Uffes Nyhedsbrev - Den grønne eksamen

Kære medlem af Alternativet

Hør indtalt version af nyhedsbrevet her

Der er kun knap tre uger til, vi mødes til årsmøde i Odense. Jeg glæder mig til at se alle jer medlemmer, frivillige, tillidsvalgte og kandidater, der lige nu er i gang med at planlægge valgkampagner – hvad end det så er til Folketingsvalget eller Europa-Parlamentsvalget.

Årsmødet bliver i år kun én dag, fordi mange af os netop har travlt med den kommende valgkamp – ja, hvem ved, måske er valget allerede udskrevet, når vi mødes i Odense – men jeg er sikker på, at landssekretariatet og hovedbestyrelsen sikrer, at det bliver en rigtig god dag. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, kan du gøre det her.

Som I ved, er der en masse på spil til det kommende folketingsvalg. Skal vi fortsætte med symbolpolitiske markeringer som omfartsveje eller andre infrastrukturprojekter, som nærmest ingen har brug for? Skal vi fortsætte med en regering og et støtteparti, der dækker over en minister som Inger Støjberg, som burde være gået af på grund af sagen om tvangsadskillelse af unge par? Skal vi fortsætte med at tvinge uskyldige børn til at bo på udrejsecenter Sjælsmark, selvom de bliver syge af det? Skal vi fortsætte med at være et land, der ikke tager imod kvoteflygtninge, nogle af verdens mest udsatte? Skal vi forsætte med drukne den offentlige sektor i mistillid og kontrol? Skal vi fortsætte med at piske vores unge gennem uddannelsessystemet og stresse dem med en usund præstationskultur? Skal vi fortsætte med at underordne vores kreativitet og udfoldelseskraft af en snæver og påstået økonomisk nødvendighed.

Eller skal vi gå en helt anden vej? I ved, hvor vi står. I ved, hvor vi skal hen. Og vi er klar til at kæmpe for det.

I den forgangne uge er tusindvis af forældre eksempelvis gået på barrikaderne for at sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Med god grund – for det er simpelthen ikke i orden, at der ikke er flere ressourcer til vores børn og børnebørn og de dygtige ansatte, der passer på dem.

Fra Alternativets side har vi i vores regeringsprogram afsat 11 milliarder kroner ekstra til at styrke daginstitutionerne. Det skal gå til det, vi kalder økonomiske minimumsnormeringer, som du kan læse mere om i vores familiepolitik “Tid. Nærhed. Frihed”. Det skal sikre flere penge og ressourcer, men skal samtidig sikre frihed og fleksibilitet til den enkelte daginstitution, som vi mener, har den bedste viden om, hvordan pengene bedst giver gevinst.

Men det kommende folketingsvalg er naturligvis også vigtigt, når det kommer til det grønne område. Altså omsorgen for vores klima, vores miljø og vores natur. I torsdags havde vi fire af vores forslag til behandling i Folketingssalen. Det var forslag om et stop for olieudvinding i Nordsøen, om 100 procent urørt statsskov, om bedre beskyttelse af naturen i vores nationalparker og om at lave konkrete vurderinger af, hvordan klimaforandringerne vil ramme os. Vi kaldte det en slags grøn eksamen. En eksamen, der skulle vise, hvor meget de andre partier mener det, når de siger, de er grønne og tager klimakrisen så alvorligt, som den bør tages. Desværre var det langt fra alle partier, der kunne bakke op om vores forslag. For eksempel var det kun Enhedslisten, der ville være med til vores forslag om at udfase olieudvindingen i Nordsøen. Derfor er vores vurdering, at de fleste dumpede den grønne eksamen, men det er selvfølgelig ikke os, der i sidste ende skal vurdere det. Det er vælgerne. Og her skal der ikke være tvivl om vores tilgang: Hver gang man får chancen, skal man bakke op om grønne tiltag, der fremmer vores omsorg for klimaet og vores natur. Man kan altså ikke være grøn på sort energi. At påstå at man skal forlænge oliejagten for at kunne finansiere den grønne omstilling, svarer til at tro, at man kan slukke en brand ved at kaste mere benzin på bålet.

Netop en ambitiøs og rettidig grøn omstilling er også fokus for den New Deal for Europa, som vi har fremlagt med vores europæiske samarbejdspartnere i European Spring, som vi stiller op med til Europa-Parlamentsvalget. Vores spidskandidat Rasmus Nordqvist havde en kronik i Politiken om udspillet sammen med den tidligere græske finansminister og økonom Yanis Varoufakis og sammen med en af vores andre kandidater, Karin Rohr Genz, lancerede de planen i Bruxelles for nylig. Det kan du læse om her.

Sidst men ikke mindst vil jeg i dette nyhedsbrev gerne adressere den interne uro, der har præget noget af Alternativet på det seneste. Det drejer sig heldigvis om afgrænsede tilfælde i vores parti og bevægelse – det er i hvert fald ikke en kritik nogen af vores storkredse er enige i - men ikke desto mindre er det noget, der uheldigvis fylder meget i medierne.

Jeg har givet en stribe interview om det, som I måske allerede har læst (flere af artiklerne kan dog kun læses med abonnement (se fx her, her , her og her, men der er to ting, der er vigtige for mig at fastslå her. For det første er det selvfølgelig en stor opgave – og en opgave, der tager tid – at skabe en ny og bedre politisk kultur. Det er ikke noget, vi kan lykkedes med fra den ene dag til den anden. Det er selvfølgelig svært, for politik er magt, ambitioner, personlige interesser og alt muligt andet. Og ligesom det heller ikke vil være uden problemer at opbygge et helt parti og en hel bevægelse og en hel organisation, vil der selvfølgelig være bump på vejen, når det kommer til at indfri vores høje ambitioner for, hvordan politik også kan være.

For det andet var læk til pressen af fortrolige oplysninger, rygtespredning eller anonyme udtalelser ikke det, jeg forestillede mig, da jeg i sin tid formulerede de værdier, som Alternativet bygger på. Det vil jeg slå fuldstændig fast her. Tværtimod. Det har ingenting at gøre med gennemsigtighed. Det har ingenting at gøre med empati. Det har ingenting at gøre med mod. Det har ingenting at gøre med generøsitet. Det har ingenting at gøre med ydmyghed. Det er ikke værdigt for os. Det siger jeg ikke fordi noget af kritikken har været rettet mod mig eller fordi kritik ikke også kan være værdifuldt, men fordi det simpelthen er sandt.

Der vil altid være konflikter, der vil altid være uenigheder. Det er hvordan, vi håndterer det, der er vigtigt. Man kan ikke altid få ret. Der vil altid være nogen, der er i mindretal. Det skal vi kunne rumme på en god måde. Og det tror jeg også godt, vi kan. Langt de fleste af os gør det jo hver dag. Og tak for det.

Selvom vi stadig ikke er mål med at skabe den nye og bedre politiske kultur, synes jeg stadig, vi er godt på vej. Vi er det mest åbne parti og jeg oplever en stor organisatorisk vilje til at skabe forandringer og styrke det fælles projekt. Vi har gentænkt og nytænkt den måde, man laver politik på og hvordan man bedst involverer hinanden. Vi har rykket dagsordner, som vi ikke troede, vi kunne rykke så hurtigt.

Det kan vi være stolte af. Det er jeg i hvert fald stolt over.

Og husk så hvad Michelle Obama siger: When they go low, we go high.

Kh Uffe

Første inspirationsnedslag er et godt skridt i forhold til at komme problematikken omkring plastikaffald til livs. Det drejer sig om Tuborg, der laver bæredygtige og genanvendelige plastikkrus til nogle af landets største musikfestivaler, nemlig Roskilde, Tinderbox, Grøn og NorthSide. Der er brug for at sætte ind på alle planer, hvis vi skal sikre os, at langt mindre plastik ender i naturen – og der sker heldigvis også en masse i disse år.

Andet inspirationsnedslag er denne video fra TV2 Zulu, som blev vist i forbindelse med Rainbow Awards, som jeg deltog til i sidste uge. Den tager udgangspunkt i det faktum, at cirka halvdelen af alle LGBTI-personer undgår at holde i hånd offentligt. Man skal ikke være bange for at holde i hånd – uanset hvilken seksualitet man har. Det burde vi da kunne blive enige om i 2019.

Sidste inspirationsnedslag er behind-the-scenes dokumentarserien “Uffe mod magten”, som følger min valgkamp. Der er kommet to afsnit siden sidst. Det ene afsnit handler blandt andet om, hvor godt det faktisk går med integrationen, mens det andet afsnit tager os på besøg på Krogerup Højskole, hvor jeg selv gik som ung, inden jeg flyttede i et besat hus. Jeg håber, du synes, det er interessant at følge med som fluen på væggen.


MØD OS ELLER TAG KONTAKT

Alternativet

Åbenrå 33

1124 København K

+45 71 79 18 64

www.alternativet.dk

alternativet@alternativet.dk

medlem@alternativet.dk