de sidste 6 af dem i en krigszone.
Dette anderkendte hæren dog hurtigt og indførste muligheden for 3 måneders ekstra ansættelse, hvor fokus netop var på at få folk til at trappe ned.
Det centrale her er at det var hæren som anderkendte problemet og forsøgte at løse det. Lige som det er hæren der har forsøgt at hjælpe de sårede, ved at tildele dem i stillinger rundt omkring i systemet. Også stillinger de i nogle tilfælde ikke kunne løse… fordi alternativet var at de forlod hæren til offentligt system der ikke er i stand til at tage sig af dem.