Kære alle I skønne medlemmer af Alternativet
Der er vist ingen, der længere er i tvivl om, at valgkampen er blæst i gang. Og sikke en uge!
Tirsdagen bød på sommergruppemøde på zoom, hvor mange af jer medlemmer deltog med gode og vigtige indspark til valgkampen. I skæret af Lynetteholmen og foran den danske verdenspresse fik vi på onsdagens pressemøde præsenteret Alternativets valgoplæg af en veloplagt og superstærk trio bestående af Franciska Rosenkilde, Torsten Gejl og Christina Sade Olumeko. Meget bedre kunne det ikke gøres, og især vores ambition om at samle de grønne partier blev vel modtaget i medierne.
Fredag sprang så en lille bombe - pludselig var det i alle medier, at Uffe Elbæk havde meldt sig ud af Frie Grønne og ville melde sig ind i Alternativet igen. - Den besked tog vist os alle lidt på sengen; men i politik får man ind imellem et meget lille råderum til at handle, og denne situation var kendetegnet ved, at Uffe måtte tage en rask beslutning.
Uffe ønskede ikke, at det skulle være foregået på den måde, det skete, men for at få indflydelse på mediernes håndtering af sagen, følte han sig tvunget til at handle hurtigt. Til gengæld blev beslutningen taget med fokus på Alternativets ve og vel. - Og heldigvis blev nyheden vel modtaget af medierne, både for Uffe og for Å - bla. skiftede flere tidligere kritiske kommentatorer mening og spår nu Alternativet et valgresultat over spærregrænsen.
I henhold til vores vedtægter, så kræver et partihop af en folketingspolitiker fra et andet parti, ind i Alternativets folketingsgruppe, ⅔ af stemmerne i Hovedbestyrelsen og en énstemmig Daglig Politisk Ledelse. Vi fik derfor travlt med at indkalde til ekstraordinært Hovedbestyrelsesmøde allerede lørdag aften, hvor også Torsten deltog.
Uffes tilbagekomst vækker umiddelbart mange forskelligartede følelser, men efter en grundig drøftelse i HB blev resultatet et énstemmigt ja. På denne baggrund er Uffe nu officielt godkendt som menigt medlem af Alternativets folketingsgruppe, og vi byder ham varmt velkommen tilbage.
Som I måske har hørt i medierne, er det ikke Uffes ønske eller ambition at træde ind i en fremtidig aktiv rolle i Å med dette skifte, og det står derfor stadig til troende, at Uffe ønsker at forlade Folketinget, når valget er overstået. På den anden side tilbyder Uffe her og nu i samarbejde med ledelsen at identificere oplagte valgkampsrelaterede aktiviteter, hvor Alternativet kan have gavn af hans erfaringer, viden og ideer.
Vi ser derfor frem til samarbejdet med Uffe Elbæk, og vi håber og tror på, at I alle vil tage vel imod ham.
Med grønne hilsner
Franciska Rosenkilde og Trine Aslaug Hansen
Afslutningsvis vil vi give ordet til Uffe Elbæk selv:
Efter moden og særdeles velovervejet overvejelse, har jeg besluttet mig for, at melde mig ind i Alternativet igen. Min motivation er ene og alene drevet af et ønske om, at være med til at bidrage til, at der også efter næste valg er en klar grøn stemme i Folketinget.
Jeg er udmærket klar over, at min genindtrædelse i Alternativet vil skabe opmærksomhed, diskussion og røre både i som udenfor Alternativet. Forhåbentlig af den gode slags.
Der vil i den anledning måske være nogle, der nu håber på, at jeg vil opstille til det kommende folketingsvalg. Det gør jeg ikke. For da jeg valgte at stoppe som partileder af Alternativet i december 2019, var det for at se næste generation tage over. Det har Franciska Rosenkilde på flotteste vis efterfølgende gjort bakket op af Torsten Gejl og resten af organisationen.
Derfor skal min genindtrædelse i Alternativet udelukkende læses som det beslutningen er ment som: En stor opfordring til alle om at slutte op om partiet og dermed sikre at Alternativet er i Folketinget efter næste valg.
Jeg glæder mig til at møde jer alle sammen; gamle som nye bekendtskaber. Et møde der fra min side vil være præget af en stor portion både ydmyghed og respekt taget vores fælles historie in mente.
Kh Uffe