Så er valgkampen skudt i gang!

image001.PNG

Kære venner

Så blev der trykket på valgknappen! Vi er simpelthen i valgkamp - en vild følelse!

I den anledning skriver jeg til jer for at give et par gode råd fra min stol. Derudover vil sekretariatet også give lidt vigtig info til Alternativets kandidater – se den sidst i mailen.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er SÅ glad for den måde, vi går ind i valgkampen på. Alternativet har fået over 200 nye medlemmer de sidste fem uger. Vi har haft gode pressehistorier de sidste tre uger om grøn samling. Og vi er klar!

Eller er vi?

Jeg tror aldrig, at man kommer til at føle sig fuldstændig parat, når man træder ind i en valgkamp. Derfor vil mit råd være: Du skal ikke bekymre dig om, du har styr på alt. Forsøg at have styr på de elementer, som er vigtigst for dig, og så giv den fuld gas!

Jeg tror på dig - jeg tror på Å! Lad os vise dem derude, at Alternativet er gjort af noget særligt. Vores politiske projekt er unikt, og der er i dén grad brug for et alternativ til status quo.

Gode svar på svære spørgsmål:

Op til valgkampen har jeg fået en masse spørgsmål af journalister. Om Alternativet, om vores politik, om vores historie. Dem vil I formentlig også få kastet i hovedet, og det kan måske være rart at have nogle gode svar parat. Derfor har jeg samlet nogle af spørgsmålene - og kommer med bud på svar. Det er kun til inspiration!

Spørgsmål: Hvem peger Alternativet på?

Svar: Alternativet peger i hvert fald ikke på en borgerlig statsminister. Alternativet peger på den statsministerkandidat, der repræsenterer det grønneste politiske projekt. Det bliver i hvert fald ikke en borgerlig kandidat, da en regering bakket op af Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ikke vil levere en klimaambitiøs indsats. Som det ser ud lige nu, må det være Mette Frederiksen, selvom vi godt så endnu en rød/grøn kandidat stille sig frem.

Spørgsmål: Hvorfor skal man stemme på jer, når I ligger under spærregrænsen?

Svar: En stemme afgivet med hjertet er aldrig spildt. Derudover så har Alternativet altid ligget lavt i målingerne. I 2015 lå vi på cirka 1,5 % en uge før valget blev udskrevet. Et valg, hvor vi fik 4,5 % af stemmerne.

Spørgsmål: Hvorfor skal man stemme på et parti, som har en historie med så meget konflikt?

Svar: Som et ungt parti havde Alternativet nogle interne konflikter, ja. Man skulle simpelthen finde sine ben. Heldigvis er vi kommet videre, vi er blevet et modent parti med Franciska Rosenkilde i spidsen. Det viser hele arbejdet med at samle de små grønne partier - det kræver diplomati og politisk håndværk, som Franciska mestrer.

Spørgsmål: Hvorfor har I ikke samlet alle de grønne partier?

Svar: De sidste 1,5 år har Alternativet kæmpet for samling af de små grønne partier. Franciska Rosenkilde og Alternativet har inviteret alle partierne ind, og det er lykkes at samle Grøn Alliance (Veganerpartiet og De Grønne), Uffe Elbæk fra Frie Grønne og Klimapartiet Momentum. Det er ingen hemmelighed, at vi også gerne vil have resten af Frie Grønne med, og invitationen til dem står ved magt.

De var nogle bud på de spørgsmål, som jeg oftest bliver stillet af journalister og moderatorer. Jeg håber, de kan inspirere jer.

Det var alt for mig - for nu.

Ha’ en rigtig god valgkampsstart, venner!

Og så til sekretariatet med lidt info til kandidater i Alternativet:

Kære kandidat,

Nu er vi officielt i valg og glæder os!

Her er brugbar information og links. Du har sikkert modtaget mange af informationerne før, men nu får du dem lige en gang mere.

Alternativets valgoplæg – det går vi til valg på:

Stien til det bæredygtige samfund (du finder oplægget med alle vores mærkesager på hjemmesiden nedenunder billedet af Torsten)

Valgoplæg kan findes på forsiden af vores hjemmeside .

Hvor finder du den information, du skal bruge som kandidat:

Kandidatsite på AlleOs

Det kræver du er logget ind på AlleOs for at kunne tilgå materialet. Hvis du ikke har adgang, så skriv til medlem@alternativet.dk. Husk at benytte dig af al den hjælp, tips, tricks og frit tilgængelige grafikker mm. i kandidathåndbogen kan du finde al information. – Her får du link til kommunikation-delen af kandidathåndbogen.

Vi opfordrer jer til at dele, like og interagere med hinanden hver dag i valgkampen.

På fredag modtager I endnu en mail, hvor I som kandidater får en opdateret og åben adgang til en SoMe-plan så I (selvfølgelig frivilligt) kan deltage og være med hver dag i valgkampen.

1 Synes om

Tak for din energi og fantastiske indsats, Franciska. Jeg er helt enig i alle punkter, undtagen 1:

Spørgsmål: Hvorfor skal man stemme på jer, når I ligger under spærregrænsen?

Svar: En stemme afgivet med hjertet er aldrig spildt. Derudover så har Alternativet altid ligget lavt i målingerne. I 2015 lå vi på cirka 1,5 % en uge før valget blev udskrevet. Et valg, hvor vi fik 4,5 % af stemmerne.

Jeg synes, svaret er for vattet og ikke overbevisende. Hvis Alternativet ikke kommer over spærregrænsen, så vil rød blok miste 1,3 % stemmer og som det ser ud nu ikke få flertal. Vi har 1,3 % inkarnerede vælgere, der stemmer på os uanset. Derfor skal en tvivler med grøn seriøs indstilling stemme på Alternativet, så vi kommer over spærregrænsen og med vores mandater er med til at sikre flertal og større sandsynlighed for grøn politik i folketinget. Hele rød blok afhænger simpelt hen af vores mandater, så ikke noget hjertepolitik til tvivlerne, men simpel valgtaktik :dancer:t3: :green_heart: Ulla

1 Synes om

Jeg er helt enig, Ulla. Jeg vil tilføje at vi specifikt skal række ud efter Enhedslistens og SF’s vælgere. Vi må opfordre dem til at stemme på os i år, for en gangs skyld, for at undgå stemmespild på venstrefløjen. Lad os rette vores valgkampagne direkte imod dem. Det er vores eneste chance for at komme over spærregrænsen. Vores valgslogan: “Undgå stemmespild - stem på Alternativet!”.