Kære medlem af Alternativet
Så er det nu!
Valget til Folketinget er udskrevet, ligesom valget til Europa-Parlamentet allerede er i fuld gang. Som danskere, ja, som borgere i Europa og verden, skal vi nu til eksamen. For har vi forstået den eksistentielle trussel, som klimakrisen udgør mod vores civilisation og vores levevis? Har vi forstået, at vi i den kommende valgperiode må og skal træffe nogle beslutninger, der er helt afgørende for Danmark og verden og alle de generationer, der kommer efter os – vores børn og børnebørn? Det håber jeg. Ellers er vi ikke vores opgave voksne. Ellers lever vi ikke op til det historiske ansvar, der hviler på vores skuldre. Ellers gør vi os skyldige i det, der desværre bedst kan betegnes som et egoistisk generationssvigt.
Det er med andre ord nu, vi skal vise, at der er en voksen til stede. At vi har forstået, at der ikke er nogen Planet B. At vi har lyttet til ungdommen, når skoleelever og studerende strejker og kræver klimahandling. At vi har lyttet til videnskaben, når den fastslår, at vi skal femdoble vores klimahandling og lade olien blive i undergrunden. At vi for alvor har taget ind, at vi er den første generation, der mærker klimaforandringernes alvor, men også den sidste generation, der kan bremse klimakrisen, før den kommer ud af kontrol. Og ikke mindst – og det er den gode nyhed – at klimakrisen udgør en enestående mulighed for at gentænke vores samfund og dets indretning, så vi gør op med de grundlæggende systemfejl, der har ført til den udpining og overudnyttelse af vores naturs og den menneskelige rigdom.
Hvis vi griber klimakrisen rigtigt an, kan vi ikke bare forhindre ødelæggelse af vores planets natur og redde menneske- og dyreliv, nej, vi kan også skabe rigere liv, der rummer alt det, der har størst værdi: Tid til familie og venner. Meningsfulde job, læring i det tempo, der passer en, omsorg for dem, man holder af og som har brug for det. Ja, vi kan skabe et samfund, hvor vi forstår, at de vigtigste ting i livet ikke er netop det: ting.
Derfor er vores vigtigste opgave i den valgkamp, der nu officielt går i gang, at vi sikrer, at valget bliver et klimavalg og dermed sikrer et opgør med status quo.
Vi er allerede kommet langt siden 2015, hvor klimaet og den underliggende vækstkritik kun var et perifært emne, og hvor vi i Alternativet var alene blandt de politiske partier om at sætte klimakrisen øverst på dagsordenen. Nu skal vi sikre, at de pæne ord fra vores politiske kolleger faktisk også bliver til klimahandling. Og ikke bare klimahandling, men tilstrækkelig klimahandling. Det er ikke nok at gøre noget, vi skal kun acceptere de forslag, der vil gøre nok.
Det er den alvor og den seriøsitet, vi skal gå ind i valgkampen med. Det er den alvor og seriøsitet, vi skal kræve af vores politiske kolleger. Den er den alvor og seriøsitet, vi skal kræve af hinanden. For at beskytte det, vi har allermest kært: Vores natur, vores fælles hjem, vores og vores børn og børnebørns fremtid.
Det er den ansvarlighed og rettidige omhu, der skal guide vores tilgang.
Det kan godt komme til at gøre ondt, når vi mødes i de debatter, som en valgkamp byder på. Men det handler om at sikre, at den politik, der bliver ført bliver ægte grøn. Ikke kun pyntegrøn, ikke vissengrøn. Selvfølgelig skal vi rose alle grønne fremskridt, men vi skal også insistere på, at det ikke er nok at blive lidt grønnere eller at det bliver ved ord, når det er øjeblikkelig og ambitiøs handling, vi har brug for.
Ikke kun ord, men klimahandling. Det er succeskriteriet.
Der er imidlertid stærke kræfter, der ønsker, at valget kommer til at handle om alt muligt andet end netop klima og det opgør med vækstøkonomien, som vi har brug for. Men også her må vi insistere. Jeg nægter simpelthen, at regeringen med en skræmmekampagne eller at en fascistisk og racistisk provokatør skal lykkes med at gøre det kommende valg til endnu et valg, der handler om udlændinge. Udlændinge har aldrig været den største udfordring, vi har stået overfor. Det er klimakrisen i dag. Det skal et valg selvfølgelig afspejle.
Nemt bliver det ikke. Vi står foran den svære toer, som jeg allerede har skrevet til jer. Også fordi vi har færre ressourcer end vores kolleger. Eksempelvis har de andre partier langt, langt større budgetter, end vi har. De har gavmilde donorer i erhvervslivet eller i fagforeningerne og de kan med et fingerknips fyre millioner af på kampagner, der er gennemtestet i fokusgrupper. Det kan vi ikke. Så vi må kæmpe sammen. Være kreative. Hårdtarbejdende. Insisterende.
Heldigvis har vi en solid politisk platform at stå på. Vi tilbyder et markant politisk kursskifte. Vi tilbyder at tage magten for at ændre magten, for at ændre den måde, magten bliver forvaltet på. Vi vil gå fra at være magthavere til at være magtdelere.
Måske sagde vores spidskandidat i Østjylland, Torsten Gejl, det faktisk bedst, da vi mødtes i Odense til vores landsmøde for nylig. Hvorfor skal du stemme på Alternativet? Fordi en stemme på Alternativet er en turbostemme, der tæller for ti stemmer. Fordi en stemme på Alternativet tvinger alle de andre partier til at blive grønnere. Fordi det tvinger alle de andre partier til at blive mere inddragende og åbne. Fordi det tvinger de andre partier til at tænke ud af boksen.
Vi holder Alternativets skæbne i vores hænder i denne valgkamp. Men vigtigere end det: Vi holder drømmen om politik på en anden måde i vores hænder. Vi skal styrke drømmen om et grønt, humanistisk, kreativt, mangfoldigt, internationalt og nysgerrigt Danmark. Vi skal bevise, at, ja, der er – stadig – et alternativ. Vi skal stå ved os selv og være stolte af alt det, vi allerede har opnået.
Valget er vores. Jeg glæder mig helt vildt til at stå skulder ved skulder med alle jer. For frihed og fællesskab. Med håb og handling.
Rigtig godt valg!
Kh Uffe
PS: Under denne valgkamp, der nu er skudt i gang, kommer jeg til at skrive til dig noget oftere, end jeg plejer. Det håber jeg, du vil værdsætte. Vi har fra i dag døgnbemanding (næsten) på mail alternativet@alternativet.dk og på telefon (71 79 18 64) i det nationale kampagneteam. Her kan du få svar på næsten alt.
Inspirationsnedslagene i dette nyhedsbrev handler alle om, hvad du kan gøre for at få vores politiske projekt ud over rampen:
På lørdag over hele landet hænger vi plakater op og maler Danmark grønt. Vil du med ud i lygtepælene og gøre en forskel for den grønne omstilling, kan du finde lokale alternativister, du kan kontakte her.
Vi går til valg på vores regeringsprogram “Der er et Alternativ”. Det må du gerne dele med dem, du kender. Send dem en mail eller bring det op i en snak over hækken, på vej i bussen eller hvor du nu ellers foretrækker at have dine demokratiske samtaler Find det her.
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64
www.alternativet.dk