Stem på spidskandidat og øvrig rækkefølge til Europaparlamentsvalget - Her i Nordjylland

Er du forhindret i at deltage til det ekstraordinære landsmøde d. 8. september? Afgiv din stemme lokalt og lad din mening blive hørt

Kære medlem af Storkreds Nordjylland

Denne mail er for dig, der ikke har mulighed for at deltage til Alternativets ekstraordinære landsmøde d.8. september – men som gerne vil være med til at vælge Alternativets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, og rækkefølgen for vores kandidater på opstillingslisten.

Vi ønsker, at det skal være så nemt som muligt at deltage i de demokratiske processer i Alternativet. Derfor har vi muliggjort, at du kan afgive din stemme lokalt i storkredsen til landsmødets beslutninger. Det håber vi, at mange har lyst til, for jo flere vi er, jo tungere vejer vores beslutninger, og jo bedre bliver de.

Det ekstraordinære landsmøde afholdes med henblik på at vælge Alternativets spidskandidat til næste års Europa-Parlamentsvalg. Herudover skal der stemmes om, i hvilken rækkefølge vores kandidater skal fremgå på opstillingslisten. Du kan læse mere om det ekstraordinære landsmøde via nedenstående link, ligesom du her kan finde opstillingsgrundlag og præsentationsvideoer for vores kandidater til Europa-Parlamentsvalget: https://alternativet.dk/aktuelt/nyt/ekstraordinaert-landsmode-2018

Nedenfor kan du læse, hvad du gør, hvis du gerne vil deltage i beslutningerne, men ikke kan deltage på selve landsmødet.

Hvordan stemmer jeg lokalt?

Du kan stemme to steder i Nordjylland:

I partilokalet, Vesterbro 57, 9000 Aalborg, torsdag den 6. september fra 16-18 (samtidigt med Torsdagscafe).

I Skørping, Galleri Zimmerart, Purkervej 1, 9520 Skørping, onsdag den 5. september fra 17-20.

Når du ankommer, vil du blive tildelt et valgkort med det ekstraordinære landsmødes to afstemninger. Det ene er til valget om spidskandidat, det andet til vores kandidaters rækkefølge på opstillingslisten.
Når din stemme er afgivet, vil den blive videregivet til stemmetællerne på landsmødet – og du vil have deltaget i vores interne demokratiske proces i Alternativet

Vi håber på at se mange af jer.

Har du spørgsmål til ovenstående, svar endelig på denne mail.

Grønne hilsner
Storkreds Nordjylland