Så fik vi endelig den fulde forklaring på, hvorfor Uffe Elbæk meldte sig ud af Alternativet (se www.pov.international/uffe-elbaek-slutreplik). Bedre sent end aldrig. Jeg ville bare ønske at vi havde fået forklaringen inden valget af den nye politiske leder i februar, så vi kunne have stemt på et oplyst grundlag. På nuværende tidspunkt har det kun historisk interesse.
Umiddelbart lyder det som en meget ærlig beskrivelse af forløbet. Men jeg synes at Uffe blander to ting sammen, som ikke har ret meget med hinanden at gøre: Dels problemet Josephine Fock, og dels hans egen detronisering.
Der er mange medlemmer, som har kritiseret Josephine for hendes opførsel igennem årene, så jeg går ud fra at det er rigtigt hvad Uffe siger om det. Der er ingen tvivl om at hun har været til stor skade for partiet. Faktum er at det først for alvor begyndte at gå tilbage for Alternativet, da hun blev valgt til politisk leder i februar 2020.
Men artiklen handler ikke kun om Josephine. Der var mange andre, som modarbejdede Uffe. Han skriver selv at han kom i mindretal i folketingsgruppen, og siden kom i konflikt med Københavner-afdelingen. Men sådan er demokratiets spilleregler nu engang. Hvad havde han regnet med? Når der var et stort flertal imod ham i folketingsgruppen, så var han selvfølgelig nødt til at bøje sig. Hvad ellers? Skulle han suverænt have bestemt det hele, og krævet at flertallet rettede ind?
Det er komisk at han ligefrem taler om et kup. Hvordan kunne flertallet begå et kup imod mindretallet? Var Alternativet et oligarki?
Ja, på en måde. Sagen var den at Alternativet havde været et topstyret parti lige fra starten. Uffe og hans nærmeste medarbejdere havde styret partiet med hård hånd. Men det kom der så et oprør imod i 2017. Mange fremtrædende medlemmer med tillidsposter ville have reel medindflydelse. Ledelsen følte at den blev kørt ud på et sidespor. Den mistede sin magt, og Uffe blev detroniseret.
Igen, sådan er demokratiets spilleregler. Bare fordi Uffe og en række andre personer havde stiftet partiet, så betød det ikke at de skulle bestemme det hele til evig tid. De måtte finde sig i at partiet måske udviklede sig på måder, som de ikke brød sig om. Dette var sådan set naturligt nok. Men det kunne Uffe og flere andre ikke leve med, og derfor forlod de partiet.