Kære medlem af Alternativet
Hør en indtalt version af nyhedsbrevet her
Lige om lidt er det jul. Lige om lidt er det nytår. Og et nyt år. Et valgår. Vi skal alle sammen gøre op med os selv, hvad det er for et Danmark – og hvad for en planet, ikke mindst - vi ønsker at give videre til de kommende generationer.
Det vil jeg bruge juleferien til at tænke over. Samtidig med at jeg er sammen med de mennesker, der betyder mest for mig: Min mand. Mine børn og deres ægtefæller. Mine børnebørn.
Det er jo for mine børnebørn, at jeg gør det her. Altså er politisk leder for Alternativet. Selvfølgelig også fordi jeg tror på, vi kan rykke noget for alle andre danskere både i dag og i morgen. Men i meget høj grad altså fordi jeg virkelig føler et ansvar for, at vi giver en verden videre, som lige så god, som den jeg fik af mine nu afdøde forældre og deres forældre. En verden fyldt med lige så mange muligheder. Lige så mange fantastiske oplevelser. Lige så meget kærlighed og optimisme. Lige så meget skaberkraft og empati.
Opgaven er stor, det tror jeg, vi alle ved. Og det er vildt år, vi går ind i. Vi skal tage nogle afgørende beslutninger. Både til valget til Folketinget og til valget til Europa-Parlamentet.
Men jeg føler mig helt klar, fordi vi sammen har skabt et solidt fundament. I forhold til EU har vi etableret et spændende samarbejde med nogle af de mest progressive og nytænkende politiske kræfter i Europa i European Spring. Og i forhold til valget til Folketinget har vi med vores regeringsprogram "Der er et alternativ” givet vores bud på, hvordan vi vil lede Danmark – og hvordan vi vil forandre Danmark, så det bliver mere grønt, socialt retfærdigt og kreativt. Det er et godt fundament at bygge videre på.
Hvis du endnu ikke har fået læst regeringsprogrammet, er det her og hvis læselysten er ekstra stor i juleferien, håber jeg også, du har tid og lyst til at læse eller genlæse mit visionsudspil "Det næste Danmark”, som vi præsenterede på årsmødet for snart længe siden.
Det er nerven fra vores regeringsprogram og Det Næste Danmark, jeg har lyst til at gå ind i valgkampen med. Seriøs. Modig. Ansvarlig. Visionær. Konkret.
Så skal vi vise dem, hvad vi som bevægelse og parti sammen kan udrette. Sidst var vi det nye parti – denne gang går vi efter magten for at forandre magten. Jorden kalder – og vi hører den klart og tydeligt.
Netop hvor meget jorden kalder, blev udkrystalliseret til klimakonferencen COP24, der sluttede i sidste weekend.
Det positive ved konferencens resultat er, at verdens lande faktisk blev enige om regelsættet for, hvordan vi når Paris-aftalens mål om en global temperaturstigning på helst kun 1,5 grader.
Det negative er, at vi med de nuværende klimaplaner er på vej mod en temperaturstigning på omkring tre grader, hvilket vil være katastrofalt for mennesker og natur over alt på planeten. FN anslår, vi skal femdoble vores klimaambitioner, hvis vi skal nå Paris-aftalens mål (hvorfor det også er så tosset, at regeringen har sænket farten på den grønne omstilling til en fjerdedel). Så der er nok at tage fat på.
Især fordi selv "kun” 1,5 graders opvarmning langt fra vil være en dans på roser. Lige nu er temperaturen steget lidt over én grad, men den ekstra halve grad vil få betydelige konsekvenser.
Et par eksempler på, hvad FN’s klimapanel vurderer vil være konsekvenserne af 1,5 graders opvarmning: Antallet af mennesker, der oplever mangel på rent drikkevand, vil stige med omkring 270 millioner. Vandstandsstigninger vil i form af oversvømmelsesskader koster 65 billioner kroner årligt. Op mod 90 procent af verdens koralreve vil forsvinde – og det er ikke kun alvorligt, fordi koralrevene er smukke, men også fordi de er hjem til en fjerdedel af alt liv i havet, selvom de kun udgør 0,1 procent af havarealet. En milliard mennesker vil bliver udsat for ekstreme hedebølger hvert femte år og Arktis vil være helt uden havis hvert tiende år. Vi vil se markant mere ekstremt vejr, eksempelvis mange flere skybrud. Og sidst – men bestemt ikke mindst – så vil hele østater være i overhængende fare for at blive opslugt af havet.
Alt dette selv ved en temperaturstigning på kun 1,5 grader. For mig lyder det ikke som et succeskriterie, men det er det altså. Tilmed et succeskriterie, som det bliver meget svært at nå, hvis vi ikke omgående og med alle ressourcer kaster os ind i klimakampen.
Så hvis nogen var i tvivl: Kampen mod klimaforandringer handler i den grad om menneskerettigheder: Retten til rent drikkevand, retten til at bo, hvor man vil, ja, retten til liv. Og på samme måde: Hvis nogen var i tvivl: Klimaforandringerne er vigtige at bremse, fordi de om noget rammer socialt skævt og truer eksistensen eller forringer livsvilkårene for nogen af verdens mest udsatte endnu mere.
Med andre ord tager man i den grad både socialt ansvar og forsvarer menneskerettighederne, når man kæmper for markant øget klimahandling. Det ved vi i Alternativet. Der er ikke noget modsætningsforhold, selvom det ofte bliver fremstillet sådan af andre.
Det er med den seriøsitet, vi skal gå ind i valgkampen. Med den alvor. Med en viden om, at det godt kan lade sig gøre. At politik – som vi har set over alt i Europa og også ude i verden – hurtigt kan ændre sig. At vi har de politiske forslag, at vi har de gennemarbejdede løsninger, men at det vi mangler er den politiske vilje fra et flertal af det politiske establishment.
Hvis du ikke allerede kender hende, håber jeg at du vil bruge et par minutter på at se en fremragende tale fra klimakonferencens store stjerne, den kun 15-årige svenske pige Greta Thunberg, der talte verdens ledere midt imod. Du kan se talen her eller læse Rasmus Nordqvists blog om hende her.
"Vores regeringsledere opfører sig som børn, så nu tager vi det ansvar, som de skulle have løftet for længe siden,” siger hun blandt andet.
Det er sådan et forbillede mine børnebørn har brug for. Må vi få mange flere af Gretas slags i 2019.
God jul og rigtig godt nytår.
Kh Uffe
PS: Jeg sender min nytårstale til jer 31. december. Og du vil kunne se den på vores Facebook-side samme dag.
Og så til det første inspirationsnedslag, som denne gang er en opfordring til at støtte en af de mange organisationer, der hjælper udsatte til at kunne få en bedre jul. Det kunne fx være Mødrehjælpen, Røde Kors eller Red Barnet.
Jeg vil også opfordre til en støtte til to vigtige underskriftsindsamlinger. Den første er affødt af, at Dansk Folkeparti vil fratage Danmarks Naturfredningsforening dens lovsikredes mulighed for at foreslå fredninger af natur. Det kan du skrive under imod her. Den anden handler om, at Østergro – et unikt taglandbrug på Østerbro i København – trues af lukning, fordi der skal laves fiktive parkeringspladser på taget. Det kan du skrive under imod her.
Til sidst vil jeg som årets sidste inspirationsnedslag opfordre jer til at se dokumentarfilmen "Vegan 2018”, der handler om, hvordan veganisme i 2018 oplevede et ret massivt folkeligt gennembrud. Filmen er i høj grad et partsindlæg, men det er interessant at tænke over, hvor hurtigt udviklingen kan gå, når først snebolden ruller. Du kan se filmen på YouTube her.
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64
www.alternativet.dk