Uffes Nyhedsbrev - Sådan begyndte det hele

Hør indtalt version af nyhedsbrevet her

Kære medlem af Alternativet

Det er i dag præcis fem år siden, vi præsenterede idéen om Alternativet. Allerede fra starten stod det klart, at vores projekt var noget helt anderledes. Noget helt anderledes end de andre partier, man kendte fra Christiansborg. Vi baserede os ikke på en hundrede år gammel ideologi, men tog udgangspunkt i seks værdier – mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati, et manifest og nogle debatdogmer. Vi havde heller ikke – dengang for fem år siden - noget partiprogram, for det skulle vi lave sammen. Siden deltog over 700 danskere gennem politiske laboratorier i udformningen af det, der skulle blive vores partiprogram og sætte retningen for grønnere, mere kreativt og entreprenant Danmark.

Jeg skriver dette, fordi mange af jer først er kommet til senere og måske ikke har hele vores historie præsent. Og fordi det er vigtigt at huske, hvad vi kommer fra. Selv har jeg netop genlæst mit oprindelige grundkoncept for Alternativet, som blev skrevet i sommeren 2013. Jeg ved ikke, om der er overhovedet er nogen af jer, der har læst det eller ved, at det eksisterer. Men det er tankevækkende læsning – også for mig. For hvad var det egentlig, jeg forestillede mig dengang. Det kan man nemt glemme, når verden suser forbi.

Blandt andet var den oprindelige tanke, at vi første skulle præsenteres som parti i januar 2014, hvilket ville betyde, at vi ikke ville være fyldt fem år endnu. Omvendt var jeg til gengæld lidt for optimistisk i forhold til at få vælgererklæringerne i land, hvilket var planlagt til november 2014, men først skete i februar 2015. Men mange af de originale tanker, som fremgår af papiret, er fortsat det, som jeg ser som grundidéen i Alternativet: Den grønne omstilling. Det levende hverdagsdemokrati. Kærligheden til iværksætteri og den enkeltes og fællesskabets skaberkraft.

Da vi blev lanceret i dag for fem år siden, offentliggjorde Zetland samtidig en e-bog, som beskrev det forløb, der var gået op til offentliggørelsen. Vi havde givet forfatteren fuld adgang til vores emails og møder, hvor vi diskuterede projektet. I sig selv en alternativ tilgang. Nogen vil kalde det risikabelt eller overmodigt. For os var det naturligt.

I lyset af den aktuelle situation, er der en sjov passage i bogen. Den kommer fra et møde, hvor vi diskuterer alt fra valg af bank for Alternativet til medlemskontingent til om vi kan bruge Google Translate til at oversætte? Den kommer her:

"Der er et spørgsmål mere: Hvad er egentlig målet? Er målet bare at lave lidt røre i andedammen, bliver der spurgt. Er målet at skabe en international bevægelse? Eller at skaffe de 20.000 underskrifter, der gør et parti opstillingsberettiget? Eller: “Er målet at gøre Uffe til statsminister?”

Den havde jeg glemte, men det talte vi åbenbart allerede om dengang. Målet er nu – dengang som i dag - først og fremmest at sikre en ambitiøs og rettidig grøn omstilling. Så er det mindre vigtigt, hvad statsministeren kommer til at hedde. Sagen er bare, at der i dag kun er en kandidat, der vil sætte kampen mod global opvarmning over alt andet.

Hvis I har tid, og ikke har læst den før, er "En alternativ begyndelse”, som bogen hedder, stadig interessant læsning. Både for nye og gamle alternativister. Men mest af alt har jeg bare lyst til at sige: Tak til alle jer, der var med dengang. Tak til alle jer, der er kommet med undervejs. Tak til alle jer, der er med endnu. Og tak til alle jer, der i en periode gav alt det i havde – og nu laver noget andet forhåbentlig lige så meningsfyldt.

Vi står foran en stor opgave med at beskytte vores planet og livet på den, og den skal vi løse sammen. Og jeg mener faktisk, at vi er bedre rustet til at løse den opgave, nu hvor Alternativet eksisterer, end vi ellers ville have været.

I sidste uge blev der afholdt en stor international konference om naturens mangfoldighed, som vores miljøordfører Christian Poll deltog i. Vi har i Danmark forpligtet os til at bremse den tilbagegang i biodiversiteten, som vi oplever i disse år, inden 2020. Men det går desværre den forkerte vej. Eksempelvis har regeringen lige sløjet beskyttelsen af 1000 kilometer vandløb. Og miljøministeren deltog da heller ikke i naturkonferencen – selvom jeg har svært ved at se, hvad der skulle være mere presserende for en miljøminister end at bremse det, som forskerne kalder den sjette masseuddøen af arter. Den sidste masseuddøen fandt i øvrigt sted, da dinosaurerne døde for 65 millioner år siden. Det er derfor vi har forslag om oprettelse af 20 procent naturzone, eksempelvis og 100 procent urørt statsskov. Det ville virkelig rykke noget.

Om et par uger mødes verdens politikere så til klimakonferencen COP24, der denne gang afholdes i Polen. Den kommende COP er vigtig, fordi man skal i gang med at hæve de enkelte landes klimaambitioner, sådan som man lovede, da man underskrev Paris-aftalen i 2015. Hvis de klimamål, som verdens lande allerede har sat sig for, ikke bliver hævet, vil den globale temperatur stige med omkring tre grader. Det vil være katastrofalt – og langt fra Paris-aftalens mål om helst kun 1,5 grads temperaturstigning. Derfor er det vigtigt, at alle lande – også Danmark og EU – er klar til at hæve ambitionerne endnu mere. Så det vil vi fra Alternativets side selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at sikre. Derfor deltager klimaordfører Rasmus Nordqvist på vores vegne og vil presse på for klimahandling nu. Vi skal have en CO2-skat. Vi skal stoppe med at give nye licenser til olie- og gasudvinding. Vi skal have flere elbiler. Vi skal sikre en omlægning af landbruget. Der er masser at tage fat i.

Rasmus skrev i øvrigt i sidste uge et indlæg for Ræson, som jeg synes er værd at dele her. Det handler om økonomisk vækst og hvorfor det ikke længere går at have en blind tro på, at vækst vil løse alle vores problemer, når væksten i sig selv ret så ofte er en del af (klima-)problemet. Derfor er jeg også så begejstret for konceptet Green Friday Giveaway, som en af vores folketingskandidater, Sascha Faxe, står bag – og som blev afholdt i fredags. Det er et byttemarked, der er tænkt som et alternativ til forbrugsfesten Black Friday. I år blev der afholdt 14 Green Friday Giveaway-byttemarkeder rundt omkring i landet. Så godt. Jeg håber, der kommer mange flere næste år. Ligesom jeg håber, at vi tager den forbrugskultur, som Black Friday repræsenterer op til revision. Jeg tror mere på, at lykken findes i nære personlige relationer end for enden af køen i eksempelvis Elgiganten, som min søn Frej skrev i Politiken forleden.

Det bringer mig over til en tak til alle jer, der igennem de sidste tre uger har taget #klimaudfordringen sammen med os. I alt har 5500 deltaget og forsøgt at halvere deres udledning af CO2. Det har været virkelig opløftende at se den opfindsomhed, som I har grebet udfordringen an med. Det giver mig masser af håb for, at vi nok skal komme i mål med den grønne omstilling. Det er sådan, vi viser, hvor meget vi som grøn folkebevægelse kan rykke.

Tak for de forgangne fem år. God fødselsdag til Alternativet og alle os. Jeg glæder mig til, hvad de næste fem år bringer.

Kh Uffe

Ugens første inspirationsnedslag er bogen "Rødder – en gangsters udvej”, der udkom i sidste uge. Bogen fortæller den tidligere bandeleder Nedim Yasars historie, men som de fleste ved, blev han skudt til receptionen for bogen og døde den dag, bogen udkom. Yasar havde ellers lagt bandelivet bag sig og var indtil sin død både radiovært, debattør og skuespiller. Jeg har ikke selv læst bogen endnu, men jeg synes, det er vigtigt, at vi lærer af hans historie, så det skal jeg helt sikkert. Det er ufatteligt og uacceptabelt, at nogen som helst bliver skudt ned på åben gade, men når det er en offentlig person som Nedim Yasar, ligner det også et anslag mod vores demokrati og de værdier, vi forsvarer.

Det andet inspirationsnedslag er et indslag i TV2 Østjylland, som handler om et af de projekter Alternativet har fået forhandlet igennem på årets satspulje, nemlig flere penge til boliger til hjemløse. Projektet er baseret på forslag fra vores gadepakke, som vi har udviklet sammen med de hjemløse selv. Du kan se indslaget her, men opfordringen er mere bred: Nemlig at lave politik sammen med de, som politikken handler om. Det skal vi blive endnu bedre til i de næste fem år, synes jeg.

Det sidste inspirationsnedslag er et nyt kulturmedie, der lige har set dagens lys. Det hedder Kulturmonitor og bag det står to tidligere kulturjournalister Birgitte Rahbek og Lars Rix fra Berlingske. Det er ikke tit vi får nye kulturmedier, og slet ikke et kulturmedie, der vil tage kulturjournalistikken seriøst, så alene af den grund fortjener det lidt positivt lys herfra. Projektet er stadig i sin tidligste opstartsfase, men som tidligere kulturminister glæder jeg mig til at følge det.


MØD OS ELLER TAG KONTAKT

Alternativet

Åbenrå 33

1124 København K

+45 71 79 18 64

www.alternativet.dk

alternativet@alternativet.dk

medlem@alternativet.dk