Tak for et godt landsmøde

Franciska LM

Kære venner

Alternativet er tilbage - det spirer og gror i vores grønne parti!

Tusind tak for et fantastisk landsmøde. Det var dejligt at mærke, hvor meget energi der er i vores parti. Og for mig personligt var det skønt at opleve den opbakning til Alternativet, jeg tydeligt mærker i alle dele af organisationen. Jeg er stolt af at stå i spidsen for vores grønne projekt, og jeg kan godt fortælle jer, at JEG TROR PÅ Å!

Nu er KVRV-valgkampen for alvor skudt i gang, og som det blev nævnt på landsmødet er vi allerede 69 kandidater. Det er stærkt! Jeg håber, at endnu flere vil melde sig på banen frem mod valget, og så håber jeg, at alle, som ikke selv stiller op, vil huske at støtte og bakke op om de kandidater, der stiller sig i første række. Ræk gerne ud og tilbyd din hjælp til din lokale kandidat – uanset om den er praktisk eller du har særlig viden at bidrage med. Den slags betyder meget!

Et kollektivt tak

Som jeg nævnte det i min landsmøde-tale, så er vi i Å et kollektiv. Og vi er lige nu i en situation, hvor kollektivet er vores største styrke. Overskriften på Landsmødet var; Energi, gejst og fællesskab – og det var lige, hvad vi mødtes om, og det var fantastisk.

Så tak igen til alle jer der deltog i mødet – og til jer der gerne ville have været med, men var optaget af andre vigtige ting. Tak til KVRV21-udvalget for at have udarbejdet et rigtig godt program for lørdagen. Tak til Landsmødeudvalget for at have sat det sammen med det øvrige, og tak til hovedbestyrelsen for at beslutte rammen. Tak til Ordførere, tovholdere, lokale og regionale kandidater, bestyrelsesmedlemmer, arbejdsgrupper, Alternativets Unge (Vi elsker jer!) og ikke mindst til Torsten for fantastisk makkerskab. Og mange tak sekretariatet for jeres arbejde. I imponerer mig altid med jeres benhårde indsats for, at vi alle får den bedste bane at spille på. Desuden en stor tak til vores eksterne oplægsholdere Mica, Elsebeth fra Almen Modstand og Frederik fra Den Grønne Studenterbevægelse.

Vi er mange – men vi skal være endnu flere!

I kølvandet på vores landsmøde har Alternativet startet en større medlemskampagne – vi skal have hvervet flere medlemmer, og vi håber I vil hjælpe os til at fuldføre missionen.

Vi ved af erfaring, at de fleste medlemmer bliver hvervet af deres venner og familie, så lad os benytte os af at vi en solid og stabil profil - og lidt god mediedækning.

Sekretariatet har arbejdet hårdt og gjort det nemmere at blive medlem – man skal blot sende en sms med koden MED til 1245 – så er man medlem. Det koster en 20’er per måned det næste halve år. Man kan naturligvis også gå ind på alternativet.dk/blivmedlem.

MED kampagne

Medlemsalon i næste uge

Husk også at på tirsdag d. 1 juni kl. 19:30 - 21:00 afholder jeg den næste medlemssalon. Det foregår på Zoom og har du lyst til at deltage, kan du tilmelde dig på AlleOS her – det er først til mølle, da vi max kan være 90 deltagere. Jeg glæder mig til at tale med jer igen!

Kærlig hilsen
Franciska