Der er et åbenbart misforhold mellem det antal mennesker, som søger alternative og spirituelle uddannelser og centre (og selv betaler for det), og så den måde staten bruger penge på åndelig kultur (de går vist alle til kirken - herunder til vedligehold af mange gamle bygninger).
En måde at skabe et mere retfærdigt, frit og åbent åndsliv kunne være at gøre kirkeskatten til en kulturskat, og så give borgerne frihed til, på deres skattebillet, at vælge HVILKEN trossamfund/tankeskole de ønsker at støtte med DERES skattepenge.
Ateister kan også tages i betragtning idet man fx kunne forestille sig at man kan vælge at støtte universiteterne eller andre åndsvidenskabelige fakulteter. En sådan reform må naturligvis også åbne op for at de mange “alternative” trosmiljøer der er rundt omkring kan få lov til at organisere sig og skabe forskellige former for menigheder - og dermed få del i de skattekronerne fra DERES tilhængere.
En sådan model vil jo blot betyde at man får lov til at prioritere HVAD ENS EGENE SKATTEKRONER SKAL BRUGES TIL. Der er INGEN som tvinges til at betale for noget de ikke ønsker at betale til. Og de som ønsker at betale til folkekirken kan jo fortsætte med at gøre det.
En naturlig angst der kan opstå i forhold til sådan en ordning kunne være at der opstår religiøse bevægelser som kan give næring til sekterisme eller andre former for religiøs indavl.
Dette kunne imødegås ved at lave en åndsvidenskabelig universitetsuddannelse som erstatning for den nuværende præsteuddannelse og at de som forvalter et hverv som sjælesørger/præst/præstinde/shaman etc. skal have relevant viden om åndsvidenskab, historie mv.
Det vil åbne op for at alle åndelige traditioner skal være mere ærlige og gennemsigtige i forhold til IKKE at prædike noget vi FAKTUELT VED er usandt. I dag har vi fx. en situation hvor mange præster prædiker imod bedre vidende i folkekirken. Vi VED fra bibelforskning at mange af de dogmer som fylder kirken er rene fabrikationer. Men nu er det en tradition og derfor bliver vi ved med at prædike det. Det er uacceptabelt, idet en løgn (eller en god røverhistorie efter temperament) vedbliver med at være en løgn/fabrikation selvom man har gentaget den i hundredevis af år.
Omvendt findes der megen esoteriske og åndsvidenskabelig viden fra andre traditioner som med stor gavn kunne bruges til at give samfundets søgende mennesker en mere kalorierig åndelig kost.
En særskilt problemstilling udgør Islam, fordi den har så relativt mange følgere og er forbundet med nogle kulturelle udfordringer af forskellig art. I den forbindelse er det værd at lægge mærke til at Islam i sin tid blev betragtet som et Kristent kætteri og ikke en særskilt religion. Islam anerkender således Jesus som profet, men ikke som guds søn (hvilket også er en fabrikation fra ca. år 100).
Hvis vi som kristne er parat til at rydde op i vores egen baghave af religiøse nonsens, og justere vores forståelse af kristendommen så den flugter mere med historiske fakta (og ikke idealistiske drømmerier) så vil vi samtidig få et ståsted som gør at vi kan tale det analoge islamiske nonsens klar imod. Grunden til at det er så svært at gøre op med det muslime spøgelse er i alt væsentlighed at vi ikke har gjort op med det kristne spøgelse - og vægrer os for at gøre det.
Men en solid reform af det religiøse/åndelige område kunne måske skubbe til denne fastlåste situation og tillade at fornuft, viden og en åbenhed overfår de virkelige åndelige mysterier, kunne få lov til at stå i centrum for vores åndsliv og erstatte de nuværende åndsforladte og stive religiøse rammer som humanister og folk med sans for sund fornuft med rette ikke har ret meget til overs for.