BSekulært Danmark.
Den verdslige institution, folkekirken, understøttet af staten, med præster som først og fremmest er tjenestemænd, en trosbekendelse som folketinget er øverste myndighed for, skal selvfølgelig nedlægges.
Er der et eneste medlem, der er kristen (hvordan kan man vide det)? Meldte alle ateisterne sig ud, var der ikke nogen folkekirke, men ateisterne tilvælger folkekirken som det mindste onde. Derfor har debatterne det med at forstumme, ingen gider, det fører ikke til noget.
Den eneste vej ud af moradset er den sekulære stat. Dér er staten irreligiøs og betragter alle religiøse samfund som kulturelle foreninger. Det betyder en grundlovsændring. Den store løgnehistorie om en inkarnerede gud og en monark udvalgt af ham går i opløsning.
Der går noget tid, inden vi har vænnet os til, at det bindende element hedder demokrati, og at det skal være os nok. Det er klart, at vi også skal vælge en kulturpersonlighed til præsident (ikke en politiker) i den gamle monarks sted. Monarken var samlingspunkt, for alt det, der var demokratiet imod: Finanseliten (hvidvaskere og skatteunddragere), landbrugslobbyen (forurenere), industrilobbyen (materialismens forsangere), forbrugerismeideologien (de fattige skal også have lov at være med til at brænde verden af) og til sidst klimabenægterforsamlingen (venter stadig på beviser på at noget er galt). Hele den gamle menighed: Ud!
Hvad skal ind? Det sekulære samfund! Sker det ikke, fortsætter kursen mod afgrunden - selvfølgelig under høje jubelråb om at vi er et foregangsland.