Udmærkelser i folkeskolen: Lad lærere belønne elever for efterlevelse af samfundsløftende værdier

Politikområder Skole, Uddannelse og Forskning
1

Vi hører om problemerne i folkeskolen igen og igen, fra både eleverne og lærerne. Karaktersystemet alene reflekterer ikke elevernes egentlige kvaliteter, og giver et en-dimensionelt billede af en elevs kompetencer. Lærerne savner midler til at udvikle eleverne bedre, og eleverne savner dybere forbindelse til skolens mål og værdier.

Derfor foreslår jeg at Alternativet støtter en Udmærkelses-ordning, hvor elever kan blive konkret belønnet af lærere, og indstille hinanden til belønning gennem lærerne. Jeg har tænkt på disse udmærkelser til at starte med:

forslag_til_udmaerkelser_small_aug16.png2300×2795 338 KB

Jeg forestiller mig at disse udmærkelser skal kunne stå til fri afbenyttelse af lærerne gennem hele skoleåret, og skal kunne tildeles spontant (med frivillig tilknytning af årsag). De vil kunne uddele dem til en elev efter godbefindende, og det giver på den måde lærerne et hverdagsværktøj til at danne eleverne, skabe gode eksempler og belønne efterlevelse af gode samfundsværdier.

IMPLEMENTATIONSFORSLAG

Det mest oplagte system til indberettelse, kontrol osv er at der skabes en app til formålet. Både lærere, elever og forældrer har hver deres indgang til appen. Lærerne kan vælge elever på deres hold/klasser og tildele disse elever Udmærkelser i hverdagen. Eleverne kan se deres egne udmærkelser, hvornår de har fået dem osv. Forældrer kan ligeledes se deres egne børns udmærkelser, og elever+forældrer får notifikationer når en udmærkelse bliver tildelt. Eksperimentelt kan man have et skole-feed hvor Udmærkelser løbende kan følges med i af alle.

Sekundært synes jeg det kunne være fedt, hvis forældrer fik muligheden for gratis at få tilsendt deres børns udmærkelser på postkort form. Så forældrer kommer helt med på vognen og kan rose deres egne børn så meget som muligt for gode handlinger.

(PS. Enhver skole app kan hurtigt elskes ihjel af dem der vil have flere features, så jeg håber en eventuel app og diskussionen som helhed kan holdes målrettet og fokuseret udelukkende på Udmærkelser.)

OPLÆG HERFRA

Et af problemerne i dag er at vi kun måler eleverne i størrelse, og ikke i distance. Hvis en elev viser kvaliteter der flytter grænserne for sig selv og løfter sig selv, sine venner, sin klasse, skolen og/eller samfundet op til et bedre niveau er vores eneste værktøj i dag en halv-tom karakter, på noget der måske er urelateret. Lærerne har brug for et hverdagsværktøj til at løfte eleverne og skabe gode eksempler til efterlevelse. Jeg tror på at Udmærkelser er en måde at give dem det værktøj.

Da jeg selv var valgfagslærer ville jeg have elsket et værktøj som dette i dagligdagen. I løbet af min undervisningstid ville jeg have tildelt mange af disse, hvis ikke dem alle, i løbet af skoleåret.

Hvis der er støtte til et politisk laboratorium om emnet, er det vigtigt i sender mig en privat besked med jeres navn og email (i skal være medlem af Alternativet). Tryk på min profil for at gøre dette. Efter Alternativets regler, skal der være 10 støttemedlemmer til et forslag for at starte et poltisk laboratorium.

Mvh Andreas Rudolph

4

Jeg har taget til efterretning at Alternativet i et anfald af virkelighedsflugt sletter indlæg hvis man kalder en spade for en spade. Derfor vil jeg efter bedste evne forsøge at sige det samme ved hjælp af politisk korrekt glidecreme.

Det er altid en god ide at se på sig selv før andres adfærd betragtes med de kritiske briller. De efterlyste hjælpsomme, empatiske, modige, forstående, fordybede, kreative, samarbejdende og modige elever findes i rigt mål. Det er bare ikke altid der prioriteres ens. Det spillerum ser jeg nødig indskrænket. Den reelle årsag til ønsket om nye spilleregler kunne også skyldes en overvægt af selviske træk hos dem der higer efter at bestemme de samfundsløftende værdier.

Forsøget er gjort. I 1930’erne gik de autoritære regimer målrettet efter nåleøjet hvor alle børn og unge kunne påvirkes - skolen. Jeg skal undlade at nævne den Onde selv med navns nævnelse for ikke at lugtesaltet igen skal gå på omgang blandt de Alternative, men blot påpege at resultatet var katastrofalt.

Bemærk at alle autoritære regimer starter med de bedste hensigter, fordi de anser sig selv for besiddelse af større viden med de rette værktøjer til opnåelse af idealerne. Det liberale demokrati sætter rammerne i tillid til at individet fylder dem ud. Autoritære regimer går skridtet videre i mistillid til individet.

Den nuværende skolelov er, med alle dens fejl og mangler i implementeringen, det bedste udgangspunkt for et konstruktivt samarbejde mellem forældre, skole og det omgivende samfund. Alternativerne er på alle måder værre fordi de som udgangspunkt fraskriver sig selv hovedansvaret.

Bedre bliver det ikke af at foreslå en app til formålet. Nu er man så helt fri for at se det menneske i øjnene man skal bedømme. En app er det perfekte værktøj til øget distance i forståelse for begreber som empati, hjælpsomhed og samarbejdende. Disse værdier skabes i samvær blandt mennesker og ikke med et teknologifix. At værktøjet samtidig åbner en ladeport for mobning er røget under radaren hos forslagsstilleren.

Det er himmelråbende naivt at tro en belønning a la like funktionen som på Facebook bidrager positivt med noget som helst samfundsløftende. Funktionen styrker kun de narcissistiske tendenser i samfundet.

Forslaget, som stillet, er på alle måder forkasteligt. En bedømmelse er et fortroligt værktøj mellem elev og lærer der skal afdække elevens styrke og svagheder med henblik på at hjælpe eleven videre i sin faglige udvikling uden risiko for at blive en brik i et større spil. Den fortrolighed må ikke kompromitteres. Det er læreren som den professionelle der vurderer om elevens eventuelle problemer skal eskaleres til forældrene.

Uanset om man har et temperament som hunnerkongen Attila, er det ens forbandet pligt som forældre at komme til forståelse med de implicerede parter, fordi det samtidig er ens forbandet pligt at forstå det er barnets behov der har prioritet når vi taler om tilegnelse af de kundskaber der er omfattet af skoleloven. Processen lettes betydelig hvis man samtidig indser at det sjældent er barnet/eleven der har den fornødne modenhed til at overskue situationen.

Ved grundig gennemlæsning af ovennævnte forslag, sammenholdt med hvad dem med indgående viden om problemerne beskriver, er den tydeligste effekt, at nu rulles den røde løber ud for en omfattende sindelagskontrol.

5

Tests, karakterer eller udmærkelsesordninger er allesammen vurderingsanordninger af adfærd, som jeg mener vi ville være bedre stillet foruden, da det er vores “…forbandet pligt at forstå det er barnets behov der har prioritet…” og vi nok så voksne og modne, kun skal inspirere og motivere ved vores egen færden og støtte dem i deres udvikling af kompetencer og personlighed, men ikke ved at vurdere, definere og bestemme.

I den sammenhæng vil jeg anbefale at se dokumentaren Alfabet, som gratis kan ses på filmstriben (Filmstriben - Alphabet). Filmen “…analyserer det moderne uddannelsessystem og hævder, at dette system knuser børns selvstændige tænkning, fantasi og kreativitet, når de formes til at overleve i vores konkurrenceprægede verden.”

I filmen bliver blandt andet to yderligheder fremstillet, det kinesiske skolesystem i den ene ende, og ingen skolegang i den anden ende.

Vi hører om en dreng, som er blevet til en veluddannet og tilsyneladende velfungerende ung mand, som kun har lært hvad han kan ved egen indredrevet nysgerrighed og motivation, støttet af sine forældre, men uden nogensinde at have gået i skole. Jeg foreslår ikke, at der ingen skole skal findes, men at skolen i højere grad bliver et sted for inspiration og relationer, at den skal være rammen med materialer, teknologi og inspirerende støttende kompetente personer, så børnene lærer det de selv bliver nysgerrige på og motiveret af.

Blot for at tage et lille eksempel fra min hverdag. Den anden dag, satte jeg mig for at ville strikke bomuldskarklude. Jeg gik i gang. Min datter og hendes veninde var i færd med at se en film. De kom over og kiggede, blev nysgerrige og kort efter sad de med hver deres sæt af pinde og garn, aflæste hvordan jeg gjorde, kopierede så godt de kunne med mig som hjælper på sidelinien.

Vi har brug for at have større tillid til børnene og til os selv, til at give slip på kontrollen og determinismetrangen.

6

Test er godt hvis det bruges som evaluering. Bruges test af skolerne for at score højt på de offentlige hitlister er det skidt.

Test er et godt redskab for at sikre sig at de ønskede mål er realiseret. I andre sammenhæng kaldet det evaluering, men skolerne adskiller sig fra erhvervslivet ved at de har elevernes udvikling som produkt.

Tests væsentligste berettigelse er at eleven får overblik over og forståelse for sine stærke og svage sider, hvor lærens opgave, via sin faglige og pædagogiske uddannelse og erfaring, er at motiverer og dermed undervise eleverne til at nå de erklærede mål. Hvordan, må være op til lærernes metodefrihed, men test er et godt redskab. Test er desuden et fortroligt værktøj mellem lærer og elev.

Uanset hvad man mener om det konkurrenceprægede samfund, er det virkeligheden eleverne møder efter endt skolegang. Det er lueforgyldt ansvarsforflygtigelse ikke at stille krav til eleverne der tager udgangspunkt i skolelovens formålsparagraf.

Om det er skolen eller forældrene der står for undervisningen har jeg ingen kvalificeret holdning til. Eleverne skal ganske enkelt kunne navigerer i det samfund der møder dem efter endt skolegang.

Det er derfor vi har skoleloven. Det er de valgte politikers pligt at udstikke kursen - og så ellers omhyggeligt sørge for ikke at være til besvær eller gå i vejen mens arbejdet udføres.

7

Tak for svar begge to!

Jeg synes det er godt at overvejelser omkring forslaget bliver spillet op, og jeg synes der er et godt udsnit her af de modstands-synspunkter forslaget møder:

  • En gruppe vil være modstandere fordi de ser Udmærkelser som noget autoritært, der vil fører til den sorte skole og det der er værre. Hvor det at belønne nogle bestemte slags opførsler, får andre til at forsvinde, og det vil drive tingene i sænk.

  • En gruppe vil være modstandere fordi de ikke synes skolen skal favoriserer eller fremhæve nogen opførsel frem for en anden. Karakterer, bedømmelser og andet skal ligges ved landevejen, og bilen skal køre videre uden et læs der stresser eleverne til at være på en bestemt måde.

Jeg mener at begge punkter kan respektivt modsvares.

At belønne en slags opførsel får andre til at forsvinde?

Jeg vil starte med at stille spørgsmålet: “Er der elever der udviser empati og hjælpsomhed af sig selv, i den nuværende danske folkeskole?” - Her tror jeg de fleste ville svare JA.

Derved kan vi altså konkludere at positiv opførsel fra eleverne, som vi ikke direkte belønner, altså ikke forsvinder, blot fordi vi IKKE giver dem Udmærkelser. Som følge deraf er det logisk, at hvis vi skulle gå hen og bruge Udmærkelser i folkeskolen i morgen, ville positive kvaliteter hos eleverne, som vi ikke direkte belønner, stadig eksistere. Simpelthen fordi de er almindelige menneskelige kvaliteter.

Der er mange positive kvaliteter, der dog trives bedre på et fundament af god anerkendelse. Også gode følge-kvaliteter, hvis man sørger for at fremhæve positive eksempler ud fra et bestemte områder. Hvis der er generel enighed om dette, så diskuterer vi ikke længere om Udmærkelser er en god idé, blot hvilke områder vi gerne vil inkludere. Mine forslag til områder er ikke skrevet i sten.

Skolen bør gøre op med at bedømme mennesker?
Jeg ser ofte, og har selv været en tilhænger af, at karakterer reformeres i stor stil. Som indlægget selv ligger op til, er der mange problemer i folkeskolen med kun at give eleverne en karakter, og så prøve at lade dette alene, drive dem til deres bedste potentiale.

Dette forslag gør det muligt at lave et opgør med karakter-ræset.

Forestil jer en barn der kommer hjem, i en familie uden en stærk social struktur. Barnet kommer altid hjem med 02 og 4-taller, og forældrene er ikke megen hjælp til akademisk top-udvikling, hvis nogen. En sjælden gang kommer der et syv-tal med hjem, og selvfølgelig fejrer familien det. Men sejrerne i boglighed føles små, og barnet kan derfor sjældent føle sig som en succes, hvilket kun fører til opgivenhed og skoletræthed, når den skole-bestemte medaljeskamle altid føles uopnåelig.

Udmærkelser ville kunne vende dette på hovedet. Hvis barnet finder andre måder at bidrage til fælleskabet på, uden om direkte boglige facts, kan barnet høste alternativ anerkendelse, som kan tages direkte med hjem. Forældrer vil kunne rose barnet, og familien som helhed vil kunne høste positive oplevelser fra skolen på baggrund af andet end karakterer, (som dog selvfølgelig stadig vil betyde noget for akademiske uddannelser der behøver dem).

Hvad er Alternativets Alternativ?

Jeg har set og lige gen-set Dokumentaren som der nævnes af Janni, kaldet “Alphabet”. Og som en pige uden andet i hovedet end en skole der presser hende, siger (1:08:30 inde i filmen):

“Opgaven er enkel. Den er at forberede eleverne til livet. Det er en opgave der skal gribes anderledes an. Det er ikke nok med småændringer, man må prøve noget fuldstændig nyt. For vi har virkelig ikke meget at tabe.”

Dette forslag er en reel løsning, som kan gøre skolen mere dannende, udviklende og forberedende til livet. Jeg håber det kan blive muligt at finde fælles konstruktivt fodslag.

8

Andreas: Jeg forstår du som IT-arkitekt har en løsning der leder efter et problem. Du bruger mange retoriske krumspring for at sno dig fri af de alvorligste fejl ved dit forslag.

  1. Et teknologifix med en app som du foreslår fremmer ikke de værdier du oprindeligt efterlyste uden sociale relationer mellem mennesker. Tværtimod.

2: Test og bedømmelser er kun værdifuldt når de bruges til elevens udvikling. Den tillid må man vise lærerne at udfører.

3: Med dit forkromede forslag udelukker du lærernes viden og erfaring som er bydende nødvendigt, hvis vi forudsætter at det stadig er elevernes faglige behov der har prioritet, hvor den alvorligste fejl er negligeringen af lærernes metodefrihed til løsning af opgaven.

4: Du overser at lærerne pålægges større og større byrder uden der samtidig tilføres resurser. Når lærerne samtidig fratages sanktionsmuligheder for at opretholde målsætningen, vil skuden uundgåeligt gå på grund.

Når forældrene afleverer deres børn til skolen, har de samtidig overladt den faglige undervisning til lærerne. Når forældrene derfor siger “Her er mit barn. Veludvilet, velernæret og veltilpasset de sociale spilleregler der gælder i en klasse. Vær venlig at undervise så målsætningen indfris”. Så er lærernes eneste svar at smække hælene sammen og sige “Javel”.

Når læreren siger til forældrene: “Du skal læse lektier med dit barn”, så er forældrenes eneste svar at smække hælene sammen og sige “Javel”.

Når lærerne siger til forældrene: “Kom igen når du har lært dit barn at indordne sig i de sociale normer der gælder i en klasse”, så er forældrenes eneste svar at smække hælene sammen og sige: “Javel”.

Når lærerne opdager unormale afvigelser henvender de sig til de respektive myndigheder og siger: " Her er nogle problemer der overstiger mine kompetencer eller resurser. Løs dem", så er myndighedernes eneste svar at smække hælene sammen og sige: “Javel”.

Undervejs i forløbet taler alle parter sammen. Problemer der ikke kan løses lokalt, eskaleres til politikerne med ordene: “Her er nogle problemer vi ikke selv kan løse. Dem lovede du at løse hvis du blev valgt. Løs dem nu”. Herefter er politikernes eneste svar at smække hælene samme med et “Javel”.

N.B. Jeg har forhåbentligt skåret det tilstrækkeligt tydeligt i pap, så selv den mest fatsvage forstår at ansvar ikke kan tørres af på andre. Når lovgiverne skal undervise, underviserne lovgive og forældrene udstikke kursen uden at kende udgangspunktet, er vi for alvorlig ude i det Alternative.

Må Gud bevare Danmark :wink:

9

Nu er jeg grundlæggende ikke tilhænger af nogen form for formaliseret anerkendelses - eller bedømmelsessystem, som har en normativ determinisme indbygget, en bestemt hensigt om at adfærdsregulere, hvorfor jeg heller ikke er tilhænger af appen som foreslået. Hvis vi skal nytænke, er det også nødvendigt ikke at tage afsæt i det eksisterende som det er og blot lappe på det.

Ingen tvivl om vi har brug for anerkendelse og reaktioner fra hinanden, vi visner uden og blomstrer med. Men vi skal væk fra det der fejlfindings- og dygtighedstraume vi lider af. Moren der begejstret bifalder barnets gyngen eller tegning med “Nøjee, hvor er du dygtig”.

Det handler om selvtillid og selvværd. Det er mellemmenneskelig kontakt, nære relationer med indlevelse og empati der er brug for, så selvværdet kan bevares op gennem livet, og styrkes hvis det har fået et knæk af for meget formaliseret bedømmelse og anerkendelse (læs ros).

Læs for eksempel historien her om en pige der har fået masser af anerkendelse i sin skoletid: http://www.hverdagenshelte.com/artikel-15-aar-og-tom-af-ros/

Eller her en artikel om anerkendelse: http://www.dfti.dk/files/Tekster/Anerkendelse_-_af_Gerda_Rasmussen.pdf

Så vil jeg i øvrigt inderligt anbefale bogen Empati http://www.plusbog.dk/empati-jesper-juul-peter-hoeeg-9788763822015/ : “Empati er en teoretisk og praktisk vejledning ,i hvordan man støtter mennesker i at forbedre kontakten til sig selv og hinanden. Ordet empati betegner evnen til at indleve sig i andre, med alt hvad det indebærer af forståelse, samhørighed, medfølelse osv. Empati er med andre ord det bindemiddel, som binder og holder menneskelige fællesskaber sammen. Bogen argumenterer for, at jo bedre kontakt man har til sig selv, jo bedre og dybere forstår man andre mennesker og en kompleks verden, hvor både børn og voksne har vanskeligt ved at finde rollemodeller og pejlemærker. Det er forfatternes opfattelse, at børn – og med dem de fleste voksne – i dag mere end noget andet har brug for støtte til at udvikle selvberoenhed. Alle fødes imidlertid med anlæg for selvberoenhed og empati. Disse anlæg kan udvikles og opøves.”

10

@Janni_O_Pippilotta_K

Tak for god feedback.

Når jeg læser historien om pigen der har fået masser af anerkendelse og nu er blevet træt, så virker det som om at hendes problem ikke har været at hun har fået ros, men hendes håndtering af IKKE altid at få ros! Og de voksende krav der skal til for at opretholde den samme strøm af anerkendelse. Det er helt naturligt at ethvert menneske kommer til at stå et sted i livet, hvor en tidlig ubetingede anerkendelse af ens fremskridt går over, og at det medfører en vis følelsmæssig smerte. Denne oplevelse er en del af den menneskelige tilstand, og jeg har aldrig hørt om nogen der ikke har oplevet denne overgang.

Her er hemmeligheden nærmere at lære at finde anerkendelsen i sig selv, når den ydre anerkendelse aftager. Når man når sit ypperste niveau, er det naturligt at forventningerne til en stiger, og at man kommer til at lave flere fejl i dette luftlag. Sådan er livet: “Træn og bliv succesfuld for at få evnerne til fejle bedre end nogensinde før!” som man siger.

Som skrevet tidligere, udelukker den eksplicitte anerkendelse af visse opførsler, ikke at andre opførsler ikke kan eksistere eller trives. Ligesom empati eksisterer i dag hos lærere og elever, uden at vi giver Udmærkelser for det.

Dette værktøj kan ikke kontrollere, og kan heller ikke erstatte, en god lærers imødekommenhed og daglige empati, anerkendelse og udvikling af de enkelte elever. Men det kan understøtte gode eksempler i en klasse, og give børn en mulighed for at få ros derhjemme på andet end boglige facts.

–

(PS. Det behøver ikke være gennem en app, det var blot et forslag til hvordan det hurtigst og med mindst resource forbrug kunne blive inkluderet i dagligdagen. Grundidéen kan udformes på mange måder)

11

Andreas: Hvorfor vedbliver du at være inputresistens i svær grad?

Der er ingen fordele ved at gentage curlingforældrenes fejltagelser. Du opnår kun at børnene vokser op som uselvstændige mennesker. Dit forslag er noget nær det perfekte værktøj til fremme af de narcissistiske tendenser alle andre ønsker at undgå.

Se på sports- og idrætsklubberne. Ikke alle kommer på førsteholdet, men børn og unge har alligevel stor fornøjelse af samværet foruden glæden ved at bevæge sig.

Alle er gode til noget. Det er bare ikke nødvendigvis det samme. Mennesker der har oplevet både sejre og nederlag er langt bedre til at samarbejde, fordi de har lært værdien af at kunne trække på andres stærke sider.

12

Kære Andreas
Det er en god ide med anerkendelser. Det behøver ikke være politisk eller retningsorienteret (skal ikke være). Det skal bare være med en kærlig hensigt. Her må man se på hvad der er kærligt - ukærligt : Kærligt værende - Hjælpende - Berigende (ikke økonomisk selvberigelse) - udviklende - versus - selvretfærdig - nedgørende - stoppende -. Jeg kan udvide denne skala, om nødvendigt.

Dog er der børn som har besværlige baggrunde og har måtte kæmpe for deres overlevelse. Her er det måske svært at komme i den kategori, hvor man kan få en vilkårlig anerkendelse. Her må Dygtig pædagogik indsigt, se til at denne gruppe også kan udvikles. så man ikke er den eneste der ikke får anerkendelse i klassen. For at bruge et moderne udtryk: Det er NEDEREN.

KÆRLIG HILSEN PIPPI

13

Et lille tillæg: Med en kærlig hensigt mener jeg også det børnene gør, skal indeholde den kvalitet, for at få anerkendelse. Ikke bare smart på andres bekostning.
Pippi

14

@Pippi - Helt enig! Anerkendelser skal være berigende og udviklende, og ikke bruges til at tryne nogen eller for at skabe selvretfærdighed. Derfor har jeg prøvet at vælge kategorier der udvikler bedst muligt positivt og kærligt. Hvis man begynder at lave udmærkelser for f.eks. “Respekt” og “Orden”, kommer man hurtigt ud i en situation hvor værktøjet kan forskrues til at presse eleverne i geled. Intentionen er det modsatte, og det er vigtigt man holder tungen lige i munden her.

Jeg ser Udmækelser som en teknologi, der som alle teknologier, kan bruges til godt og ondt. Som en måde hvor den gode brug, gør at elever kan lære om, og anerkendes i, deres samfundsevner. Hvor de kan tage den anerkendelse med hjem både psykisk og fysisk, og ikke ensidigt blive hængt op på karakterer i familien og med kammeraterne, samt stræbe efter alternative bidrag til fælleskabet ud over karakterer.

15

Hej Andreas

Tak for dit svar

Det er med ord som med mange andre ting - Hvordan man forstår dem og anvender dem. Respekt og orden er også kærlighed. Men hvis det bliver brugt diktatorisk så får det ukærlige konsekvenser. Hvis du har ordnet et rum og En kommer og ødelægger det, så har den person ingen respekt for dit hårde arbejde. tit kommer det hele an på motiv og intention. At kende forskel på ukærlig og kærlig og misforståelser.
Jeg syntes det er spændende at der er mere fokus på hjerte, i oplæring af vores næste generation. Hvordan ellers skal der komme positiv udvikling.
Jeg glemmer aldrig min klasselærer i 8 klasse. Kragrup. Fra ham har jeg en grundlæggende indsigt, hvordan han kunne få klassens opmærksomhed uden vrede, men bare ved at belønne med øjnene og ikke give opmærksomhed til uromagerne, der til sidst overgav sig. Han havde et roligt sind og stor kærlighed og interesse i at videregive sin lektie. Unødvendigt at sige, hans klasse har klaret sig godt. Jeg var heldig, at have ham i et år.

Pippi

1 Synes om