Kære medlem af Alternativet
I den forløbne uge har vi endnu en gang (jeg ved snart ikke for hvilken gang!) set vores såkaldte integrationsminister Inger Støjberg sætte Danmark på verdenskortet. Og absolut ikke for det gode. Reelt vil jeg mene, at ministerens ramadan-udtalelser kan skade vores internationale omdømme og dermed også vores mulighed for at fremme danske interesser ude i verden.
En ting er vores internationale omdømme. Noget andet er, hvad disse udtalelser og udmeldinger gør ved os borger og borger imellem. For endnu engang har Støjberg markeret sig med et forslag, der ikke bunder i nogen som helst virkelig problemstilling, men kun kan bidrage til endnu mere frygt og mistillid her i Danmark. Hun påstår nemlig, at fastende muslimer er en sikkerhedsrisiko på deres arbejdsplads. Og Støjbergs løsningsforslag er, at danske muslimer skal tage ferie under deres faste-periode. Og det foreslår ministeren, uden at der er nogen form for dokumenteret problem med, at fastende mennesker arbejder (det gør statsministeren i øvrigt selv fra tid til anden, har han fortalt i et interview).
When they go low, we go high
Det er mig egentlig imod at bruge tid på at beskæftige mig med sådanne tåbelige forslag, men når det uretmæssigt sætter muslimer (eller andre) i et dårligt lys, når det går ud over vores sammenhængskraft og når det bringer Danmarks anseelse ude i verden i fare, kan vi ikke blot ignorere det.
Det mener jeg sådan set heller ikke, at statsministeren kan. Altså ignorere hans egen integrationsministers udtalelser. Og jeg håber derfor, at han meget nøje overvejer, hvordan Støjberg skal have lov til tegne Danmark. Det er i hvert fald ikke i Danmarks interesse, at Støjberg, der i tyske medier er blev døbt som den danske Trump, kan fortsætte med at ødelægge det gode image, som vi i Danmark gennem generationer har opbygget ude i verden. Slet, slet ikke.
Jeg har i stedet lyst til at sige et stort og dybfølt ramadan mubarak (der løseligt kan oversættes til god ramadan) til alle verdens muslimer og særligt alle de muslimer, der lever her i Danmark. When Støjberg goes low, we go high, ikk?
Et nyt vi
I forlængelse deraf har jeg lyst til at dele en bid af min kollega Roger Matthisens tale, som han holdt i Folketinget forleden. Her taler han om behovet for at etablere ”et nyt vi” – og det kan man kun være enig med ham i. Gid Danmark også blev mere kendt ude i verden for den slags synspunkter.
Det bringer mig over til, at vi snart lancerer Alternativets bud på en global politik. Det betyder, at vi som det første danske parti samtænker de normalt opdelte politikområder som udenrigs-, forsvars- og udviklingspolitik. Det kan synes helt naturligt og oplagt, men er altså noget ganske nyt. Endnu mere oplagt – i hvert fald for mig – er det, at udgangspunktet for politikken ikke er snævert at fremme Danmarks interesser, men at sikre en verden, der er bedre for alle verdens borgere, ikke kun for danskere. Det er med andre ord en global politik for en global verden med globale muligheder og udfordringer, og jeg glæder mig til at se modtagelsen af udspillet.
Klima og miljø vigtigst i EU
Nu vi er ved politik, der vedrører andre dele af verden end Danmark, er der nu kun ét år til valget til Europa-Parlamentet. Vi vælger, som I nok ved, kandidater til parlamentsvalget henover sommeren, og den proces håber jeg, at mange af jer vil deltage i. Forleden kom det frem, at danskerne er det mest EU-positive folkefærd i unionen. Over tre fjerdedele af danskerne synes, at Danmarks medlemskab af EU er en god ting.
Det er jeg enig i, men det særligt opløftende ved undersøgelsen var for mig, at klima og miljø for danskerne er de vigtigste politiske emner, når det kommer til EU. Sådan! Og selvfølgelig: Ansvaret for plasticfri have, en vildtlevende og mangfoldig natur, beskyttelsen af vores fiskebestande og indsatsen mod klimaforandringer er noget, vi skal sikre i fællesskab – og her er EU altså en afgørende vigtig arena.
Samlet grøn opposition
Det var også derfor, at samtlige af Alternativets folketingspolitikere i forbindelse med Naturmødet, som i øvrigt var en fantastisk oplevelse (tak til alle gode alternativister, der repræsenterede vores parti og bevægelse på bedste vis), i sidste uge fungerede som naturordførere. Fordi naturen er noget, vi er fælles om, og alle sammen skal arbejde for.
På Naturmødet blev jeg også bekræftet i, at der er noget, vi er fælles om i oppositionen: Den grønne dagsorden. Alle oppositionspartierne var nemlig repræsenteret med deres partileder på Naturmødet (det var regeringspartierne omvendt ikke) og vi lancerede et fælles udspil for at bekæmpe plastic i naturen. Så godt og vigtigt. Og generelt er jeg mere og mere bestyrket i, at det grønne område er blevet en blivende og vigtig prioritet for samtlige partier i oppositionen. Det lover godt for et grønnere Danmark.
Således opløftet! Vi snakkes ved.
PS: Som tidligere nævnt holder vi en stribe større debatarrangementer om Det næste Danmark til efteråret, men allerede om en uges tid holder vi et mindre samtalearrangement i Kulturtårnet i København, som jeg håber, du har lyst til at deltage i. Det kan du læse om her.
Kh Uffe
Ugens første inspirationsnedslag er musikvideoen til “This Is America” med den amerikanske sanger Childish Gambino. Hvis der var nogen, der troede, at musikvideoen som sådan var en død sild, så beviser denne video, at den lever i bedste velgående som en vedkommende kunstform, der virkelig kan sætte gang i en debat – her om våbenkontrol og livet i USA for afroamerikanere.
Andet inspirationsnedslag er nonprofitorganisationen Ombold, der arbejder for at få flere socialt udsatte til at deltage i fysisk aktivitet under mottoet ”Fodbold, fællesskab og forandring”. De står bag nogle dybt meningsfulde projekter, som har brug for opbakning. Samtidig rejser Ombold via et sponsorstævne penge til, at hjemløselandsholdet kan deltage i det internationale VM i gadefodbold for hjemløse. Vi har i Alternativet deltaget i arrangementet et par gange. Således også i sidste uge, hvor vi efter sejre over Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten endte med at tabe finalen til netop hjemløselandsholdet. Det er vist lige, som det skal være.
Tredje inspirationsnedslag handler om ulven, som i disse uger og måneder er genstand for stor debat. Meget af debatten er følelsesladet og bunder ikke i fakta. Selv var jeg med til at debattere ulven på Naturmødet i sidste uge, og jeg har derfor lyst til at dele denne video om, hvad ulven betyder for økosystemer og hvordan den kan være med til at sikre en mere mangfoldig natur. Det har den i hvert fald været i Yellowstone Nationalpark i USA.
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64