Er der for mange i gymnasiet?
Ja ser man på en ungdomsgeneration og samfundets krav til uddannelse og sortering, er det en rimelig antagelse.
Hvad er der så galt med den aktuelle debat om adgangskrav?
-
At man reformerer bid for bid: folkeskolen, erhvervsuddannelserne, gymnasiet og de videregående uddannelser og ikke tænker, hvordan det fungerer sammen
-
At man bedømmer præstationer og motivation med altfor snævre mål, - tal!
-
At man ikke medtænker guidance (personlig udvikling og vejledning).
Gymnasiet var tidligere for de få udvalgte og erhversuddannelserne var mesterlære og lidt skoleundervisning. Viden var det, der stod i lærebøgerne, og det mesteren og svendene kunne, suppleret med sporadisk skolegang. Hovedstads- og landsbyskolens timedelte regnebog med forslag til hovedregning. Undervisning var mest lærebøger og katederundervisning. Skolernes funktion var og er stadig demokratisk dannelse, kvalificering, færdighedsoplæring og forberedelse af eleverne til at havne på de rette lagdelte hylder til gavn for individ og samfund.
Men redskaberne ændrede sig. Opdelingen i folkeskolen blev udsat nogle år, den skarpe sortering i egnede og ikke egnede mildnedes,og niveauet for alle blev øget.
Til gengæld øgedes differentieringen i ungdomsuddannelserne næsten til ukendelighed: HF, HHx, HTx, STx, HG og mange forskellige erhvervsforberedende tekniske uddannelser, oftest i adskilte institutioner. Selvom man i demokratiets navn forsøgte at tale det ned, og det ikke helt harmonerede med livsindtægt og arbejdsmarkedets behov, blev alle disse uddannelser opfattet som mere eller mindre fine og krævende, og den klassiske STx blev klart vinderen i popularitet, selv om den var den mindst erhvervsforberedende, men den udsatte de svære valg.
Viden og kompetancer blev langsomt opfattet anderledes. Mere vægt på faglige metoder, at stille spørgsmål, analysere og kommunikere det man på egen hånd, i grupper og projekter fandt ud af. Virkeligheden, det omgivende samfund, fik større plads, men ofte på anden hånd gennem de nye sociale medier, som udgør en tordnende pædagogisk revolution, fordi børn og unge kan lide det, og føler det meget mere vedkommende og engagerede end lærebøgerne. Sjovt at gå på opdagelse selv og udvikle begreberne om den mangfoldige omverden, og danne sig nogle knager og begreber at hænge de mange informationer op på. Men det stiller godt nok krav til udviklingen i den pædagogiske kunnen, og tålmodigheden i offentligheden med undervisernes omstillingsparathed var og er ikke altid lige stor, og der er ikke enighed om, hvad udviklingen kræver af skolen.
Der var en kortvarigt opblussen i interessen for at åbne skolen mere mod det omgivende, mere og mere komplicerede samfund med erhvervspraktik, virksomhedsbesøg og invitationer om at komme ind i skolerne udefra. Men så blev erhvervs- og uddannelsesorienteringen og vejledningen centraliseret og professionaliseret, lærlingeordningen blev for dyr og besværlig for virksomhederne, og med de nye sociale medier blev det muligt at simulere virkeligheden, så den besværlige og mere ustyrlige direkte kontakt med det omgivende samfund blev der slækket på. I den mest søgte af ungdomslinjerne, STx, blev det aldrig rigtig til så meget med denne åbning og den erhvervsorienterende undervisning. Mere held med forene teori og praksis havde man på HHx og HTx, og HF blev en succes for efternølerne.
Og så kom testbølgen, PISA, stormende ind i folkeskolen, optog sindene og nyhedsformidlingen, for her havde man det simple kommunikerbare instrument til at bedømme målopfyldelsen og afgøre om det var udgifterne værd. Nu skulle skoleliv måles. Om målene så helt var det, gennemsnitsresultaterne kommunikerede, blev overset, for nu var det så let at sammenligne, - nationer, kommuner, skoler og socialgrupper indbyrdes. Dette har gjort mere skade end gavn med sin endimensionale populisme og har ikke opbakning i den pædagogisk forskning. Er det så let at drive skole kan man godt forstå, at store private uddannelsesvirksomheder øjner profit her.
Hvis man fortsat skal reformere (og det kræver udviklingen!), kunne man så i dag tænke mere i selvstændige skoler på 100-300 elever på 0.-6. årgang? Moderere årgangsdelingen, som ikke har megen støtte i udviklingspsykologien, i det omfang forældre og lærere finder det formålstjeneligt, men stadig bevare klassen som et centrum. Udvide det lokale pædagogiske råderum, lade flere initiativer være op til forældre, lærere og elever og gerne centralisere og minimere administrative byrder. Åbne undervisningen og det daglige skoleliv meget mere mod det omgivende arbejds-,kultur-og foreningsliv, den omgivende natur og dynamik og den lokale historie? Kunne det medvirke til mere rodfæstethed og minimere fraflytning fra udkantsområder? Børn i dag råder jo over helt nye potente redskaber til at indsamle og kommunikere deres kontakt med omverdenen og få den bearbejdet end den spritduplikator, jeg startede med som ung lærer.
Og så ungdomsuddannelserne, her tænkt fra 13-14 årsalderen, som kræver støtte til differentiering af interesser og identitetsdannelse med sigte mod voksenlivets krav om kompetencer?
Er der i virkeligheden belæg for at lave det store brud i 16 årsalderen, fremfor tidligere, hvis det kan medvirke til at redde små frugtbare skolesamfund, og styrke skolens åbning udad? Man kunne tænke sig at mildne bruddet mellem den lille og den store skole med stor differentiering og valgfrihed ved at lade klasselæreren fra barneskolen ledsage klassen en tid på den første svære introduktion til en ny større skole, hvor de unge skal orientere sig, finde sig selv, deres niveau og identitet i den langt større mangfoldighed af differentierede undervisningstilbud.
Kunne den voksende mangfoldighed af skoletilbud for unge samles i en enhedsskole for 14-18 årige som vi kender det fra det svenske gymnas, den norske videregående skole og enkelte tilløb her i landet med ungdomscampus med mindre skole- og linjeopdeling, som kræver tidlige afgørende valg?
Det vil kræve fantasi og opgør med vanetænkning og et hidtil ukendt samarbejde mellem undervisere i forskellige fag og på forskelligt niveau, men kan måske leve mere op til unges interesser og behov for engagement.
Her må der tænkes i større skoleenheder, campus og ungdomsmiljøer og i et samarbejde mellem adskilte ungdomsskoler, efterskoler, udenlandsophold, praktik og netbaserede selvstudier for at opfylde kravet om tilstrækkelig differentiering i indhold og niveau.
Man skal tænke sig kurser af vidt forskelligt indhold og på forskellige kompetenceniveauer, der bygger ovenpå hinanden. I ungdomsskolens første år af kortere varighed, hvor sigtet er at orientere om de påfølgende længerevarende årskurser, så eleverne kan se, hvad de går ind til og hvilke niveauer de kan klare. Senere forskellige semester- og årskurser og praktikophold, som giver vidt forskellige kompetancer, suppleret med netbaseret selvstudier med lærerstøtte på områder, som skolen ikke kan dække, og kurser på naboskoler, efterskoler, virksomheder og specialinstitutioner.
Fordele og ulemper ved en mild, fortrydbar linjedeling efter hovedbeskæftigelsesområde må overvejes, og her er der erfaringer at hente fra vores nordiske naboer. Men man må undgå en særlig universitetsforberedende “finere” almenlinje uden erhvervsforberedende sigte. Sigtet mod teoretiske uddannelser sikres i stedet for med trindeling og stigende sværhedsgrad i de forskellige påbyggende fagkurser.
Opdragelse til demokratisk medborgerskab må være en rød tråd overalt.
Det bliver noget af en logistisk udfordring, da nogle valg jo vil udelukke andre, men man er blevet dygtigere til den slags planlægningsudfordringer, og her kommer selvstudier, praktik og ophold på andre skoler også ind i billedet. Det bliver et puslespil, men en udfordring at tænke i sådanne helt nye baner, som måske harmonerer bedre med de unges motivation og identitetsopbygning.
Men hvad med klassen, basen, tilhørsforholdet og personer, der har snor i den enkelte unge i dette supermarked af kursustilbud? Det kan man ikke bare afskaffe, selvom betydningen af det ikke rigtig er kendt for de 14-18årige.
Her kan personlig vejledning og fast tilknytning til en mindre gruppe på tværs af fagvalg og niveauer komme ind i billedet. Mentoring og coaching er oppe i tiden, og der indsamles ny viden. Counselling og guidance er gammelkendte begreber i angelsaksisk pædagogik. På anerkendte engelske universiteter har man tutorgrupper med ugentlig tedrikning på tværs af studieretninger. Gruppevejledning er et gammelkendt fænomen. Elever på efterskoler kender deres "hjem"lærer. Kan det afløse klassen som personlig base midt i en mangeartet og niveaudelt hverdag, og kan man tænke sig helt forskellige studerende samlet i et sådanne mindre, tværgående forum?
Det vil stille helt nye krav til vejlednings- og tutorkompetancer, som ikke hører til en ungdomsundervisers faglige bagage. Hvad så med at stille krav til alle undervisere, at de ved siden af deres faglige kompetancer også skal kunne guide og følge den enkelte elev og en eller flere mindre tutorgrupper, formidle udvekslinger af erfaringer og forskellige udviklingsbaner, holde snor i de enkelte elever i gruppen, foreslå individuelt vejledende diagnostiske tests ( holder jeg mål med kursers og niveauers indgangsniveau?) og valg af kurser og niveau. Holde 10-14 elever i snor helt frem til afslutningen af ungdomsskolen. Det vil kræve en helt ny psykologisk kvalificering ved siden af den faglige, men vil utvivlsomt forbedre faglærernes undervisningskompetance og måske ændre deres syn på unge, deres vanskeligheder med at kvalificere sig og leve op til forskelligartede krav. Moderere undervisernes fagintersse og øge deres evne til indlevelse i unge på vej til faglig mestring på forskelligartede områder.
Ungdomsskolen afsluttes på een gang eller gradvist med bevis for at have gennemført og bestået en række forskellige kurser og praktikophold i 18-19årsalderen eller senere. Derefter kan videregående, korte, mellemlange og lange ophold på forskellige skoler, erhvervskurser og -akademier, university colleges og universiteter med forskellige indgangskrav og varighed tage over frem mod erhverskompetance.
Der behøver ikke være 12-årig undervisningspligt, men en pligt for samfundet til at sørge for, at der en snor i hvert enkelt barn og ung, og den godt kan strækkes ud i længden. Kald det klasselærer, vejleder, tutor, coach, mentor, guidanceofficer, counsellor, hjemlærer, men der er en voksen med en passende uddannelse dertil, der tæt og ansvarligt følger den unges identitetsudvikling, valg af undervisningstilbud med personligt kendskab og faglig omsorg, så længe det er påkrævet
Vel, det er ordentlig mundfuld af nytænkning, men hvorfor ikke prøve at tage udgangspunkt i de unges motivation, voksende identitet og engagement fremfor standpunkter og karaktergennemsnit og lade dem få mere føling med det omgivende samfund. Differentiering efter interesseudvikling og fremtidsplaner fremfor efter karaktergennemsnit.
Reformer er aldrig færdige og helheden må ikke glemmes. Utopier og forsøg giver udvikling.
Paul Jørgensen
Pensioneret lektor. Cand.pæd. PhD i uddannelsesvejledning.
Kirkevej 34e
5464 Brenderup
Pjrgensen1@gmail.com
61261789