Vær med! Gør vores bevægelse stærkere og vores bestyrelse mere mangfoldig


Vi er på vej ind i en ny fase, hvor det ikke drejer sig om at føre valgkampagne – og dog! Senest til næste år skal der være folketingsvalg, så lige pludselig kan vi være midt i en ny kampagne, denne gang for vore regionale folketingskandidater.
Alligevel er det lige nu tid til at tænke på, hvordan vi i Alternativet Odsherred bliver stærkere til at få alle tre bundlinjer – det grønne, det sociale og økonomien - endnu tydeligere på dagsordenen i Odsherred. Evalueringen af kommunalvalget (se nederst) peger på mange opgaver, som vi skal tage fat på for at komme videre.

INVITATION TIL FESTLIG POLITIKUDVIKLING :blush:

Vi er som kandidater og bestyrelse selvfølgelig glade for den støtte vi får fra vore medlemmer (71) og vælgere (431). Heldigvis har alle de nuværende aktive meddelt, at de gerne fortsætter arbejdet. Men vi vil rigtig gerne være et par stykker MERE, så vi sammen kan nå endnu længere.
Så hvis du kan afse bare en time her og der, vil vi rigtig gerne høre fra dig. Er der fx en af jer, der er glad for at arbejde med kommunikation, herunder at poste indlæg på hjemmesiden? Hvis du gerne vil have fingeren på pulsen i Alternativet, så er dette funktionen, hvor du får kendskab til alt, der rører sig!

Måske er der et særligt politikområde eller en særlig sag, du brænder for? Måske kan du bidrage med erfaringer eller historier fra det virkelige liv ude på din arbejdsplads eller dit lokalområde? Flere ved mere, og vi vil rigtig gerne danne selvkørende arbejdsgrupper og afholde jævnlige medlemsmøder, hvor man kan engagere sig efter tid og lyst, og som kan bidrage til, at Alternativet Odsherred ikke kun er et politisk parti, men også en politisk bevægelse. Vi vil have det rart og sjovt med at udvikle politik, så vi sammen realiserer drømmen om et langt mere direkte og involverende demokrati – den drøm, Alternativet er skabt af.

ÅRSMØDE DEN 26. FEBRUAR!

Det kommende årsmøde vil markere starten på den nye fase. Her afklares det, hvem der skal bære os videre og der vil blive lagt op til en diskussion af, hvordan det skal organiseres!
Pt. ser det ud til, at der er 5, der gerne stiller op til bestyrelsen. Dvs. at der er plads til 2 til (bestyrelsen kan have op til 7 medlemmer), ligesom vi vil være glade for at råde over nogle suppleanter.

Kan du på nogen måde tænke dig at indgå i arbejdet med at sørge for fremdrift og udvikling i Alternativet Odsherred, så vil vi meget gerne høre fra dig INDEN 29. JANUAR, jf. vores vedtægter, §8, stk.6: ”Medlemmer, der ønsker at kandidere til valg på årsmødet, skal meddele deres kandidatur senest 4 uger før mødet ved indsendelse af et opstillingsgrundlag”.

Opstillingsgrundlaget kan handle om dine værdier og mærkesager, og hvad du gerne vil bidrage med. Ring/skriv evt. til nuværende forperson Ivan Andersen, 6126 1745, odsherred@alternativet.dk

EVALUERING AF KOMMUNALVALGET 2017

Vi har gennemført en evaluering i 3 skridt: 1) En intern evaluering af kandidater og bestyrelse (7 personer), 2) En spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne (28 svar) samt 3) Nytårskur (9 personer).
Overordnet set er vi naturligvis ikke glade for, at vi ikke blev repræsenteret i den nye kommunalbestyrelse. Vores visioner og mærkesager nåede ikke langt og bredt nok ud, og de var for spredte og for lidt konkrete. Vi kom for sent i gang og var for få til at kunne nå det, vi egentlig gerne ville.

Som nye i det politiske spil blev vi pressede/stressede af at skulle håndtere både de mange enkeltsager, pressen, valgmøderne og kampagnen i øvrigt. Vi var uheldige med vores valgforbund, hvor DF ved den nye spidskandidat udtrykte sig på måder, der lå langt fra vores eget værdigrundlag, og som fik mange potentielle vælgere til at se bort fra os, ligesom vi ikke undgik dårlig omtale efter Jyllandsposten “kampagne” mod Alternativet op til valget.

På den positive side har vi nu et velfungerende samarbejde mellem de foreløbigt 4 kandidater og baglandet (bestyrelsen og de aktive), vi har fokus på at lære at praktisere vores værdier, vi er kommet et godt stykke ad den lange vej til at sætte os ind i de lokale forhold og formulere vores egen alternative politik, vi har skabt mange relationer til de øvrige partier og aktive, vi har skabt en ny fællespolitisk kultur via vores visions- og prioriteringsspil, flere af vores mærkesager er blevet kendte og har endda fået plads i konstitueringsaftalen, vi har en spændende og udbygget hjemmeside – kort sagt: Alternativet Odsherred er kommet på landkortet!

:green_heart:
Håber vi ses til årsmødet 26. februar i Højbygård aktivitetscenter