Jeg synes vi skal markere os i forhold til sundhedsreformudspillet og ikke bare - som S og SF gør - nedgøre det, som et centralistisk og bureaukratisk tiltag. I stedet skal vi se på de konkrete problemer som det forsøger at tage højde for:
Den manglende koordinering der sker mellem hospitaler og kommuner som kan have dramatiske konsekvenser for især ældre der ikke får den rigtige opfølgende hjælp (hjemmepleje, optræning o.l.).
Den store belastning, der sker på hospitalerne med problemer som kan løses på et lavere niveau - her foreslået som 21 sundhedsfællesskaber.
Det manglende samarbejde/koordinering der er mellem regionerne -tydeligst eksemplificeret ved at der ikke er koordineret omkring en landsdækkende patientjournal.
Det store underskud der er af kvalificeret personale og det alt for store pres, der er på det eksisterende personale.
Så er der overvejelsen omkring de folkevalgte i regionerne som vi nok gør klogt i at ville holde fast i som borgernes mulighed for at kunne råbe op når der sker urimelige ting i hospitalsregi. Hvis der skal spares på de 80 mio. som politikerne koster årligt, så skal der sikres en anden måde hvor borgerne kan reagere over for urimelige dispositioner/prioriteringer. (eks. en slags ombudsmandsinstituion for sundhedsvæsnet).
Vi skal passe på at gøre vores uenighed med sundhedsreformudspillet større end højst nødvendigt. Der hvor vi for alvor har kant til Løkke-regeringen er på miljø/klima området og det skal fremgå af vores valgkamp.
Vi har forud for udspillet, lavet en del arbejde med tankerne om udspillet. Vi har jo været klar over at udspillet kom i et stykke tid. Så derfor har POFO haft en lille gruppe/udvalg nedsat til at klæde sundhedsordføreren (Pernille) bedst muligt på og sikre at der er bund i baglandet for de udmeldinger der måtte komme fra Alternativet.
Hele debatten omkring Regionsråd, var jo meget tidligt ude på rygtebørsen, så det vidste POFO godt, at det kunne være et muligt forslag. POFO’s holdning var klart, at det er nødvendigt med et lokalpolitisk niveau til at sikre borgernes muligheder for indflydelse på denne betydelige del af den offentlige velfærd. Uden at tage stilling til om Regionsrådene skulle se ud som i dag, var holdningen klart at uden et lokalpolitisk lag ville det svække borgerenes demokratiske muligheder.
Fremover vil næsten 99% af budgettet kunne styres af embedsmænd uden politisk indblanding og alene 1,3% vil blive lagt i Sundhedsfællesskaberne, som vil have kommunale politikere i bestyrelserne.
Der er masser af fornuftige ting i udspillet, også ting som i virkeligheden allerede er besluttet. En af de helt store kritikpunkter må være en meget “optimistisk” financiering af nærhedsprojektet. De 6 mia, som bruges over 6 år er fundet ved dels at omdirigere allerede bevilget penge, samt en overoptimistisk spareøvelse i forbindelse med flytning af opgaver til stat og kommune.
Halvdelen af disse midler (3 mia) skal bruges til at bygge sundhedshuse og altså dermed til mursten og ikke sundhed. Det vil selvfølgelig give mulighed for at levere sundhed fra de nye sundhedshuse, men det giver ikke øget ressourcer til at levere service til borgerne.
Så der er gode ting i udspillet, men der er sandelig også masser at være kritisk over.
Der er stor usikkerhed om det specialiserede handicapområde. Dette er ikke et område, der kan varetages fagligt forsvarligt på kommunalt niveau.
Desuden har stribevis af kommuner jo til overflod demonstreret deres inkompetence og kynisme i sagsbehandling af syge og handicappede - overfor børn såvel som voksne.
Det er dybt bekymrende, hvis der overlades endnu flere opgaver med handicappede og syge til kommunerne.