Kære medlem af Alternativet,
Så er det blevet min tur til at lande i din indbakke med betragtninger om livet i Folketinget. Jeg har glædet mig rigtig meget til at fortælle mere om de sager, der optager mig for tiden, for der er nok at tage fat på. Først og fremmest var det en stor fornøjelse for mig, at Folketinget åbnede her d. 1. oktober. Jeg har nærmest gået i ring om mig selv efter sommerferien for at komme sådan rigtigt i gang!
Allerede under statsminister Mette Frederiksens åbningstale og åbningsdebatten for hele Folketinget to dage efter fik jeg tilføjet en del punkter på min blok.
For torsdag d. 3. oktober brugte jeg størstedelen af min dag på at sidde i Folketingssalen og være med til åbningsdebat. Der var dog også tid til at komme op på den grønne gang, hvor Alternativet holder til, og dele Othellolagkage ud til mine gode kolleger, da jeg fyldte 33 år dagen efter. Omkring midnat bliver det så tid til statsministerens afsluttende tale, hvor hun - udover et virkelig morsomt grineflip og fniseanfald – faktisk roser os i Alternativet for at sætte klimaet øverst og drive den grønne dagsorden frem. Det var jo faktisk en ret god fødselsdagsgave at få fra statsministeren. Men så begynder statsministeren også at rose Folketingets nyeste parti – Nye Borgerlige.
Statsministeren roste Vermund og co. for at ”ruske op i dansk udlændingepolitik”. Fra min stol kan jeg dog ikke se, at de fortjener meget ros. Partiets fornemmeste opgave virker til at få store grupper af danskere som mig selv, til at tvivle på, om vi overhovedet er velkomne i Danmark. Jeg kan fx aldrig blive rigtig dansk i Nye Borgerliges øjne, for min mor og far er født i Pakistan – eller, som de siger; ”et land med en islamisk kultur”. Så kan det være lige meget, at jeg er født på Rigshospitalet, at jeg har gået i dansk folkeskole og at jeg er kandidat i Kommunikation og Globale Studier fra Roskilde Universitet. Det kan være lige meget, at jeg er blevet demokratisk valgt ind i landets stærkeste politiske rum – Folketinget. For jeg hører jo ikke rigtig til, jeg er jo ikke rigtig dansk.
Det er netop sådan en tankegang, der skader så meget i vores land, og gør vores både udsigt og indsigt så meget mindre. Vi må kunne rumme hinandens kulturelle ophav og forskelligheder. Vi skal væk fra skræmme- og strammerpolitik, og i stedet investere i fællesskabet. For ja, selvfølgelig er der krav til at være en del af det danske samfund. Men at man aldrig kan komme ”med i klubben” fordi éns forældre er fra et land, hvor den største religion ikke er kristendommen, det er langt ude. Nye Borgerlige har ret til at have deres synspunkter, selvfølgelig har de det. Men de skal bestemt ikke roses.
Lad os så gå videre til en af de ting, der har fyldt meget på skrivebordet de sidste par uger – nemlig hele sagen om politiets brug af teledata, og hvordan de datasæt, der har været brugt, kan have været fyldt med fejl. Hvis du har brug for lige at få det hele ridset op igen, så findes der et rigtig godt resumé af sagen her og her.
Helt generelt må man jo sige, at der er gået et eller andet HELT galt i den her sag. Det er meget bekymrende, at et så afgørende element i politiets efterforskningsmæssige værktøjer har været så fejlbehæftet, at Rigsadvokaten har måtte stoppe brugen af data som beviser i straffesager. Teoretisk set kan det jo betyde, at uskyldige mennesker sidder i fængsel, dømt for en forbrydelse, de ikke har begået, på grund af forkerte data fra et dårligt system. Det er derfor afgørende, at vi får kigget alle de berørte sager igennem hurtigst muligt, så retssikkerheden ikke går fløjten på grund af dårlige data. Det er en sag, jeg følger meget tæt det næste stykke tid. Status her på Christiansborg er, at vi venter på, at justitsminister Nick Hækkerup skaber større klarhed om forløbet, specielt internt i departementet, så vi kan få afklaret, hvem, der vidste hvad og hvornår, og hvordan det kan være, at der gik flere måneder før sagen nåede ministeren og offentligheden. Derfra må vi så tage stilling til, om der er brug for flere undersøgelser, fx en uvildig advokatundersøgelse.
Det hele skal dog ikke gå op i tekniske gennemgange og undersøgelser på Borgen, jeg har nemlig også haft nogle rigtig gode møder ude i landet. Blandt andet har jeg talt bandeindsats med Ann Busch, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg. Hun fortæller, hvordan kommunen er plaget af banderne, der både kræver beskyttelsespenge af butiks- og restaurationsejere, står bag skyderier og knivoverfald og hvor politiet er tilgængelig 14 timer om ugen fordelt over 4 dage. Det er en problematik, jeg tager meget alvorligt, for ingen bander skal dominere en by og gøre borgerne utrygge på den måde. Derfor er jeg fortsat i dialog med Ann i Vordingborg, og jeg vil meget gerne bakke op om indsatsen for at få trygheden tilbage i byen. Det er ikke kun storbyerne, der skal sættes fokus på, når det kommer til utryghed, for problemet er mindst lige så stort i provinsen.
I forlængelse af det kan jeg også lige runde regeringens varslede overvågningspakke – nå nej undskyld, ”sikkerhedspakke”. Regeringen vil gerne udvide brugen af masseovervågning i offentligheden, og argumentet er, at mere overvågning fører til mindre hård kriminalitet. Det passer bare ikke. Flere eksperter og organisationer har ofte kritiseret netop det argument, for det er ikke forskningsmæssigt belæg for at sætte lighedstegn mellem mere overvågning og mindre kriminalitet. Problemet er, at jo flere kameraer, jo mere bliver vores allesammens grundlovssikrede ret til frihed og privatliv undermineret. Og så er prisen for det udvidede overvågningssamfund altså for høj, og det bliver et nej tak herfra. I stedet skal vi sørge for, at der er adgang til nærpoliti, og at borgerne har et sted at gå hen og en betjent at snakke med, hvis der sker noget kriminelt. Det gælder i Vordingborg som i resten af landet. Tryghed handler ikke om mere overvågning, det handler om at investere i mennesker frem for kameraer. Jeg har skrevet et debatindlæg til Information om det her emne, og det kan du læse her.
Afslutningsvis vil jeg nævne, at jeg har haft et super godt møde med LOKK, landsorganisationen af Kvindekrisecentre, organisationen Mødrehjælpen og organisationen Danner. Dagsordenen gik på partnerdrab, og det var en fornøjelse for mig at kunne lytte til de her tre parters helt unikke viden om kvinder, forhold og vold. For ny forskning viser, at ud af de 536 kvinder, der er blevet dræbt de sidste 25 år, så er 300 af dem blevet slået ihjel af deres partner. Det svarer til 56 procent! Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at den procentdel er så høj, og det er også et emne, jeg kommer til at have rigtig meget fokus på og arbejde videre med det næste stykke tid. Du kan læse mere om den uhyggelige statistik hos Information her.
Tusind tak fordi du læste med i mit første nyhedsbrev! Jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg kan opdatere jer om livet på den grønne gang.
Kh Sikandar
Først vil jeg gerne anbefale jer Edwards Snowdens nye bog, ”I Offentlighedens Søgelys”. Det er ikke kun en spændende beretning fra en vigtig figur, nemlig whistlebloweren, der afslørede den amerikanske efterretningstjenestes massive og hemmelige overvågning af de amerikanske borgere. Bogen sætter også gang i en masser tanker om både retssikkerhed og borgerrettigheder og er helt klart værd at læse.
Derudover vil jeg også gerne anbefale jer Radio24Syv-programmet Aflyttet, hvor vært Anders Kjærulff dykker ned i alt, der handler om overvågning, efterretningsvæsen, agenter og sikkerhedspolitik. Specielt afsnittet fra søndag d. 20. oktober synes jeg, du skal lytte til. Her dykker værten og gæsterne ned i nogle af de implikationer, der er ved at lade tech-giganter som fx Google og Amazon ind i klasseværelset via iPads og Chromebooks, og det er både spændende og foruroligende. Der er link til programmet her.