Veteraner

Oplæg / indspark til FORSVARSPOLITIK

Danmark udsender i disse tider unge mennesker til krig og til andre væbnede konflikter!
Man kan være enig eller uenig i hvorvidt de skal udsendes eller ej – og under hvilke mandater de skal operere når de udsendes. Men – uanset dette, er der mennesker, der udsendes!!
Under udsendelsen sker der meget stærke påvirkninger af både fysik og psyke!

Når udsendelsen så er overstået sker der en ”afklædning” og en debriefing af en uges til 2 ugers varighed. Der udfyldes også en psykologisk test, der analyseres af forsvarets psykologer.
Den umiddelbare ”følelse” hos de hjemvendte er jo typisk glæde over at være hjemme, taknemmelighed over at være uskadte – for langt hovedparten. Så det er vel ikke mærkeligt, at der sjældent er tegn på skader hos disse mennesker!

Med jævne mellemrum hører offentligheden så i medierne om ”ulykkelige” hændelser begået af eller mod disse veteraner. Hvor det er helt tydeligt, at der siden hjemsendelsen er sket en konstant
forværring og utilpassethed til livet / samfundet / arbejdspladsen / familien.

Nu skal jeg nok komme til det egentlige.

Min mening er, at når vi som samfund har ”råd” til at udsende mennesker – har vi også råd til at tage os af dem efter endt udsendelse.
Jeg vil gerne lægge op til, at en udsendelse indeholder en oplæring/uddannelse, en udsendelse – men så også en lang periode med nedtrapning. Et forslag kunne være, at den totale ansættelse kunne vare i 33 måneder – 3 måneder til uddannelse, 6 måneders udsendelse og 24 måneders gavntjeneste i Danmark. Først som en samlet enhed – siden fordelt nærmere hjemmet.

2 Synes om

Jeg er helt enig i at sender vi folk afsted bør vi også tage os af dem når de kommer hjem, men en central del af problemet er at vi udsender flere soldater, end at den stående hær har kapacitet til.

Da jeg ikke ser en fordobling af hærens styrke ske (selv hvis C fik lov at gøre som de vil),
så vil 1:6 modellen(forklaring neden for) blive løsningen, hvis danmark igen skal udsende en styrke på 7-800 soldater i en periode der strækker sig over flere år.

Og her mener jeg at det vil være helt naturligt at man på Christiansborg som en del af folketingsbeslutningen afsætte de nødvendige midler, uden for forsvaret budget til at kunne ansætte de HRU soldater i 3-6 måneder efter de er kommet hjem. Den tid kan bruges på at trappe ned, og hjælp til at søge ind på uddannelse m.m.
Så man giver de unge mennesker bedst mulige omstændigheder for at komme videre med deres liv.

(her kunne man passende også sikre sig at de ikke blive “straffet” for at at de ikke er søgt direkte ind på en videregående uddannelse efter gymnasiet)

Gavntjeneste er jeg dog kraftig modstander af. For det første fordi Gavntjeneste har en klar betydning i forsvaret.
Det er når f.eks en officer sætter en værnepligtig til at vaske sin private bil… noget der naturligvis er ulovligt.

Og de unge mennesker har ikke meldt sig til at udføre “gavntjenste”

Forklaring på 1:6 modellen

Det grundliggende problem er i min optik at vi udsendte personer der ikke er karriere soldater.

Hvis vi f.eks kigger på da man havde flest soldater i afghanistan, da havde man to infanterikompagnier udsendt.
(og en deling kampvogne, og nødvendig støtte af logisti, sanitet osv osv)

Det ene kompagni var professionelle soldater det andet var en HRU enhed.
De professionelle er fastansatte og når de kommer hjem, så vender de blot tilbage til deres dagligdag ved deres tjenestested. Det betyder at de helt automatisk får en nedtrapning og iøvrigt har en fast dagligdag og omgås kollegaer.
Det er ikke her det primære problem er.

I hæren snakker man om 1:3 og 1:6 modellerne.
Vi har pt. 6 infanterikompagnier i vores stående styrke.
Hvis vi skal udsende to af dem, og de soldaterne skal være afsted i 6 måneder ad gangen, så kan vi gøre dette i 18 måneder.
Dette er hvad man kalder for 1:3 modellen.

Efter 18 måneder skal de første soldater så afsted igen. Men at være afsted 6 måneder og hjemme 12 måneder og så afsted igen dur jo ikke i længden.

Så løsningen blev at man kun sendte et kompagni afsted fra den stående styrke.
Det andet kompagni blev så fundet ibland de værnepligtige. Efter 4 måneders værnepligt (HBU) skrev man kontrakt for yderligere 8 måneders uddannelse(HRU) og 6 måneders udsendelse. og så blev med hjemsend her efter.
Dette er 1:6 modellen.

Dette løser problemet for de professionelle soldater, i stedet for kun at få 12 måneder hjemme efter en udsendelse, får de nu 30 måneder hjemme. (og hvis vi inddrager de to opklarings kompagnier på Bornholm, som vil være muligt i nogle situationer, så kan man presse det op på 42 måneder hjemme, før man skal afsted igen)

Men som du er inde på var det bestemt ikke optimalt for unge mennesker at blive smidt ud til en civil hverdag, efter de har været i trøjen i 18 måneder og de sidste 6 af dem i en krigszone.

Dette anderkendte hæren dog hurtigt og indførste muligheden for 3 måneders ekstra ansættelse, hvor fokus netop var på at få folk til at trappe ned.
Det centrale her er at det var hæren som anderkendte problemet og forsøgte at løse det. Lige som det er hæren der har forsøgt at hjælpe de sårede, ved at tildele dem i stillinger rundt omkring i systemet. Også stillinger de i nogle tilfælde ikke kunne løse… fordi alternativet var at de forlod hæren til offentligt system der ikke er i stand til at tage sig af dem.

Jeg giver dig ret i de fleste af dine betragtninger!! Og vil også gerne bidrage med mine holdninger til hvordan vi burde indrette vores forsvar. Og hvad forsvarets rolle skal være. Men…
Den bekymring jeg rejser er overfor veteranerne!

Det er lagt i faste rammer – og der er erfaring med – at uddanne soldater til udsendelse.
Det er en benhård uddannelse, der sker under selve udsendelsen: Personlige erfaringer i en meget presset situation. Meget kraftige fysiske og psykiske påvirkninger.
Sikkerhedsnettet her er selve organiseringen i grupper, delinger og kompagnier – de meget faste rolle-fordelinger. Man passer på hinanden døgnet rundt.

Hvis vi smider et menneske i fængsel i længere tid, vil den første afsoning være lukket fængsel, så mere og mere frihed og til sidst udslusning til det normale samfund.
Hvis vi skal have en misbruger ud af sit forbrug – er der jo erfaringer med hvad der virker bedst: en kold Tyrker eller langsom afvænning OG forandring af miljø og omgangskreds.
Noget lignende må vel være nærliggende at gøre for hjemvendte?

Når politikere tager beslutning om, at danske soldater skal deltage i en mission, laver forsvaret et budget for udsendelsen. Det er jo rimelig velkendt hvad det koster, at holde en soldat i felten med uddannelse, transport, udstyr, forplejning, støttefunktioner etc.
Jeg mener det ”up front” skal være klart, at der ER en periode efter udsendelsen, hvor man er bundet i et forløb. Det er kendt hvad omkostningen er – budgetmæssigt – men også af den enkelte soldat at det ”koster tid” – bagefter.
Hvordan denne tid – jeg kaldte det gavntjeneste – skal bruges, er jeg da åben overfor. Det vigtigste er, at det bliver en afvænning i et miljø, der først ligner udsendelsen, så bliver mere og mere normal.
Jeg synes den holdning med: ”Tak for indsats. God vind fremover! Hvis du får problemer, så henvend dig til de sociale myndigheder!” er uværdig, utaknemmelig og i det hele taget kortsigtet.

1 Synes om