Uffes Nyhedsbrev - Nytårstale

Kære medlem af Alternativet

Som lovet får du hermed mit bud på en nytårstale. Du kan se en optaget version af nyhedstalen her og så kan du læse den herunder. Den er i øvrigt også trykt i Politiken i dag, hvis du holder den avis. Jeg håber, du synes om den!

Kh Uffe


Kære danskere,

I aften hopper vi ned fra stolene, når rådhusuret slår 12. Fyldt med håb og drømme om, hvad det nye år vil bringe. Men jeg vil begynde min tale med et andet ur – for i 2019 skal vi tage nogle helt afgørende valg.

Lige nu tikker et ”dommedagsur” og viseren på uret står på to minutter i midnat. To minutter i midnat.

Ikke siden den kolde krig har vi været så tæt på det, forskerne kalder global menneskeskabt katastrofe. I dag skyldes farerne ikke atombomber, men at vi mennesker lever langt ud over planetens bæreevne: Vi udpiner den natur, der holder os i live og forurener den luft, vi indånder. Ikke siden dinosaurerne uddøde har vi udryddet dyr og planter i en sådan hast, som vi gør lige nu.

Klimakatastrofen venter med andre ord lige om hjørnet, hvis vi ikke ændrer kurs omgående. Vi har derfor kun få år tilbage til at tage de nødvendige beslutninger.

Det er en alvorlig situation. Men det er ikke en håbløs situation. Danmark kan, skal og bør igen spille en rolle som det foregangsland, vi historisk set har været.

Tænk lige over det: I Danmark får du penge for at tage en uddannelse. Det er gratis at blive behandlet på sygehuset og det var Danmark, der lærte resten af verden, hvor godt man kan lave strøm med vindmøller.

Det er ikke naturgivent. Det er noget, vi har besluttet os for og satset på. Tænk hvor vilde de idéer var, da de først blev foreslået i det forrige århundrede. I dag ville man have sagt: “Det vil aldrig kunne lade sig gøre” eller ”Det kan ikke betale sig.”

Historien viser, at det godt kan betale sig at investere i nye ideer, men hvorfor tror vi så i mindre grad på det i dag?

Jeg tror, det er fordi, vi på et tidspunkt har mistet det politiske mod. Den politiske opfindsomhed. Evnen til at tænke nyt og til at tænke stort.

Det er derfor, Alternativet er sat i verden. For at tænke det tilsyneladende umulige. For at skabe fremtidens velfærdssamfund. For at skabe et fællesskab, hvor man har frihed til at udtrykke sig kreativt og lære i det tempo, der passer en. Frihed til at være i kontakt med naturen. Ja, hvor du har frihed til at være dig - i den allerbedste udgave af dig selv.

Med Alternativets regeringsprogram har vi fremlagt vores bud på en ny kurs for et grønt, kreativt og humanistisk Danmark. Et Danmark, der fornyer, forandrer og forbedrer - i stedet for blot at bevare.

Et Danmark, hvor naturen har juridiske rettigheder og et grønt superministerium overtager den rolle, som Finansministeriet i dag har som rammesættende for regeringens arbejde. Hvor vi har en 30 timers arbejdsuge, kontanthjælp uden modkrav og borgerinddragelse på et helt nyt niveau.

Vi har med andre ord præsenteret et konkret alternativ til status quo. Jeg håber, du vil være med til at gøre det til virkelighed.

I 2018 har vi talt meget om konsekvenserne ved klimakrisen, om det individuelle ansvar og om hvad der sker, hvis vi ikke handler nu. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i 2019 taler om løsningerne. Så jeg har det sådan: 2019 skal være løsningernes år.

For det er på tide, at vi sætter dommedagsuret i stå. På tide at vi udviser ægte ansvarlighed og rettidig omhu på planetens og de fremtidige generationers vegne. At vi igen bliver det foregangsland, som vi var engang, og som jeg ved, at vi kan blive igen.

Rigtig godt nytår!

PS:

Det eneste inspirationsnedslag i dette nyhedsbrev er en opfordring til, at du melder dig som aktiv for Alternativet i den kommende valgkamp. Alle de andre partier har langt flere penge, end vi har. Men vi har verdens bedste sag. Så jeg håber, du vil være med til at kæmpe for den. Tilmeld dig til aktiv@alternativet.dk


MØD OS ELLER TAG KONTAKT

Alternativet

Åbenrå 33

1124 København K

+45 71 79 18 64

www.alternativet.dk

alternativet@alternativet.dk

medlem@alternativet.dk

Jeg synes det er en god tale. På 5 minutter er den mere skarp, visionær og løsningsorienteret end Lars Løkkes tale på 18 minutter. Dommedagsdelen, den brændende platform, slås fast, men fylder måske lidt meget, når talen kun er på 5 minutter, resten er et godt startskud på den kommende valgkamp, tænker jeg.
Jeg har på twitter set en kommentar om, at den var for ukonkret, det er jeg sådan set enig i, men det er begrænset, hvad man kan nå på 5 minutter. Jeg uddyber længere nede.
Jeg vil dog også lige kommentere på, at Peter Mogensen i tirsdagsanalysen i går, over to omgange kommenterede talen, eller nok mere formen, hvor han udtrykte, at man som statsministerkandidat skal fremstå mere tydeligt, og ikke bruge papir, men promter, som understøttelse. Jeg er ikke enig med ham i kritikken, jeg anser ham for at være mere traditionel i sin tilgang til politik og valgkamp, hvor alternativet jo netop står for noget nyt, men jeg tænker man kan reflektere over, hvordan vi får sådan en som ham til at tale om alternativets politik og oplæg i stedet.
Det ukonkrete, som nævnes ovenfor, kunne også være midlet til at få journalister og politisk kommentatorer til at tale om politikken, hvis det bliver konkretiseret. Det grønne superministerium, som både du i talen, og Carolina i tirsdagsanalysen nævner, skal konkretiseres. For os, der har læst programmet og oplægget er det jo nok at nævne det, men det er indforstået. Skal der flyttes vælgere og skal det være en del af dagsordenen, må der siges mere om det ved hver lejlighed, der byder sig, i det offentlige rum/medierne. Det giver ikke sig selv for den almindelige vælger, hvad det er, og reelt er det jo et enestående bud i klima-debatten.