Uffes Nyhedsbrev - Tilbage til rødderne

uffesnyhedsbrev

lydversion

Kære medlem af Alternativet

Jeg håber, du har haft en god sommer – at du har fået holdt ferie og slappet af med at gøre nogle af de ting, der betyder noget for dig. Med dem, der betyder noget for dig. Selv tog jeg toget til Paris og siden den lille ø Belle-Île-en-Mer med min mand og min familie.

Sådan er togtur tværs gennem Europa giver sammen med en ferie tid til eftertanke. Jeg har selvfølgelig brugt lang tid på at tænke over, hvad vi kan lære af de valg, vi havde i maj og juni og ikke mindst, hvad vi kan lære af hele vores første periode i Folketinget og af Alternativets første leveår.

Det er blevet til et cirka 30 siders langt skriv, som du kan læse her. Jeg ved ikke, om det giver mening for dig at læse det hele (eller noget af det overhovedet), men for mig var og er det meget motiverende at have genbesøgt de oprindelige tanker omkring Alternativet – og det har fyldt mig med energi og gå-på-mod i forhold til den opgave, vi nu står overfor.

Mit oplæg var samtidig et inspirationsoplæg til det forløb, der har været i Politisk Forum, som I måske har hørt om, og som efter et seminar den 10.-11. august har ført til nogle nye sigtepunkter for vores parti og bevægelse, nogle politiske sigtepunkter for os alle, fra gruppen på Christiansborg til byråd og regioner og fra lokalbestyrelser og storkredse til sekretariater - læs mere om processen her.

I kan se de vedtagne sigtepunkter her, og jeg glæder mig til at vi skal arbejde sammen om det på tværs af hele Alternativet. I folketingsgruppen er vi allerede gået i gang med at oversætte sigtepunkterne til vores egen virkelighed på Christiansborg og på vores sommergruppemøde, der finder sted i dag og i morgen arbejder vi videre med det.

Politisk Forum har blandt andet vedtaget, at et af vores sigtepunkter er, at vi fortsat skal være en radikal og samfundsforandrende stemme. Det er helt grundlæggende – det er derfor, vi hedder Alternativet. Og derfor er det også et sigtepunkt, at vi skal gøre op med myten om, at verden fortsat kan holde til økonomisk vækst. At vi skal være modige – også når det, vi foreslår, opleves som kontroversielt eller upopulært.

Vi skal være konstruktive og søge indflydelse, byde os til med forslag og nytænkning, men holde fast i et ambitionsniveau, der afspejler de kriser, vi forsøger at løse.

Men hvis du har tid, så læs hele papiret, for det er et godt stykke arbejde Politisk Forum har udført.

Jeg er nu spændt på, hvordan sigtepunkterne vil blive brugt fra Fanø til Bornholm og fra Thy til Svendborg, ja, rundt i den vidtforgrenede organisation, vi i fællesskab har bygget op over de seneste år. Sammen kan vi tage nogle afgørende skridt mod at grundlægge det grønne velfærdssamfund. Et samfund, hvor styrkede relationer er i centrum. Vores relation til naturen – vi er en del af naturen, vi står ikke over naturen. Og vores relationer til hinanden og verden omkring os.

Der er masser at tage fat i – som vi også vil komme ind på til pressemødet i forbindelse med sommergruppemødet i morgen. Ude i verden står Amazonas i flammer, Trump vælter rundt som en elefant i en glasbutik, friheden trues for millioner i Hong Kong og herhjemme skal vi så kimen til rigere liv, hvor alt det der virkelig tæller, tillægges større værdi. Vi skal gå fra valgkampens klimaløfter til konkret og omgående klimahandling og derfor kommer vi til at spille konstruktivt og dedikeret ind i forhandlingerne om en ny klimalov, som snart går i gang.

Vi har et godt hold af folketingsmedlemmer klar til at gøre en forskel. For Alternativet. Og for Danmark og verden.

Jeg har givet to interviews forud for vores sommergruppemøde, som du kan læse her. Det ene i Information og det andet hos Solidaritet.

Det er - sammen med det faktum, at vi nu starter en ny politisk sæson - også grunden til, at vi ændrer konceptet for dette nyhedsbrev. Det har været mit nyhedsbrev indtil nu, men fremadrettet bliver det hele folketingsgruppens nyhedsbrev, så det kommer til at gå på tur mellem os fem folkevalgte.

Det, håber jeg, I vil se frem til. Jeg glæder mig i hvert fald til en politisk sæson, hvor vi med et nyt flertal (jeg synes i øvrigt Mette Frederiksen er kommet rigtig godt fra start som statsminister – tillykke med det) kan rykke Danmark i en grønnere og mere socialt retfærdigt retning.

Kh Uffe

Mit første inspirationsnedslag er en afledning af, at jeg har droppet Facebook – i første omgang i seks måneder. Eller rettere – det er anledningen til, at jeg har droppet Facebook, og på nuværende tidspunkt ikke tror, at jeg vender tilbage. Det er nemlig dokumentarfilmen The Great Hack, som for mig var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Den brug og desværre ofte det misbrug af vores personlige data, som vi ser fra tech-giganterne, kan vi ikke blive ved med at acceptere. Det må og skal vi regulere (yderligere) politisk, men for mig giver det også mening at gøre noget selv. Nogen af de sociale medier, jeg er faldet over eller blevet anbefalet efter jeg har droppet Facebook, er Minds og Mastodon. Vi arbejder lige nu på at lave en ny platform, hvor jeg sammen med forhåbentlig mange af mine Facebook-følgere kan fortsætte den demokratiske samtale, som er så vigtig, men indtil da er de to i hvert fald interessante alternativer.

Det andet inspirationsnedslag er en opfordring til at prøve det digitale kvalitetsmedie Zetland, som lige nu har gang i en kampagne for at sikre deres økonomiske bæredygtighed. Der er brug for medier som Zetland, som skærer igennem den evige dramaafhængige nyhedsstrøm og fokuserer på de vigtigste nybrud og tendenser og går i dybden med dem. Du kan prøve Zetland for en periode her. Til sidst vil jeg lige nævne, at når vi på tirsdag holder vores pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet for folketingsgruppen, ja, så sker det på det fantastiske tag-landbrug Østergro i København. Det har tidligere været i fare for at blive lukket og omdannet til en parkeringsplads, men det står heldigvis endnu. Det er en klart anbefalelsesværdigt sted, hvor man både kan arbejde frivilligt med at dyrke grøntsager eller besøge Gro Spiseri, der serverer mad, der er dyrket på taget. Den slags iværksætterinitiativer, der kombinerer frivillighed, fællesskaber og hensyn til grøn omstilling, skal vi have meget mere af.

Minds og Mastodon

For mig at se er Minds blot en anden centraliseret service.

Nu ved jeg ikke hvor travlt systemadministratorerne for Alternativet har, men man burde uden større besvær kunne sætte en Mastodon- eller Matrix-server op på Alternativets domæne. Begge øsninger er federerede, hvilket vil sige at de kan kommunikere med andre Mastodon- eller Matrix-servere, så folk kan selv vælge hvem der skal holde deres data (hvis de ikke vil bruge Alternativets servere) og stadig kommunikere med alle. Og begge dele kører på fri software.

1 Synes om

Alternativets medlemmers tendens til ikke blot at kommunikere, men også organisere via facebook har føltes både uforståeligt og ekskluderende for en som ikke kan få sig selv til at underskrive deres deltagelses- eller skulle man sige underkastelsesbetingelser.
Ud over de nævnte alternativer til FB er der også MeWe og Diaspora, det første alternativ, som indeholder fine ting som facetter og integration med andre netværk. Alternativet kunne nemt køre en Diaspora pod og invitere medlemmerne til en anden (og bedre) (medie) verden.

2 Synes om

Mange tak for deling af dine visioner, så jeg, og andre, i hvert fald mentalt kan deltage i samtalen. Jeg føler her er stærke og vigtige tanker, som rører ved min reflektion over tiden som aktiv i Alternativet, som jeg af tidsnød satte på pause. Jeg kommer til at tænke på, at der er en ting, som i politik trumfer alt andet: Troværdighed, som kan eksistere på grundlag af mange forskellige elementer, men visioner er måske det sværeste element at bygge troværdighed på, og kræver måske en ekstra indsats. Det er nok vigtigt ikke at affeje de interne diskussioner som bare blaming og sladder, men måske se dem som et ydre symptom på at noget ikke har været helt på plads for den enkelte. For eksempel er visionen om at kunne komme ind fra gaden og deltage i politikudvikling på en måde meget stor og utopisk, og kunne man så tro på at det engagement og arbejde der lagdes i sagen også fik en betydning og blev brugt? Her tror jeg at den oplevede afstand mellem den grønne gang på Christiansborg, med alle dens ansatte og så det frivillige arbejde på den anden side har spillet en meget stor rolle. Efter min mening skulle det brydes helt op. Det står helt uklart for mig hvilke politiske resultater, der er udkommet af de mange mandeår på Christiansborg. Kunne man ikke som et eksempel istedet for spindoktorer ansætte nogle af de talentfulde og ærlige økonomer, der ikke trives i mainstream-teoriens højborge, til simpelthen at udvikle på en ny økonomisk model til brug i Finansministeriet, i samarbejde med de, i Danmark og rundt om i verden, som allerede er igang med lignende projekter. Det ville da give kant og gøre en forskel ?