Det er vist mange, mange år siden at en kommune var en bæredygtig enhed i sig selv. I takt med flytning fra land til by, og udvikling af infrastruktur, bliver områder i stigende afstand fra en storby til en del af den storby.
Er det ikke tid at spørge om den kommunale udligning er det rette værktøj? Nærmer vi os ikke at størstedelen af kommune skatten burde være en ens størrelse, opkrævet af staten og fordelt efter demografiske forhold? Folketinget har i forvejen båndlagt det meste af kommunernes budgetter. Byrådet skal så få enderne til at mødes med de skatteindtægter, som de selv har, men levere ydelser, der er ens over hele landet.
Mangler vi en overordnet byplanlægning for hele storbyen med alle dens forstads- og oplands kommuner? I dag konkurrerer alle mod alle for at få arbejdspladser og børnefamilier, men hvad er der egentligt galt i at være den kommune/del af storbyen, hvor fx de ældre gerne vil tilbringe deres otium? Eller hvor singler kan finde boliger, der er til at betale, eller andre nicher, som i dag giver for lidt i kommunal skat til at nogen vil røre ved dem?