Jeg har lige genfundet Jürgen Habermas “Borgerlig offentlighed” i forbindelse med en samtale om ikke-offentligt tilgængelige magtstrukturer, som bl.a. finansministeriets magtudøvelse. Jeg fandt også et godt link - Turbulens | NYE OFFENTLIGHEDER - hvor Jørn Loftager bl.a. siger følgende:
“Mens magthaverne tidligere søgte at legitimere deres beslutninger med henvisning til en særlig (religiøs) indsigt i naturens orden, er det nu det offentlige ræsonnement, der bliver den basale kilde til legitimitet.”
I den forbindelse talte vi om citatet “Det bedre arguments ejendommeligt tvangsløse tvang”, som netop stammer fra Habermas, og som jeg synes er relevant for debatten om en ny politisk kultur.
Når man diskuterer en sag, så synes det oplagt, at man forholder sig til sagen, og ikke retter kritik mod individer. Formålet med en åben dialog må være at belyse en sag, hvorfor det er rimeligt at høre, hvad de forskellige deltagere har at sige om den. Det handler derfor ikke om at ekskludere eller nedgøre nogen, eller sagt på en anden måde, at dyrke sin personlige sympatier eller antipatier i den forbindelse.
Men selv om dette synes oplagt, så er virkeligheden ofte en anden. Mennesker er ikke blot rationelle væsner, men også styret af følelser, ofte mere, end vi selv er klare over. Historisk kan vi se, at der har været mange måder, man kan forholde sig til menneskelige følelsers forstyrrende indflydelse på rationelle processer. Der findes et hav af styreformer, hvor sociokrati må siges at være en af de mindre kendte. Fællestræk ved sociokrati og demokrati er, for så vidt jeg kan se, en immanent legitimering, altså, at det er deltagerne selv, der bestemmer spillereglerne for magtudøvelsen.
Men det er ikke helt ligegyldigt om man diskuterer med vennerne eller partifæller, eller om man sidder i en virksomhedsbestyrelse eller i forhandlinger i en regering. Dialogformen udformes forskelligt alt efter, hvem man diskuterer med eller hvad formålet er.
Man kan altså anlægge forskellige kriterier for, hvad der er relevant for en diskussionsform eller en styreform alt efter, hvad emnet er og i hvilket forum, diskussionen eller styringen foregår.
Habermas retter opmærksomheden især mod åbenheden, at alle kort lægges på bordet, og alle har en offentlig og ligeværdig adgang til de relevante oplysninger. I så fald må det være argumenternes kvalitet - altså gyldighed - være afgørende for argumenternes vægt i diskussionen. Det er vel et meget rimeligt og sagligt standpunkt. Desværre er, som sagt, virkeligheden ofte en anden, netop fordi der kan være mangt og meget, der spiller ind.
Finansministeriets konklusioner og anbefalinger, for nu at tage et aktuelt eksempel, udspringer ofte af forudsætninger, som almindelige mennesker ikke har en kinamands chance for at følge med i. Ministeriets computermodeller, ADAM og DREAM, fodres med tal og statistiske oplysninger, samt ideologiske forudsætninger, som borgerne ikke har en ligeværdig mulighed for at bedømme. Alligevel tvinges alle til at acceptere de konsekvenser disse beregninger har for de politiske prioriteringer, som styrer samfundets udvikling. Kritik bliver affejet med påstanden om “den økonomiske nødvendighed” som et fait á complit.
Det er denne følelse af at få trukket noget ned over ørene, der virker truende på sådanne nogen som mig; følelsen af, at ”de kloge eksperter” allerede har afgjort sagen i alles interesse. Det er især foruroligende, når det gang på gang viser sig, at mine – og andres tilsvarende – fornemmelser har været velbegrundet, og at det er særinteresserne, og ikke fællesinteresserne, der er blevet plejet.
Jeg er i tvivl hvor mit indlæg hører hjemme, for det drejer sig om dialogform og politisk udvikling, men også om økonomisk politik, arbejdsmarkedet, de sociale vilkår og miljøet – ja, det hele på én gang! Vækstfilosofien udformes af den neoliberale ideologis indbyggede logik, men den begrunder netop tiltag, som nedlæggelse af randzoner i landbruget, for at forøge produktiviteten. Det griber ind i mange dagsordner på én gang, og det er svært at formidle i en kort og læsevenlig form.
Jeg håber læserne vil bære over med mig, og at der er nogen, der har lyst til at kommentere på mit indlæg på trods af, at det er kompliceret stof.
