Småbørnspolitik

Kære alle

Vi er på vej med polaer omkring småbørns politik. Meget af den dialog vi har handler om fremtiden og her bliver børnene nævnt. Samtidig kan vi se at der er en stor del børn som ikke får det optimale ud af deres ophold i vuggestuer og daginstitutioner (Måske en underdrivelse. Der er mange eksempler på decideret mistrivsel)

Planen er at starte med diskussion her og på facebook.

Første POLA den 27 august i Sorø (hvis vi kan samle nok)

Et diskussionpola mere og derefter bruge Flydende demokrati formen til at kvalificere og udkrystalisere konkrete forslag.

Byd ind, vær med, kom glad :slight_smile:

Spændende initiativ. Vil godt høre, om det er et nationalt eller lokalt initiativ?
Da du har en meget spinkel præsentation her på AlleOS kan jeg ikke se din baggrund. Jeg tillader mig derfor at linke til den gældende ministerielle Vejledning om dagtilbud m.v. https://www.retsinformation.dk/pdfPrint.aspx?id=16857 som er meget god at have i baghovedet, når arbejdet går i gang.
Vejledningen sætter, på godt og på ondt, ret klare rammer omkring kommunalbestyrelsens og dagtilbuddets opgaver. En af kommunalbestyrelsens hovedopgaver er f.eks. at formulere en sammenhængende børne- og ungepolitik (kapitel 5), og at fastsætte konkrete mål og rammer for dag-, klub- og fritidstilbud og sikre at disse tilbud medvirker til udmøntningen af børne- og ungepolitikken (kapitel 6).
Du nævner at metoden Flydende Demokrati eventuelt vil blive taget i anvendelse i processen. Da jeg kun har læst om metoden, men ikke har nogen konkret erfaring kunne jeg godt tænke mig at blive klogere. Jeg håber derfor du vil have ulejlighed med at beskrive lidt om den metode og den teknologi du påtænker at bruge. På forhånd tak :slight_smile:

1 Like

Vi tænker det som Alternativets politik for småbørn. Så det må være et initiativ for hele verden :slight_smile:

Der har været en del dialog allerede på denne facebook side - blandt andet at jeg burde skrive noget her også.

https://www.facebook.com/groups/476587822535092/

Ideen er opstået på baggrund af mange års frustration med især vuggestue området. Der har gentagne gange været eksempler på at området bliver nedprioriteret og at kvaliteten simpelthen ikke er god nok.

De emner vi har berørt ind til nu er:

Det er vigtigt med tryghed for barnet i de første år - det kan komme fra forældrene, men nogle af forældrene er måske ikke de bedst egnede, så den nødvendige tryghed kan (skal) gives af andre.

Vi har godt nok vuggestuer nu, men der er nogen, som mener, at det er en helt forkert måde at starte livet på. Det bør i deres øjne være et familieanliggende (Det blev kaldt industriproduktion af børn)

Vi vil gerne sætte nogle rammer og samtidig gerne slippe pædagogerne fri til at gøre et godt stykke arbejde.

Vi vil gerne slippe forældrene fri, men samtidig også gerne undgå at forældre der ikke er egnede får børn uden hjælp til at få dem godt ind i livet. Der er også tale om, at forældre bør lære noget om godt forældreskab.

Vi vil gerne have, at det er muligt at være flere om at passe ungerne i den første tid. Nogen taler om, at der skal være pligt til at gå på fælles barsel.

Så er der famliepolitik. Hvad hvis der ikke er en far? Eller hvis der ikke er to forældre? Eller hvis man som kvinde gerne vil hurtigt tilbage til sit karrierejob? Mulighed for at gå ned i tid for at passe sit eller andres barn er også nævnt.

Bedre normeringer. I vuggestuerne kan vi både tale normeringer men også ledelse og faglig kvalitet. Det er ikke altid at penge virker i sig selv.

Måske skal der være en kønspolitik i vuggestuerne, så der er mere ligelig fordeling. Evt. med løntilskud?

Der er også en bredere diskussion om bo og familie former. Storfamilier, bo-fællesskaber, kollektiver, singler der hjælpes ad osv.

Med hensyn til Flydende Demokrati

Flydende Demokrati er en metode vi eksperimenterer med. Den har rigtig gode chancer for at blive en god metode for os. Processen kombinerer direkte afstemninger med tildeling af mandat i forhold til det specifikke forslag/emne. Det er samtidig en mulig organiseringsform, der baserer sig på tillid, nærvær og ansvar - på sigt kunne jeg godt se Alternativet bruge flydende delegering som en måde at organisere os på.

Du kan se mere her fra vores test af systemet https://vimeo.com/156478858

Metoden kræver nogle konkrete forslag som vi kan tage stilling til og delegere i forhold til. Det har som alle andre systemer også nogle svagheder - det er ikke så godt til den åbne dialog (men det kan vi vist godt i forvejen) og så skal der være nogle runder hvor vi kigger på sammenhænge med andre politiker og evt. konsekvensvurderer forslag, før de kommer til politisk forum.

Det er en god ide at bruge vejledningen/lovgivningen som debatoplæg og som basismodel for det vi gerne vi konstruere ud af vores værdier og diskussioner. På den måde bliver det mere konkret, når vi skal tale sammen, og tale med andre partier om vores ideer.

@Jesper,
Tak for dine meget uddybende svar på mine spørgsmål.
Jeg vil starte med at stille dig et nyt: Er du bekendt med adjunkt og ass. professor på Professionshøjskolen UCC Mie Plotnikofs PhD om samskabende styring i den offentlige sektor?

Det er du selvfølgelig ikke; men jeg havde oplevelsen og fornøjelsen at være dybt involveret i hendes PhD, da “min” kommune: Frederikssund var den ene af de to kommuner (Ballerup var den anden) som lagde “krop” til Mies forskning, som netop handlede om Samskabelse i kommunale dagtilbud…

Jeg kan ikke lade være at tænke at Mies forskning, kunne være relevant for jeres arbejde med udvikling af Alternativets småbørnspolitik hvorfor der her et link til CBS’s annoncering af Mies PhD forsvar, som i sig indeholder et link til selve hendes PhD http://www.cbs.dk/pressen/arrangementer/phd-forsvar-mie-plotnikof

I en politisk organisation, hvor fagkultur kolliderer med den politiske kulturs nødvendige økonomiske politik er samskabelse et seriøst middel til at kvalitetsudvikle et område, som f.eks. dagtilbudsområdet. Men samskabelse uden styring, og uden klare aftaler mellem de forskellige parter i samskabelsen risikerer at gå på grund på et skær af mistillid.
På 0-3 års området, er barnet oftest i vuggestue i ca 2 år - efter barsel og inden overgang til bøha. I takt med barnets sproglige udvikling, vil det være naturligt at inddrage barnet i samskabelsen, en proces som fortsætter og udvikles i børnehavealderen, og bør være en selvfølge i skolealderen. Men at medinddrage barnet i samskabelsen og samtidig slippe politikerne løs i dagtilbudene på egen hånd uden forvaltnings- og ledelsesguide stiller krav til alle parter. Krav om at vise og at leve op til tillid.
Jeg vil også nævne, at både børns, deres forældres og dagtilbudsmedarbejdernes deltagelse i samskabelsen sker på den præmis, at politikerne, der jo jf. lovgivningen har ansvaret for alt hvad der sker i det enkelte dagtilbud, bliver udskiftet ved næste valg med nogle, der måske ved hvad deres ansvar er, men som måske er helt uvidende om hvad samskabelse er for noget. I de situationer - eller når der skiftes ud i børnegruppen - er der risiko for, at tabe ganske mange aftaler på gulvet, hvis der ikke mindst et sted i systemet omkring dagtilbudene er nogen der holder meget fast i at ville samskabelsen.
Alt det og meget mere handler Mies PhD om, og hun har sendt mig links til to artikler, som er baseret på hendes PhD og som i kortere form forklarer og uddyber hendes iagttagelser og anbefalinger.

Artikel nr. 1 Letting go of Managing? Struggles over Managerial Roles in Collaborative Governance , og

Artikel nr. 2 Negotiating collaborative governance designs: a discursive approach

Jeg håber du/i kan finde anvendelse for Mies forskning. Mie er på FB.

Småbørnspolitik i en pædagogstuderendes synsvinkel!

Jeg har fulgt debatten på Facebook gruppen Småbørnspolitik, hvor vi har diskuteret forslag til Alternativets kommende politik på området.

Med al respekt for dem der har stået for gruppen, og de deltagende debattører, har jeg her prøvet at formulere nogle betragtninger jeg har gjort mig i de sidste måneder.

Som ganske ny i faget, har jeg været i et forum, hvor der bliver kastet rundt med titler, mange års erfaringer, og hvilke bøger man har skrevet, for at bevise sin ret til at deltage i debatten. Det er selvfølgelig rart med eksperter, men jeg tænker, at det afskrækker andre fra at deltage i debatten. Andre som står i børnehaven hver dag, eller har børn i børnehaven, og som er direkte berørt at den politik, der bliver ført i dag. Det er altså en facebookgruppe, der måske uden at ville det, er blevet præget af akademisk autoritet. Jeg har stor respekt for de mennesker der har deltaget i debatten, men jeg ser ikke så mange pædagoger og forældre i debatten, derfor vil jeg pege på det som et problemområde.

Jeg har i løbet af det forgangne år på min uddannelse lært mange begreber for mit arbejdsområde. OAS (oplevelsen af sammenhæng), NUZO (nærmeste udviklingszone), det fælles tredje osv. Men et af de vigtigste begreber jeg har lært ude i praksis er ”Hjemmeblind!” Dette betyder, at man bliver blind over for egne fejl. Man kan ikke se de dårlige vaner man har tillagt sig eller se en helt logisk løsning på et problem, fordi man har sat sig fast på en bestemt metode. Med det in mente, vil jeg gerne opfordre til at tage studerende eller andre nye ind i debatten, som ser feltet med friske øjne.

Og så mangler der, det vigtigste begreb: tillid! Jeg synes dialogen har været i en god tone, og tak for det til alle, men har vi virkelig tillid til hinanden? Eller maser vi bare på med vores egne holdninger? (Bemærk jeg skriver vi, for jeg er bestemt ikke bedre end andre.) Tillid mellem pædagoger, forældre og politikere. Tillid til at vi alle vil det bedste for børnene. Hvis vi skal lytte til hinanden, er det vigtigt vi får etableret tillid først, for at være åbne over for det input der kommer.

Derfor har jeg dette input til det kommende POLA den 27. August.

  1. Skab et forum hvor titler er underordnede. Alle har ret til at være der og have en holdning.
  2. Sørg for at alle grupper er inviterede til at deltage. Eksperter, forældre, pædagoger, politikere, seminarielærere og studerende mv.
  3. Start med at finde de fælles positive intentioner for debatten.

Jeg har tilladt mig at dele invitationen til pædagoger, lærere på seminariet og BUPL.

Med venlig hilsen Mette Øllegaard

2 Likes

Jeg mener, at de vigtige spørgsmål drejer sig ikke om normering m.m… De drejer sig helt grundlæggende om, hvorvidt småbørn (og børn - voksne - gamle) trives i et samfundssystem som det nuværende. Der er rigtig mange tegn på, at det gør hverken store, eller små medborgere. For småbørn ville det være relevant at spørge om følgende:

  • Er det godt, eller skidt at børn kommer så tidlig på institution, at de igennem deres opvækst overvejende passes af professionelle og at de er på institution i så stor en andel af deres barndom - i stedet for at være mere sammen med deres forældre - og sammen med andre børn under “ikke-institutions” forhold?

  • Er det godt eller skidt at børn så tidlig og så meget udsættes for elektronisk - / mediers påvirkning - og for lidt af naturen?

  • Hvordan reagerer de på, at deres forældre er presset mht. nærvær i den tid, som der så er tilbage?

  • Hvor meget og hvor tidlig skal vi blande os, når vi kan forudse / opdager, at en familie ikke magter at give sit barn gode opvækstvilkår? Er det barnets - eller forældrenes retssikkerhed, som skal stå i centrum?

Det er vigtigt at få stillet de her grundlæggende spørgsmål. Hvis ikke vi gør det, så kommer vi måske til bare at ændre detaljer ved et system, som har grundlæggende fejl.
Mange hilsner, Armin

3 Likes

Tilmelding til første POLA om Småbørnspolitik sker via Billetto - følg dette link

1 Like

Debatten må vel handle om Hvad er det gode liv? I denne sammenhæng hvad er et godt liv for småbørn ? Hvad er det for vilkår vi ønsker for børns opvækst. I familien og i institutionerne.
Som jeg ser det, kan det blive en del bedre, hvis vil vil?
Håber polaer om emnet kommer flere steder i landet, så det kan blive grundig drøftet.
Ruth Johnsen

1 Like

Ruth Johnsen. Det er et godt spørgsmål du rejser her, for hvad er det gode børneliv? Dette link viser, at der også kan være problemer med, at bryde den sociale arv, selv om barnet også får et godt liv. Omskrevet handler det vel også om, at forbedre de genetiske forudsætninger ved, at betragte hele samfundets kultur som en vigtig del af det gode børneliv.
http://www.ramboll.dk/medier/rdk/borns-tidlige-udvikling-og-laering-i-dagtilbud#.V6zTQqIJO90.facebook

1 Like

Hej Armin.

Det er svært at argumentere for og imod institution.

Nogle af argumentationerne imod institutioner, er at børnene har bedre af at være sammen med forældrene. Det kan godt virke skræmmende at det er professionelle “passere” der tager sig af børnene. Men de gør nu så meget mere end bare passe dem.

Man kan modargumentere med at forældrene skal på arbejde for at tjene penge, så de er ikke i stand til at passe børnene pga tid. Man kan også modargumentere med at det ikke er alle forældre der har så mange psykiske og sociale ressourcer, selv om de har tid til børnene, og børnene derved når en højere kvalitet af socialisering i institutionen med andre børn, end de ville derhjemme.

Et argument for at børnene skal i børnehave er at de der lærer at være en del af vores samfund som er meget institutionaliseret både i skolevæsenet, men også på de fleste arbejdspladser. De lærer at samarbejde og færdes i sociale miljøer som er uden for hjemme. Det kalder man dobbelt socialisering. Man kan argumentere imod dette, hvis man mener at samfundet skal ændres og at familierne skal indgå i andre sociale fællesskaber, hvor man fx. lever tættere med hinanden.

Et spørgsmål jeg finder relevant, er hvornår børnene skal i institution? Idag kan de starte i vuggestue ca. fra de er 9 måneder. Er det for tidligt? Det kommer an på om forældrene er gode til at passe barnet, hvis de ikke er, er det måske for sent.

Men hvis vi forestiller os, at vi en dag får gennemført den 30 timers arbejdsuge, så vil forældrene have mere tid og overskud til børnene. Det kunne være en del af en løsning.

Kh Mette

2 Likes

Småbørnspolitik Pola2_v1 (Irene Vissing).pdf (4.7 MB)

Halløj - vi er klar til næste omgang dialog og snak om småbørn. I den forbindelse har vi så også lavet en invitation som pdf. Du kan gøre godt ved at sprede den :slight_smile:

Gode hilsner Jesper

Glæder mig til POLA i Roskilde omkring småbørnspolitik på tirsdag. Selv har jeg primært en psykologiske - pædagogisk vinkel på debatten, men her er en økonomisk med et meget interessant budskab.

Artiklen er fra Politiken d.2.9.(skrevet af journalist Mette Guldagger):

Ideen er over 200 år gammel, basalt set er den nærmest præhistorisk. Man har en fornemmelse af, hvad det betyder for et barn at vokse op i et støttende og stimulerende miljø, fremfor et ikke stimulerende. Det vi har gjort – antropologer, biologer og økonomer – er at dokumentere effekten«.
Professor James J. Heckman fra University of Chicago taler langt og indrængende, når han skal forklare, hvorfor det giver god mening for et samfund at sætte ind med hjælp til de svageste børn og ikke mindst deres familier. Politikens udsendte har bogstaveligt talt indfanget den travle 72-årige nobelpristager på Københavns Hovedbanegård på vej mod Aarhus, hvor han skal modtage en pris på 100.000 kroner for sit arbejde fra fonden ’En god start i livet’.
I Aarhus skal Heckman, som bliver kaldt en af sin generations mest indflydelsesrige økonomer, desuden være formand for bestyrelsen i Trygfondens børneforskningscenter ved Aarhus Universitet. Her er omkring 60 forskere tilknyttet for at finde ud af, hvordan man i praksis fører ideerne om at støtte børn i deres udvikling ud i livet.
»Vi kan se, at et samfund får et afkast på syv til ti procent ved at investere i socialt svage børn. Og det er meget. Syv procent ville være en meget høj rente på en bankopsparing og ti procent er mere, end du kan opnå ved hvilken som helst investering på aktiemarkedet. I nogle studier er afkastet helt oppe på 13 procent, når vi tog det hele med«, siger James J. Heckman.
SUCCESFULDT BØRNEHUS:'Vi er en lille institution med mange ressourcer’
Jeg får lov at indtage sædet over for ham i lyntoget for at høre om hans resultater, som smitter af på forskning og politik verden over. Senest da ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), tidligere denne uge bebudede, at hun ville sætte 580 millioner kroner af til de svageste børns dagtilbud i regeringens udspil til ny finanslov.
Bag forskerens interesse for området ligger en helt enkel tankegang, forklarer han.
En base af færdigheder
»Mennesker har behov for en base af færdigheder. Du skal forestille dig et træ eller en pyramide. Hvis stammen er svag, eller grundfladen af pyramiden er lille, så er det næsten umuligt at bygge noget ovenpå. På samme måde er det svært at opbygge færdigheder hos en person, som har et meget svagt grundlag«, siger James J. Heckman. Han understreger, at det ikke nødvendigvis handler om boglig kunnen, men om evnerne til at være nysgerrig, tilegne sig viden, blive ved, når man møder modstand og at kunne samarbejde.
Heckman fik nobelprisen i økonomi i år 2000 for at udvikle en metode til at korrigere for skævheder, når man benytter statistisk materiale i sin forskning, en metode, der kaldes Heckman-korrektionen. Prisen, som i øvrigt blev delt med økonomen Daniel McFadden, blev altså ikke givet for hans forskning i børns opvækst og følgerne af den. Alligevel er det investeringer i mennesker, som økonomen taler varmt om hele vejen over Sjælland.
»Der er ikke mange økonomer, der har engageret sig i dette område, men hvis du sætter tal på ikke alene hvor meget folks indkomster stiger, men også alle mulige andre forhold i deres liv, så er der ret omfattende fordele ved at sikre små børn en bedre barndom. Mindre sygdom, mindre specialundervisning i skolerne, bedre livskvalitet og mindre kriminalitet«, siger James J. Heckman.
SOCIAL ARV:Social arv: Forskelle i indkomst grundlægges i barndommen
I et omfattende forskningsprojekt fulgte forskerne en gruppe børn i et fattigt, primært sort kvarter i North Carolina. Børnene fik støtte, fra de var otte måneder til de var fem år, og da blev 35 år var de meget bedre stillet andre, som ikke havde fået hjælp. De havde færre vægtproblemer og var mindre truet af diabetes og hjerteproblemer. De var sjældnere involveret i kriminalitet, havde haft mindre brug for specialundervisning, forlod ikke skolen tidligt lige så ofte som børn, som ikke havde modtaget hjælp, og de havde bedre jobs og indkomster.
Jo før jo bedre
Selv om en del af Heckmans forskning er baseret på resultater fra samfund med større ulighed end det danske, er hans resultater også relevante her, mener cand. polit og phd Rasmus Landersø fra Rockwool Fondens forskningsenhed.
»Professor Heckman har gjort det klart, at børn ikke bare er nogen, der skal vandes en gang imellem, og så vokser de. Vi kan se i Danmark, at selv om vi for eksempel skaber gratis adgang til universiteterne, så er det langt fra alle, der gør brug af det. Det kan tyde på, at vores indsats for at skabe lige muligheder ikke har den effekt, som vi tror«, siger Rasmus Landersø, som for nylig publicerede et studie om social mobilitet i Danmark og USA i samarbejde med James J. Heckman.
BAGUD:En stor gruppe børn er to år bagud, når de starter i skolen
Jo før man sætter ind, jo bedre og billigere kan samfundet sætte børn på den rette kurs, og det illustreres med ’Heckman-kurven’. Hjælper man de helt små ved at støtte socialt svage familier får man langt mere ud af det, end hvis hjælpen først kommer i skolen eller senere. I Danmark foreslår nogle eksperter derfor et loft over, hvordan normeringen bør være i daginstitutionerne, såsom tre børn per voksen i vuggestuerne.
»I de succesrige programmer, vi kender, har tre børn per professionelle voksen været det rette antal. Er de voksne ikke professionelle, er der behov for flere per barn. Men jeg tror ikke på en bestemt kvote, det er et spørgsmål om at have den rette interaktion med børnene og med deres familie«, siger Heckman.

1 Like

Tak for indspark - vi ses på tirsdag. Har du brug for mere information, så ligger referat og en masse debat her på Facebook :slight_smile: https://www.facebook.com/groups/476587822535092/?fref=ts Kh Jesper

Hej Jesper

Småbørnspolitik er virkelig et emne der får mig op af stolen. jeg er ærgelig over at jeg ikke har opdaget denne POLA før nu. Er I for sammentømrede på nuværende tidspunkt, eller er der mulighed for at blive en del af disse POLA’er?

Mange hilsner
Theresa Dall Helth

1 Like

Vi fortsætter og har den 22 November som aftale for næste møde. Sigter på København denne gang. Der kommer snart et referat og så overvejer jeg at lave et særpola om definition af en norm for normering og invitere flere grupper. Blandt andet psykologforeningen og bupl.

Meget spændende artikel, som rejser flere brandfarlige spørgsmål. Tør vi røre ved noget så farlig - blande os i folks liv på en måde, som mange af vore medlemmer ville mene er uetisk? Jeg arbejder i et område med mange ressourcesvage forældre (og derfor børn) og kan bekræfte artiklens konklusioner - og at der slet ikke bliver gjort nok, for at bryde den sociale arv. Vi kan kun lappe de værste huller med de midler og den lovgivning vi har.

2 Likes

Hvordan er det et overgreb at give børnene bedre vilkår? Jeg tænker ikke tvangfjernelse, men stabile gode tidlige relationer - med leg, læring, masser af ord og også nogle bogstaver. Hvordan er det uetisk? KH Jesper

Jeg refererer til den Rambøll artikel højere oppe, om at vi ikke får gjort noget ved den sociale arv. Og så er jeg selvfølgelig præget af min verden. Kommunerne er meget tilbageholdende med tvangsfjernelse - ikke kun, fordi det er voldsomt for børnene, men frem for alt, fordi at det er dyrt…der er megen kortsigtet kassetænkning.
Men også når vi taler om at bryde social arv, når vi ikke er i nærheden af tvangsfjernelse, kan det være problematisk. Du skal have et meget tillidsfuld forhold til barnets forældre, for at de samarbejder om noget, som så tydeligt er anderledes, end det, som de giver deres børn. Det er svært og ressourcekrævende. Det ville koste mange penge i form af ekstra hænder at skabe de gode, givende og stabile relationer på institutionerne, som du taler om. Det er i hvert fald noget, som der er stærk knaphed på, de steder, hvor der er brug for det. Og det er desværre penge, som først om en 10 års tid tjenes ind igen og også kun, hvis man samtidig gør meget ud af forældresamarbejdet. Man kan ikke ændre børnenes liv, uden at ændre forældrenes også…sagt meget firkantet. Og det er vedr. det sidste, at vi kan komme ud i etiske dilemmaer.

2 Likes