Dette emne fokuserer på Den Danske Fortælling, som er en årsagssammenhæng og uadskillelighed mellem kultur, historisk nationale værdier og dansk eksport. Jeg har derfor – uden bevidst at ville provokere - tilladt mig at oprette samme emne i tre kategorier, nemlig: ”Kunst og Kultur”, ”Iværksætteri, Erhverv og Handel” samt ”Principper og Værdier”.
Baggrunden er, at såvel vores kultur, vores værdisæt og vores økonomiske velfærd i disse år udfordres indefra af teoretikere, politikere, medier og tænketanke, som i udpræget grad udviser manglende ønske om - eller evne til - at værdsætte vor værdihistoriske identitet.
Der er for længst gået deflation i begrebet ”værdidebat”, som reelt synes at dække over et ønske om at omskrive vor historie.
Jeg har altid ment, at det var den danske kultur og vor omverdens opfattelse af samme, der var forudsætningen for dansk erhvervslivs bemærkelsesværdige succes i udlandet. Siden 1980’erne har jeg arbejdet med dansk eksport og blev fra starten voldsomt berørt af udenlandske forretningsforbindelsers dybe respekt for danske værdier og myter. or danske velfærds indtjeningsgrundlag og den opfattelse, vor omverden havde af dansk kultur- og erhvervsliv. I den mellemliggende tid har jeg desværre også noteret mig korthusets fald og det, jeg kalder vort kollektive, danske hukommelsestab.
For der findes jo en enkel opskrift på stensikker fiasko i alle livets forhold. Den kan anvendes med lige stor træfsikkerhed personligt, i virksomheder, kommuner og på det nationale plan. Man skal simpelthen glemme, hvem man er og hvilke værdier, der bragte en derhen, hvor man står i dag. Selvom opskriften virker simpel, er den – heldigvis da – meget svær at implementere. Det er ikke desto mindre, hvad det danske samfund som helhed er lykkedes med på bare et par årtier. Vor fælles succeshistorie om vejen, der bl.a. via andelsbevægelse og humanistisk tilgang til produktudvikling og eksportindsats førte til Danmarks forvandling fra råvarefattigt bondesamfund til demokratisk velfærdsstat og forbillede for andre, er nu fuldstændigt glemt. I stedet ser vi nedad stigen og begynder at kopiere andres vej til fiasko.
Dansk eksports største trussel er nu de politikere, der hævder at ville hjælpe den. Ureflekteret angst styrer meget i vor epoke – og det gælder såmænd også erhvervsdebatten.
Bizart, at når man driver en typisk mindre dansk eksportvirksomhed, der hver dag sælger den danske folkestyre- og velfærdsfortælling som garniture til det eksportsalg, der har finansieret vores allesammens eventyr-samfund, så er man politisk hjemløs i sit eget land. Tidligere var det alene fløjenes ekstreme partier, der vendte ryggen til vores fælles fortælling. Nu er det såmænd alle partier fra venstre til højre, der har tabt sutten og hellere vil kopiere Schweiz, USA, England osv. Lande, der nu selv er dybt optaget af ”Getting To Denmark”-modellen, fordi de vil lære af os. Blå stue fornægter nu dansk succeshistorie, for den er jo også socialdemokratisk – og det kan de blå jo ikke have! Rød stue tror derimod per automatik, at blå stue er eksperter på erhvervslivet og kopierer ureflekteret liberalisters sorte snak om rammevilkår. Resultatet er, at udygtige virksomheder ynkes og reelt subsidieres mens de dygtige i disse år ser deres danske identitet udhulet og dermed mister det strategisk vigtigste parameter i konkurrenceevnen.
Dermed forsvinder vores identitet og hele eksistensgrundlag – og ikke bare Danmark, men verden bliver fattigere.
Det er desværre et faktum, at dele af dansk erhvervsliv har forsømt at udvikle konkurrenceevnen via innovation. Da man sad på flæsket, satte man sig også på hænderne og håbede, at verden ikke opdagede opdage det. Nu overhales man og så starter klynkeriet. Danmarks samlede økonomi og eksport er jo i international sammenhæng marginal, så det er helt misforstået at kopiere større landes handlingsmønstre og begrænsninger. I stedet skal vi igen turde være innovative og som nation udvikle forretning i de mange nye nicher, der passer til vore unikke kompetencer i det internationale marked. Vi skal have kulturlivet, den almindelige dansker og erhvervslivet til at interagere igen. Det er motoren, der nærer alle dele af det danske samfund. Forudsætningen er, at vi tager ejerskab af vor egen værdihistorie og tør diskutere den. Det seneste årti har trenden derimod snarere været historiemanipulation.
Man kunne selvfølgelig bare håbe, at de snart nåede til ”Getting To Denmark”, men den springer de jo nok over…
Der er mange lighedspunkter mellem erhvervsliv og kulturliv, men reelt er det blotte faktum, at vi stiller de to overfor hinanden som adskilte universer i sig selv et udtryk for problemets omfang. Kunsten og folkesjælen har så meget at give erhvervslivet - og har altid gjort det. Men uanset aktionsfelt er vi alle mennesker og afhængige af den almindelige opfattelse af os selv som samfund. Både kulturen i bredeste forstand og erhvervslivet tager næring af det til enhver tid gældende danske værdisæt - og bidrager dertil i en symbiose. Når en dansk virksomhed får succes på eksportmarkederne, spiller vore kultur og værdier altid en helt uundværlig rolle – og over tid skabes i omverdenen et billede af Danmark, som nærer og udvikler vores selvopfattelse – og dermed kulturen. En sluttet fødekæde. Man ser det lige fra innovationsprocessen til salgssituationen i udlandet. Man kan eksempelvis observere, at dansk produktudvikling og design ofte tager sit udgangspunkt i en skæv, analytisk og empatisk tilgang med slutbrugeren i et ægte fokus. Dét har givet os kompromisløs kvalitet og er faktisk en helt unik dansk kompetence, der vel nok har det danske folkestyres historie at takke for en del. I udlandet forstod man udmærket, hvorfor dansk design og arkitektur var så suverænt internationalt. I hvert eneste lille industrikvarter i Danmark ligger internationalt førende niche-virksomheder, der om de er sig det bevidst eller ej nyder godt af vor industrihistorie og nationale goodwill. Made In Denmark er et kvalitetsstempel, for vores omverden ved da godt, hvorfor Sydney Operaen må være undfanget af en dansker og LEGO er dansk. Forstod vi det selv – eller glemte det vi det bare?
På samme måde har vi i eksponeringen på eksportmarkederne nydt godt af en udbredt opfattelse af Danmark som det lille eventyrland med lige ret og velfærd for alle. Overskuddet til at sikre ællingernes passage over gaden var ikke bare en sjov turistplakat, det var formidlingen af en dansk historie, der igen stod på skuldrene af fortællingen om, hvordan de danske jøder undslap til Sverige.
Der ligger altså en dansk fortælling som verden misunder os og venter på gulvet, men ingen samler den op. Hvorfor dog lade den yderste højrefløj løbe med flaget og en nationalistisk dagsorden båret af frygt og uvidenhed, når vi i stedet kunne dele en beskeden, patriotisk stolthed over, hvad vores folkestyres værdier har bibragt os hidtil?
Jeg er oprigtigt bange for, at vi som mennesker og som danske virksomheder snart står tilbage som ynkelige reflekser og formidlere af en historie, som ikke længere kan fortælles med troværdighed. Dermed forsvinder vores identitet og hele eksistensgrundlag – og ikke bare Danmark, men verden bliver en referenceramme fattigere.
Hvad kan vi så gøre ved det?
Vi skal lave en tværfaglig analyse af dansk erhvervslivs succesparametre før, nu og i fremtiden.
Der skal laves en international markedsanalyse, der vurderer markedsmulighederne for danske offentlige og private virksomheder, dvs. matching af fremtidige behov og dansk erhvervslivs særlige kompetencer.
På baggrund heraf udvikles en national plan med målsætning og ressourcebehov for særlige indsatsområder.
Sidst, men ikke mindst: Fortællingen med dens kultur- og værdihistorie skal indgå i alle sammenhænge og deles, så der ikke igen opstår et identitetsvakuum.