Hør indtalt version af nyhedsbrevet her
Kære medlem af Alternativet
Først til den gode nyhed: Medlemmerne af Alternativet i København valgte i går Franciska Rosenkilde som vores nye kultur- og fritidsborgmester i København. Jeg er sikker på, at Franciska, som har været med i Alternativet fra det var allermindst på mode og som om nogen bærer ønsket om en ambitiøs, bæredygtig samfundsudvikling i sig, kommer til at gøre det fremragende.
Men jeg vil også sige tak til de to andre kandidater – Kåre Traberg Schmidt og Badar Shah – for at stille sig til rådighed i en krævende situation. Det har jeg stor respekt for, at I ville. Ikke mindst også kæmpe tak til bestyrelsen i København for virkelig veludført arbejde, ligesom det var opløftende at se borgerrepræsentantgruppen i København tage medlemsdemokratiet seriøst og lade medlemmerne træffe beslutningen om, hvem der skulle være ny borgmester på deres vegne. Det er Alternativet, når vi er bedst.
Jeg vil også sige tak til og anerkende Niko Grünfeld for en stor, stor indsats for Alternativet gennem fem år. Du bærer meget af æren for, hvor hurtigt vi har udviklet os som parti og bevægelse, Niko. Ja, for at Alternativet overhovedet blev til virkelighed. Det skylder vi alle dig tak for.
Og det bringer mig videre til næste punkt, hvor jeg vil sige det lige ud: Vi oplever i denne tid et massivt pres på Alternativet. Noget er i den grad selvforskyldt, andet er slet ikke. Men vi står i en sårbar og udfordrende situation, som tester os. Det er jeg sikker på, vi nok skal kunne klare (for vi skal jo hele tiden gøre os umage og være den forandring, vi gerne vil se), men jeg vil alligevel gøre det til temaet for dette nyhedsbrev.
Som jeg flere gange har citeret Gandhi for: Først ignorerer de os, så latterliggør de os, så bekæmper de os. Og så vinder vi forhåbentlig til sidst.
Der er ingen tvivl om, hvilken fase vi i Alternativet befinder os i nu. Vores politiske modstandere ser svaghedstegn og vi bliver forsøgt bekæmpet. Vi er en trussel mod det etablerede, mod den måde man har gjort tingene på, og det ville være nemmere for mange, hvis bare Alternativet ikke eksisterede – med vores statsministerdrømme, vores stærke værdier og vores høje krav til farten på den grønne omstilling.
Men vi har nu ikke tænkt os at rykke en tomme. Der er mere end nogensinde brug for et alternativ.
Jeg læste forleden en analyse, hvor pointen var denne: "Det er ikke gratis at være hellig. Det svarer lidt til at løbe på banen til amerikansk fodbold, men insistere på ikke at tage beskyttelsesudstyr på. Resultatet er, at man bliver revet fra hinanden.”
Der er meget rigtigt i den analyse. Og noget mindre rigtigt, som jeg vil starte med: Vi ønsker ikke at være hellige i Alternativet, men vi ønsker at inspirere til positiv forandring og vi prøver hele tiden på at gøre det bedre i morgen, end vi gjorde det i går. Det er heller ikke min oplevelse, at vi bliver revet fra hinanden. Faktisk står vi stadig stærkere, end mange havde forventet – for forventningerne, da vi kom i Folketinget, var nærmest ikke eksisterende. Man regnede vel bare med, at vi ville gå i opløsningen inden for et par måneder.
Det, der er helt rigtigt, er omvendt, at vi er et lettere offer, fordi vi insisterer på "ikke at tage beskyttelsesudstyr på”. Med andre ord: Vi spiller ikke et beskidt politisk spil. Vi er åbne og gennemsigtige i vores arbejde. Vi arbejder for en ny politisk kultur. Og ja, det gør os sårbare – men det må og skal vi leve med. Også selvom det kan være svært. For ellers bliver vi ligesom det system, som vi prøver at ændre.
Det betyder også, at vi – når vi fejler (og det gør vi sgu også) – bliver bedømt hårdt. Også selvom vi måske resten af tiden gør det bedre end de fleste.
Et par eksempler: Som det eneste parti klimakompenserer vi for vores CO2-udledning. Vi betaler tilmed en CO2-pris, der er 40 gange højere end CO2-prisen er i dag. Vi serverer ikke kød til vores arrangementer. Vi er som et af få partier åbne om de donationer, vi modtager. Vi tager vores medlemsdemokrati alvorligt og har flere gange ladet jer medlemmer bestemme, hvad folketingsgruppen skal stemme i Folketinget. Vi er med vores mediedeklarationer åbne om vores interaktion med medierne. Vi åbner beslutningsrummet på Christiansborg, når vi livestreamer vores gruppemøder. Vi gør os umage med at tale pænt. Vi planter aldrig negative historier i pressen om andre partier. Vi søger dialogen frem for konflikten.
Med andre ord: Vi sætter barren højt. Vi er på lange stræk den forandring, vi ønsker at se. Det får vi – synes jeg – kun sjældent kredit for. I stedet er det sjovere for mange at fokusere på de gange, vi fejler. Også selvom vi – også når vi fejler – lever op til højere krav end de fleste.
Sådan er det nok. Det er det dilemma, vi står i, når vi prøver at forandre dansk politik. Enten tager vi beskyttelsesudstyr på og bliver som de andre. Eller også må vi tage de tæsk, det giver at være anderledes. Jeg ved godt, hvad jeg vælger.
Men, men, men: Selvom vi er ambitiøse, er vi ikke perfekte. Og det bliver vi heller aldrig. Heldigvis, fristes jeg til sige. Derfor er det - når vi står i en situation, som vi gør lige nu, hvor vi angribes udefra - vigtigt, at vi ikke selv bidrager til at gøre problemerne større for vores parti og bevægelse. Det har jeg desværre af og til oplevet tendenser til. En tendens til at rakke andre alternativister ned. Til at være vores egen hårdeste dommere. En parathed til at tro på rygter frem for at teste fakta. Det kan vi alle gøre os skyldige i. Det er let at lave den slags fejl. Men jeg håber, håber, håber, at vi bliver bedre til ikke at gøre det. Til at huske alle vores værdier – og ikke kun nogle af dem.
For det pres vi udsættes for nu, vil kun bliver mere intensivt frem til folketingsvalget. Og det skal medierne selvfølgelig også. Selvfølgelig skal de være kritiske. Så de vil gå efter hvilke valg, vi personligt træffer, mens vi arbejder for at ændre de strukturer i samfundet, som vi synes er forkerte.
Jeg er selv begyndt at flyve mindre. Tidligere var det ikke noget jeg tænkte videre over, men i år tog jeg toget på sommerferie i Frankrig og toget til Sverige på en anden ferie. Men det ændrer ikke på, at vi også skal holde fast i, at den grønne omstilling langt fra er den enkeltes eget ansvar. Det er først og fremmest vores fælles ansvar.
Når vi forhåbentlig inden længe har fået grønne elfly på vingerne, så kan man jo flyve lige så meget, man vil. Indtil da skal vi arbejde både på det personlige og strukturelle plan. Vi skal efterspørge økologi som forbruger og samtidig støtte omlægningen af landbruget politisk. Vi skal stille krav til vores pensionsselskaber om, at de ikke investerer i olie og gas, samtidig med at vi politisk arbejder for ændre reglerne for, hvad pensionskasser må investerer i. Vi skal spise mindre kød, samtidig med at vi politisk arbejder for at indføre kødfri dage i offentlige institutioner. I kender det: Det er de to ben, vi går på.
Hvis du har lyst til at begynde med dig selv – eller bliver endnu bedre - starter vi på fredag Klimaudfordringen, som jeg allerede har nævnt i tidligere nyhedsbreve. Her kan du selv gøre dit for at mindske dit CO2-forbrug. Du kan tilmelde dig her. Jeg håber, du vil være med. Vi er allerede over 4000 danskere, der går efter at halvere vores CO2-forbrug på tre uger.
Apropos sammenhold og hvad vi sammen kan opnå, så har jeg i den forgangne uge sammen med forpersonen for vores hovedbestyrelse Michael Jellesmark været rundt i kredsene og talt med mange af jer frivillige, tillidsvalgte og kandidater. Når jeg møder alle jer, bliver jeg igen og igen bekræftet i, at vi er på rette vej.
Jeg håber, at se mange af jeg igen, når vi den 17. november fejrer Alternativets fem års fødselsdag med et brag af en fest med masser af interessante oplæg og indslag. I kan tilmelde jer her.
Der er altid et alternativ. Så lad os tage fem år mere.
Kh Uffe
Er du i tvivl om, hvor stort dit klimaaftryk er, er det ikke din skyld. Det er svært at opgøre præcist. Men der er flere gode værktøjer derude, der både kan hjælpe dig med at give dig et overslag og kan vise dig, hvor meget mindre din CO2-påvirkning bliver, hvis du ændrer vaner. Det er denne uges første inspirationsnedslag. Fx det her onlineværktøj fra Verdensnaturfonden i England eller det her fra Google.
Andet inspirationsnedslag er bogen "The Omnivore’s Dilemma”, som er skrevet af den amerikanske forfatter og journalist Michael Pollan. Jeg har ikke kunnet finde bogen på dansk, men det er en fremragende gennemgang af fire forskellige måltiders historie, som virkelig giver stof til eftertanke. Den burde alle læse.
Det tredje inspirationsnedslag er den nye plade Honey fra den svenske kunstner Robyn, som i fredags udgav sit første solomateriale i otte år. Udover at jeg har en forkærlighed for det meste, der er svensk, er Robyn både pokkers moderne og pokkers sympatisk og pokkers modig. Hvis du ikke allerede har hørt førstesinglen Missing U, så hør den her.
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64
www.alternativet.dk
