For et år siden tog jeg skrittet ud af a-kassen og arbejdsløsheden og startede op min enkeltmandsvirksomhed som filmskaber. Det var et svært skrit at tage, fordi der er ingen bløde overgangsordninger eller anden hjælp at få til at komme i beskæftigelse på denne måde.
Nu har jeg brug for at opgradere mit produktionsudstyr for at hænge med i en hård konkurrence og jeg kunne godt bruge et fordelagtig mikrolån eller en tilskudsordning tilfættelagt for sådan nogle som mig. Men efter at have snakket med vækstguiden og vækstfonden om de eksisterende muligheder, så står det meget klart, at dem af os der skaber vore egne arbejdspladser, på ingen måde bliver set af de offentlige organer der ellers har til opgave at støtte erhvervslivet, lige som vi også bliver ignoreret af a-kasse systemet. Jeg tror der er mange som mig, der ikke føler at der er nogen der repræsenterer os politisk da vi ikke er lønmodtagere, og samtidig er for små til at kunne drage nytte af de ordninger der eksisterer for erhvervsdrivende.
Hvis jeg nu ikke får tilstrækkelig med opgaver ind, skal jeg lukke ned min virksomhed for at få dagpenge og overleve. Er der ikke politisk grobund nu for en ny ordning der tilgodeser de små enkeltmandsforetag. 3 ting ville være til stor hjælp. En ordning der gør det mulig for selvstendige at sikre sig en slags minumums-indkomst i de perioder det kniber. Fordelagtige mikronlåneordninger til køb af produktionsudstyr og andet materiel og tilskudsordninger til særlige projekter der skal skabe opmærksomhed om ens virksomhed. Jeg ved at Alternativet interesserer sig for iværksættere og den kreative branche, men er der nogle konkrete tiltag i støbeskeen omkring dette?
Jeg mener det er forkert at bruge vores fælles penge på at støtte enkeltmandsvirksomheder. Jeg mener at mange freelancere og enkeltmandsvirksomhedder undergraver den danske model.
@mkonge: Kan du ikke uddybe? Jeg er ikke intelligent nok til at forstå, hvordan enkeltmandsvirksomheder ligefrem undergraver samfundet.
I min optik, er der flere aspekter i det med at fremme iværksætteri. I det omfang det kun handler om økonomi, som øjensynligt er Andreas’ problem, er jeg enig med Mads Konge i, at fælles midler ikke skal gå til private virksomheder. Men derfor kan det offentlige vel godt kautionere for et lån, hvis virksomheden vurderes bæredygtig.
Men der findes også nyskabende iværksætteri. Ideer, der blot skal have lidt fødselshjælp, for at berige samfundet med arbejdspladser, alternative metoder, eksport osv. Flere steder i landet, er der maskiner til rådighed for designere, kunstnere, hobbyister osv. Hver kommune bør have sådan et værksted med laserskærere, 3D-printer, spåntagende forarbejdning osv. og en ingeniør, der kan hjælpe innovatører fra ide til prototype. Så kan erhvervsrådet hjælpe videre.
Det er også i fasen indtil prototype, at det er sværest at skaffe kapital.
En eksisterende virksomhed, der kun holder ejeren i arbejde, bør være bæredygtig nok til at kunne finansiere sin egen vækst, og bør kun have adgang til kaution under opstart. I princippet bør større virksomheder også selv hensætte midler til nødvendige investeringer, men der kan være andre hensyn, som gør, at man bør hjælpe dem alligevel.
Der kan også være særlige hensyn i forbindelse med enkeltmandsvirksomheder, hvis det f.eks. drejer sig om en kunstner, eller en der betyder noget for lokalsamfundet. Så bliver det bare så abstrakt, for hvem skal vurdere det?
De undergraver ikke samfundet, de undergraver den danske model. Du kan læse om det her: http://cevea.dk/analyse/10-arbejdsmarked/433-stigning-antallet-enmandsvirksomheder
Tak for dit link. Det forklarer din skepsis. Imidlertid synes der at være flere problemer med analysen. Den fokuserer ensidigt på arbejdsgiveres udnyttelse af fleksibel arbejdskraft. Der står intet om, at de fleste selvstændige føler det, der også var den væsentligste grund til at de blev selvstændige, nemlig at de er deres egne chefer og selv tilrettelægger arbejdet. I analysens begyndelse bruges et eksempel med pakkedistribution vha. selvstændige vognmænd. Hvor repræsentativt er det eksempel, når analysen senere kan redegøre for, at 93% af de selvstændige har en videregående uddannelse? Analysen fortæller, at en tysk fagforening har foreslået kontrol med, om selvstændige reelt fungerer som lønmodtagere, men forsømmer at fortælle, at vi allerede har sådan en ordning i Danmark, jvf. http://www.skat.dk/skat.aspx?oId=2064100&vId=0. Endelig skal det medtages, at en del selvstændige faktisk ønsker at arbejde mindre, end de ville kunne ved en fastansættelse.
Der er nok et problem, men det er langt mindre, end analysen fortæller. Jeg ser udviklingen som et symptom på arbejdsmarkedets forandring, snarere end på arbejdsmarkedets sygdom. De nye selvstændige griber de teknologiske muligheder for at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Fleksibiliteten behager arbejdsgiverne, men den går bestemt begge veje. Vi skal også støtte op om enkeltmandsvirksomheder. Hvis der rundt omkring foregår udnyttelse, altså decideret udskiftning af ansatte med freelancere, må vi skærpe kontrollen med de regler, der allerede findes.
Hej Anders. Min bagrund for at være skeptisk over for enkeltmandsvirksomhedder er at jeg selv har været selvstændig, som underentreprenør. Jeg kender også mange der er det, både højtuddannede og kortuddannede. Man kan selvfølgelig godt reducere spørgsmålet til et fleksibilitetønske for både arbejdgiver og tager, og dermed parkere problemet i fagforenings/arbejdsgiversystemet. Men der er også nogle skattemæssige ting der gør at det er uhensigtsmæssigt med en masse små “falske selvstændige” Vi har en lang og god tradition for kildeskat siden 1970, som sikre at pengene kommer i skattekassen. Det er meget lettere at omgå beskatning når der ikke er kildeskat. Jeg ved godt du med dit link til Skat påpeger på at myndighederne er opmærksomme på de “falske selvstændige” men reelt gør de ikke noget ved det. Derudover kan du lovligt som “falsk selvstændig” have 4 “kunder” hvor du reelt levere en ydelse som du lige så godt kunne være ansat til (du kommer kun med dit hoved, dine arme og ben, evt bil, pc) og Skat kan ikke gøre noget ved det.
Hej Mads, og hvem der måtte følge med. At være en enkeltmandsvirksomhed med fire kunder, er ikke at være en “falsk selvstændig”. Det var beskrivelsen af mig selv i mange år. Det er svært at forestille sig, at nogen kan få fire små deltidsstillinger til at hænge sammen, og hvis virksomhederne kun har brug for den viden og ekspertise nogle få timer om ugen, er det alligevel ikke nok til at oprette en deltidsstilling. De fleste har efterhånden erkendt, at industrisamfundet er fortid, og at det nu drejer sig om viden. Den moderne industri har ikke så meget brug for arme og ben, som for viden, og der er ikke nogle få ansatte, der besidder den nødvendige viden. Den må hentes i rette doser hos freelancere. Det er sandt, at vi har en lang og god tradition for kildeskat, men er det ikke konservativt, at hylde traditioner og et gammeldags syn på arbejdsmarkedets sammensætning? Måske er det på tide, at tænke alternativt. Måske bør skatten på arbejde flyttes over på forbrug, ejendom og forurening? Det vil også reducere den væsentligste kritik af UBI. Der vil altid være behov for fastansatte og regler, der beskytter dem, men der er også et voksende behov for fleksibel og dosérbar ekspertise i små mængder.
Jeg erkender, at problemet med “falske selvstændige” er reelt, men mener også, at det er evident, at analysen overdriver problemets størrelse. Det er rigeligt, hvis SKAT (der rigtig nok reelt ikke gør noget ved det), faktisk tvangslukker falske virksomheder, eller - endu bedre - formidler konverteringen til ordinær ansættelse.
Vi skal fremme videnssamfundet og lægge det konventionelle syn på arbejdsmarkedet bag os. Ergo skal vi fremme og støtte enkeltmandsvirksomheder.
Hej Anders. Det virker til jeg får svært ved at overbevise dig 
Men hvad er det ved et CVR-nummer det gør det lettere at “servicere” 4 arbejdspladser, end hvis du bare var timelønnet 4 steder? Der bliver jo ikke flere timer i døgnet af at skrive regninger. Jeg har iøvrigt selv været selvstændig på den måde. Så jeg har en del erfaring som selvstændig
Det er rigtigt! Det er ikke spor lettere at være virksomhed, end at være timelønnet fire steder. Tvært imod. Det er kun lettere for arbejdsgiveren. Men det gør vel en vis forskel ved markedet? En freelancer opsøger aktivt mulighederne, eller skaber et behov hos mulige kunder, mens timelønnere sidder passivt og venter på, at behovet opstår hos en anden arbejdsgiver, og forhold og løn er bedre. Den samlede mængde af arbejde og produktion bliver vel større, hvis flere tager initiativ? Tror du ikke, at det er godt for arbejdsmarkedet, hvis blot man kan styre uden om misbruget? Jeg tror, at det er misbruget, der bekymrer dig, men bør det ikke løses i systemet i stedet for hos borgeren?
Hej Anders og Mads. Tak for at i svarer på mit indspil, men jeg synes at samtalen er kommet langt væk fra det jeg ønskede at diskutere. Lad mig tage udgnangspunkt i min branche, filmbranchen. For rigtig mange typer jobs så er fastansættelser nærmest ikke-eksisterende i dag. Det vil sige at mange af os er ufrvillig selvstendige. Den eneste mulighed vi har for at drive med vores fag, er at få et cvr-nummer, men det betyder ikke at vi ikke hellere ville haft en fast arbejdsplads. Årsagen ligger nok i at virksomhederne foretrækker at den fleksibilitet og det fravær af ansvar der følger med at hyre ekstrem arbejdskraft. Det er dog også værd at nævne at praktikanter sansynligvis løser mange arbejdsopgaver for virksomhederne gratis: det vil sige staten sponsorerer praktikanter for virksomheder, med den konsekvens at freelancerne får mindre arbejde og bliver præsset på pris, måske skulle man også kigge lidt på det.
Min situation lige nu er at jeg tjente 140 000 på min virksomhed sidste år og at jeg hele tiden står i fare for at måtte lukke den ned og gå over til a-kassen igen. I så fald er jeg tvunget til at komme af med alt mit udstyr således at muligheden for at fortsætte som freelancer på B-honorar mens jeg er på a-kassen også forsvinder. Jeg er ikke dårlig til mit arbejde og jeg tror på at det kan lykkes over tid. Det er bare et meget hårdt market.
Jeg føler at jeg er del af en gruppe der er blevet helt glemt i den danske politiske debat om arbejdsmarkedet. Freelancere sorterer under virksomheder, men jeg føler at jeg har langt mere til fælles med andre lønmodtagere end jeg har med almindelige virksomheder. Hvordan kan sådan nogle som mig få lidt hjælp og tryghed til at komme ordentlig igang så vi kan holde os ude af arbeidsløsheden?
Her er der brug for den type nytænkning som Alternativet står for. Måske er der brug for en helt ny kategori, et sted mellem virksomhed og lønmodtager, hvor der er løsninger der gør det nemmere for freelancere at komme på a-kassen i perioder hvor der ikke er noget at lave og tilbyde kurser og opkvalifisering til os også, ligesom almindelige arbejdsløse får. Løsningen kunne været forbehold virksomeder med små omsætninger eller der er nyopstartede.
Det vil da også være rigtig fedt at gøre noget for at vende udviklingen og lokke virksomhederne til at gå tilbage at foretrække fast-ansættelser. En god pisk kunne være at begrænse omfanget af praktikanter og lønstilskud (stats-santioneret lønstrykkeri rettet mod selvstendige) men der nok også brug for en gulerod.
Så til sidst, en kommentar omkring dette med at bruge vores fælles penge på enkeltmandsvirsomheder. Nu bruger vi vores fælles penge på at sponsorere arbejdskraft til virksomhederne (praktikanter og lønstilskud). Praktikanterne er tit dyktige folk der er værd meget mere end en mindsteløn og som findes sig i at blive underbetalt og udskælt fordi de håber på en fastansættelse. Det får de næsten aldrig. Samtidig bidrager de at oprætholde dette system der undlader at oprette rigtige arbejdspladser. Vi bruger også mange penge på at subsidiere arbejdsløse på a-kassen hvoraf mange måske ville foretrække at prøve sig som selvstendig hvis der var noget mere sikkerhed omkring det. Skal vi ikke prøve at imødekomme det? Og er det ikke en god sag for Alternativet at komme med et alternativt løsningsforslag til det?
Hele princippet med skattereglen er vel i grunden også forkert? Den straffer jo borgeren i tilfælde, hvor arbejdsgiveren udnytter en falsk selvstændig. Så samtidig med at borgeren i forvejen er underbetalt, kommer SKAT efter ham, og siger, at han ikke kan trække noget som helst fra fordi han reelt er lønmodtager. Nedtur. Det burde være arbejdsgiveren, man kom efter.
Hej Anders. Hva synes du man kan gjøre for freelancer-klassen? Er du enig i det problemet jeg stiller opp? Hva kan politikerne gjøre?
@andreasahston: Jeg tror du har ret. Man må se freelancere som en gruppe for sig på arbejdsmarkedet, og bygge særlige regler op omkring det. Dilemmaet omkring praktikanter er interessant. Jeg mener vel, at princippet bør være, at i det omfang arbejdsmarkedet kan passe sig selv, skal samfundet ikke putte midler i det. Samfundet har bare desværre brug for praktikpladser, så det må prøve, at hjælpe dem på vej. Og det er ikke engang nok. Løntilskud-ordningen er for at få ledige i arbejde. Det er nok ikke den rigtige måde, at skaffe arbejdspladser på. Så i stedet for også at støtte freelancere, bør man fjerne løntilskudsordningen.
Det løser dog ikke dit problem. Jeg støtter ideen om UBI - populært; Borgerløn -, og hvis man samtidig flytter skatten væk fra arbejde og over på grundskyld, forbrug og forurening, bliver det meget lettere at være deltidsfreelancer, eller deltids timelønner for den sags skyld. Har en freelancer behov for kapital til opstart eller for at kunne følge med, mener jeg at samfundet ikke skal strække sig længere, end til at kautionere. Freelanceren beholder jo selv ejendomsretten til udstyret, så freelanceren må også selv punge ud.
Hej Anders. Tak for dit svar. Det ville være rigti interessant at begynde at se freelancere som en særgruppe der hverken er virksomhed eller lønmodager og se om man kunne finde måder at få det til at fungere bedre på.
Jeg køber dog ikke din påstand om at samfundet har brug for praktikpladser. Det er jo rigtig nok at praktikpladser er normen lige fra virksomheder til de politiske partier, men det er og forbliver ubetalt arbejde og det bliver udnyttet på måder der utvilvsomt koster samfundet rigtige arbejdspladser. Det vil jo sige at vi alle betaler penge for at virksomheder kan få gratis arbejdskraft således at de ikke behøver hyre nogen, samtidig som vi bebrejder de arbejdsløse at de ikke kan finde et arbejde. Det giver ingen mening og jeg tro at den eneste grunden til at vi tolerer det, er at det er blevet så institutionaliseret at ingen vil tage kampen op. Det er dessuden også et konkurrence-problem. For hvordan skal jeg som ensom freelancer kunne konkurrere mod en virksomhed der har 2-3 gratis praktikanter til at hjælpe sig med de samme slags opgaver?
Hvordan skal vi uddanne nye folk, hvis vi ikke sikrer praktikpladser? Måske skal vi bare finde en anden måde, at få praktikpladser på, end ved at give praktikanterne penge med? Måske skal alle mestre i virksomheder af en vis størrelse ved lov tilbyde at være mentor for en praktikant. Så vil der nok blive for mange praktikpladser, og så kan praktikanterne vælge de bedste.
Det lader til at vores skriveri herinde er underordnet. Der er en anden og for mig ukendt vej, til indflydelse på hvad politikken skal handle om.
Jeg er stadig optimist. Det kan jo være, at politikken er under udvikling hele tiden, så vi påvirker næste generation af pakken. Men du har ret i at vejen til indflydelse er uoverskuelig. I sin iver for at inddrage medlemmer i processen, har Alternativet etableret så mange scener, at det er svært, at bevare overblikket. Måske har du ret - måske er debatten her mest for sjov. Måske er det kun vejen POLAB, efterfølgende forslag med 20 støtter, efterfølgende behandling i politisk forum, der er brugbar? Vi får at se de næste par år.
Hov, der var den jo. Lige det jeg havde ønsket mig. Tak til Alternativet og håber det går gennem.
http://politiken.dk/indland/politik/ECE3146913/alternativet-vil-sikre-faerre-forhindringer-til-ivaerksaettere/
Hej , Jeg har haft egen virksomhed i ca 13 år nu - lever stadig et mådeholdent liv som dengang jeg var arbejdsløs børneteaterskuespiller, og konstant var på støtten, med små jobs her og dér i teaterverdenen, hos teatre, som meget sjældent havde råd til fuld løn og slet ikke tale om fastansættelse.
En jævn årlig indtægt på ca 70-80.000,- før skat - Ja, det er det jeg personligt lever af og betaler børnepenge af osv.
Nu har jeg min egen virksomhed, som kunstner, bygger store klatre-skulpturer til offentlig anvendelse. Og det går bedre og bedre igennem årene, og har indimellem brug for en ekstra hånd. Foretrækker helt klart at hyre folk med egen virksomhed ind, for mine egne opgaver har ikke et konstant flow. Bruger det meste af min indtægt til at udvide virksomheden: Jeg har købt en billig erhvervsgrund i udkantsdanmark, bygger hus selv med billige materialer osv.
Jeg synes lidt det er urimeligt at så snart man har lidt vind i sejlene efter mange mange års hårdt arbejde, så er man pludselig “Arbejdsgiver” og skal sørge for alting for “Lønarbejdere”. Jeg har haft en par stykker på besøg, også folk i jobtræning, men jeg må indrømme at det ikke er hvem som helst, som kan fungere i dén måde jeg driver virksomhed på; Passioneret, visionært, hårdt arbejde og godt humør selvom timerne godt kan strække sig langt ud over 7.5 timer dagligt, når der er et stort job som skal gøres færdigt - så kræves der en helt anden mentalitet på holdet.
Dette vil blive mit indspark: Iværksætteri handler for mig om en fighter ånd, et visionært drive og en særlig evne og lyst til at stå distancen, og skabe noget fedt. At der er nogen som bruger “systemet” til at snyde sig igennem til nogen goder eller skattefordele, det siger mig ikke så meget, og den slags typer ville aldrig få en plads hos mig.
Hvis man skulle gøre noget i “systemet” , skulle man kigge på motivationen, ideerne bag, og især mennesket bag en iværksættervirksomhed, for at finde ind til hvad der kan hjælpe eller støtte i en opstartsfase.
Jeg havde selv et meget svært opstart. Levede af stort set ingenting, arbejdede 12-14 timer hver dag, boede og sov i et uisoleret værksted i flyverdragt med hue og vanter om natten om vinteren.
Men jeg brændte voldsomt for det jeg byggede, og mine kunder fik stor respekt for kvaliteten og mit formsprog, og langsomt gennem årene forstod jeg hvordan jeg kunne håndtere økonomien, byggeprocesserne, kundernes forventninger osv på en måde så min likviditet blev bedre og bedre.
Jeg kan se det begynder at tage form nu, 10-13 år senere, med store jobs i udlandet og behov for medarbejdere / ansatte. Men jeg bryder mig ikke om den attitude, at nu er jeg “Arbejdsgiver” og forventes at sørge for en “forkælet lønmodtagers” behov for tryghed og fast arbejde, lønkrav, feriekrav, social sikring osv. Der er noget helt grundlæggende her, som handler om den enkeltes attitude, om at have lyst til at yde, engagere sig og deltage i dét der bliver skabt.
Jeg overvejer at ansætte en person eller måske to, og så selv træne dem op i den ånd jeg har beskrevet, så de ender med at blive knalddygtige og specialister i det vi laver. Hvilket også i min optik er hvad der skal til for at slå igennem på markedet - men det skal være den rigtige type.
Og jeg får et problem, når jeg ikke har opgaver inde i flere måneder af gangen. Hvad så?
Finder de selv jobs andre steder, indtil jeg har noget igen, eller bliver de selvstændige, og bygger deres egen virksomhed op, evt. på baggrund af hvad de lærer hos mig?
mvh Hans Henrik
Til Andreas vil jeg tilføje, at jeg oprindeligt ikke tog nogen lån, men istedet brugte meget energi og research på at finde ud af hvordan jeg kunne arbejde med få midler og beskedne værktøjer, og få noget “særligt” ud af det. Jeg håber du forstår hvad jeg mener - det er noget med at være kreativ og undgå konventionelle løsninger, som jo allerede vejer tungt i en kundes indre landskab og forventninger.
I stedet foreslog jeg ukonventionelle løsninger - som jeg kunne udføre med de begrænsede midler jeg havde - men som alligevel ikke gik på kompromis med en oplevelse af kvalitet og originalitet.
Med tiden sparede jeg så op til gradvist bedre og bedre udstyr, og fik samtid - uden egentlig at ville det - et ry i mine kunders bevidsthed som en unik håndværker / designer / kunstner - jeg kunne lave noget som ingen andre lavede … Jeg havde dengang stort set ingen konkurrence. Og det tyder på jeg stadig ikke har det. Formlen er stadig den samme: Hvordan kan jeg få absolut mest muligt ud af så få midler som muligt.
I dag kan jeg lave et job til en million kr. med materialer for ca 30-40.000,- (excl arbejdsløn og drift)
Maskinernes værdi er ca 30.000,- samlet set, og jeg er konstant på udkig efter nye ideer.
Dette er naturligvis baseret på en udvikling og innovation som har stået på i mange år.
Jeg håber det kan inspirere dig ?
mvh Hans Henrik