Så er valgkampen i gang!

Kære Alternativister

Så er valget udskrevet til afholdelse den 24. marts, og valgkampen er allerede i fuld gang! Nu har vores kære parti brug for jer alle til at give en hjælpende hånd - hvad enten det er idémagerne, skilteophængerne, SoMe-krigere, strateger, flyer-uddelere, hvad enten du er til små bidrag her og der, eller du er all-in 24/7. Alle bidrag tæller og gælder, vi glæder os bare til at køre en vild - og vildt vigtig - valgkamp sammen med jer!

Alternativet er dig!

Den seneste valgperiode har på flere afgørende områder vist os, at Alternativet er mindst lige så relevant i dag, som da vi startede for over 12 år siden. Dansk klimapolitik er reelt blevet svækket, det konventionelle landbrug er om muligt endnu mere ødelæggende og retssikkerheden for udsatte danskere og mennesker med behov for hjælp fra fællesskabet yderligere undergravet. MEN vi har igen og igen vist, hvor vigtigt vores stemme i Folketinget er. I de seneste uger samlede vi i to omgange et flertal uden om regeringen (Privatlivskommission og undersøgelse af model for forvaltningsdomstole).

Alternativet er muligt. Et alternativ med personlig frihed, social værdighed og levende, bæredygtige fællesskaber. Vi vil omsætte håbet til handlekraft, og styrke troen på fremtiden.

Alternativet er et svar på det, der sker i verden i dag. Rundt om os. Med os. Vi er et positivt modspil. En lyst til at komme med reelle og seriøse svar i en tid præget af usikkerhed, klimakrise, krig og teknologiens skyggesider. Vi vil skabe muligheder for vores børn og børnebørn. Vi vil erstatte forbrugssamfundet med et meningsfuldt liv med trivsel. Vi vil give muligheder for en god og rig hverdag, hvor mennesker, natur og dyr kommer før systemer.

Alternativet er for dig som vil være med til at sætte noget nyt i bevægelse. Dig, der ikke vil fortsætte i de samme gamle systemer, som ikke løser fremtidens udfordringer. Dig, der fornemmer, at noget nyt og bedre kan afløse det gamle – en anden måde at se demokratiet, vækst, arbejdsliv, ansvar og livskvalitet på.

Alternativet er stadig et parti og en bevægelse under udvikling. Behovet for, at vi stadig er repræsenteret i Folketinget i den næste periode, er åbenlyst. Dels for at påvirke dansk politik i mere klima- og socialt ansvarlig retning, dels for at give os tid til at udvikle vores potentiale og evne til at løfte vores livsvigtige politiske mål. Lad os sammen vise, at for Alternativet er demokratiet en livsform, der bæres af levende, åbne og engagerede mennesker, der møder danskerne, hvor de er - på gaden, i foreningerne, til debatterne og overalt, hvor vi ellers samles.

Valgkamp

Hvordan kan jeg blive kandidat eller frivillig i valgkampen?

I alle storkredse har vi nu en stærk kerne af kandidater og frivillige. For at løfte vores kampagne endnu mere, så har vi brug for flere kandidater, som har lyst til at stå med på stemmesedlen, og frivillige, som har lyst til at hjælpe med plakatophængning, flyer-uddelinger og online-kampagner.

  • Stil op til Folketinget - læs mere HER - du kan være kandidat på mange måder, læs mere om vores kandidat-skala HER. Nu hvor valget er udskrevet, har vi især brug for støtte- og synlighedskandidater. Storkredsene kommer til at indkalde i de kommende dage til opstillingsmøder med kort varsel.
  • Bliv frivillig - Læs mere om forskellige roller HER og vores frivillig-skala HER - hvis du vil støtte os i valgkampen, så udfyld formularen Bliv frivillig, og vi kontakter dig.

Frivillig-screenshot

Hvordan kan du støtte valgkampen i de kommende uger?

Her er flere ideer til inspiration

  • Hjælp med at hænge valgplakater op på lørdag. Din lokale storkreds kommer til at skrive ud med flere informationer.
  • Stil dit eget hjem til rådighed for dagligestuemøder med deltagelse fra en eller flere af jeres lokale folketingskandidater. Læs mere HER.
  • Kontakt dine lokale kandidater og spørg om du kan hjælpe med uddelinger på gaden eller en valgdebat. Mød dem til forskellige Å-arrangementer, som du kan finde i vores AlleOs-kalender HER.
  • Støt vores valgkamp økonomisk med et lille bidrag. Du kan sende et beløb via MobilePay til vores kampagnekonto: #46284 - Penge går bl.a. til vores nye valgplakater:

Valgplakater

Vi glæder os til valgkampen sammen med jer!

Kærlig hilsen
Jonathan Ries, forperson
På vegne af Hovedbestyrelsen

1 Synes om

Alternativet skulle gå forrest med ikke at bruge ordet “kamp” og i stedet fokusere på samarbejde!!

Vi skulle lære at sige og tænke at valget er i gang og arbejder for at sikre drikkevand osv uden at bruge ordet kamp i tryk eller sind

At kunne undgå krigsterminologi ville være en kæmpe forskel for alle :slight_smile: