I forbindelse med valget af ny politisk leder for alternativet mener jeg, at det kan være interessant at udfordre gængs tankegang om politisk engagement og den traditionelle hierarkiske opfattelse af politisk proces, nemlig den, hvor folketinget er det øverste og det sted, hvor politisk engagement udspiller sig.
Et spørgsmål kunne være: Skal den politiske leder have personlige ambitioner om at blive valgt til folketinget?
Jeg har listet en række fordele ved at en politisk leder ikke søger opstilling til et valgt erhverv:
- Det vil gøre det tydeligt, at vi udfordrer spillets regler og at vi er andet og mere end bare et parti.
- Det gør det tydeligt at politisk engagement findes i mange former og farver
- Det giver krop til ny politisk kultur.
- Det frisætter den politiske leder til at ikke at behøve at sige og gøre ting primært med det formål at forfølge en personlig ambition
- Det flytter fokus fra person til projekt.
- Det er mod fordi ingen anden har gjort det før
- Det er generøsitet fordi det gør den politiske leder til en, der giver sin opmærksomhed til de andre kandidater fra partiet.
- Det er gennemsigtigt, fordi en stemme så ikke bliver på personen med på projektet.
- Det er ydmyghed fordi den politiske leder ikke skal sætte egne personlige ambitioner om at blive valgt i spil.
- Det gør at ingen kreds bliver forfordelt frem for andre – den politiske leder kan dele sin opmærksomhed ligeligt imellem kredsene
- Den politiske leder kan stadig være en del af Christiansborg-forhandlingerne og endda have en ministerpost – det vil medføre en hårdt tiltrængt debat om den grundlovsdefinerede tredeling af magten – hvorfor har vi den og virker den efter hensigten?
Jeg er helt klar over, at der er en masse ulemper også. Dem må I gerne komme med – det her er mest for at sætte gang i samtalen.
Jeg kunne især godt tænke kandidaternes tanker om at have en politisk leder, der ikke søger opstilling til folketinget.