RV21 Region Midtjylland

Hermed en tråd med nyheder om regionsrådsvalget i Region Midtjylland. Spørgmål og kommentarer er selvfølglig velkomne.

1 Synes om

Pressemeddelelse: Alternativet opstiller disse 6 kandidater til Region Midtjylland

“Det er 6 erfarne kandidater, der stiller op for Alternativet til regionsrådsvalget i Region Midtjylland i år,” fortæller Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, og fortsætter: “Rasmus Foged har som regionsrådsmedlem fået gennemført en masse af Alternativets politik i Region Midtjylland, og jeg er virkelig glad for, at han har lyst til at fortsætte arbejdet. Samtidig glæder det mig utrolig meget, at vi kan stille med et så stærkt kandidatfelt sammen med Rasmus.”

Kandidaterne er følgende:

Øverst på listen står partiets nuværende repræsentant i regionsrådet, Rasmus Foged fra Aarhus. Han er 43 år og arbejder til hverdag som jurist ved Danmarks Domstole. Han er gift og har tre børn og har desuden et længere virke som fodbolddommer bag sig.

Rasmus Foged har i denne valgperiode været medlem af Region Midtjyllands Forretningsudvalg, Udvalget for Regional Udvikling og Udvalget for Nære Sundhedstilbud. Han er næstformand i Udvalget for Nære Sundhedstilbud, og han har desuden været medlem af regionens midlertidige udvalg om fremtidens kollektive trafik i 2018 og om klima og bæredygtighed i 2020-2021.

Stine Isaksen fra Viborg er nr. 2 på listen. Stine arbejder til hverdag som gymnasielærer, og hun stiller også op til byrådet i Viborg, ligesom hun også gjorde i 2017, hvor Alternativet var ganske få stemmer fra at opnå et mandat. Hun var også folketingskandidat for Alternativet ved Folketingsvalget i 2019, og hun er lige som Rasmus Foged medlem af Politisk Forum i Alternativet.

Dorte Fløjgaard fra Herning er nr. 3 på listen. Dorte er kostvejleder og iværksætter og har været medlem af Alternativet siden 2015, og hun har blandt andet været medlem af storkredsbestyrelsen i Alternativet Midt- og Vestjylland.

HC Molbech fra Holstebro er nr. 4 på listen. HC er kommunikationsmedarbejder og musiker, og han stiller også op til byrådet i Holstebro. Ved byrådsvalget i 2017 stillede han op til byrådet i Aarhus for Alternativet og blev valgt som 2. suppleant. Han var også folketingskandidat for Alternativet ved Folketingsvalget i 2019, hvor han blev valgt som 4. suppleant i Østjylland.

Lars Holstein fra Silkeborg er nr. 5 på listen. Lars arbejder til hverdag som udviklingskonsulent, og han stiller også op til byrådet i Silkeborg. Han har været medlem af Alternativet siden før Alternativet fik et IT-system, og han har blandt andet været medlem af storkredsbestyrelsen i Alternativet Midt- og Vestjylland og lokalbestyrelsen i Silkeborg.

Line Aaen fra Ebeltoft er nr. 6 på listen. Line arbejder til hverdag som lærer, og hun er også folketingskandidat for Alternativet. Ved Folketingsvalget i 2019 blev hun valgt som 2. suppleant i Østjylland.

Alternativets mærkesager til regionsrådsvalget er den grønne omstilling, forbedring af forholdene i psykiatrien og arbejdet for en ny politisk kultur.

Alternativet anvender sideordnet opstilling. Rasmus Foged er udpeget som partiet spidskandidat til regionsrådet, hvorfor henvendelser fra medierne som udgangspunkt bedes rettet til ham.

Kontaktoplysninger: Rasmus Foged, rasmus.foged@alternativet.dk, 23701870

Pressemeddelse: Psykiatri-Listen og Alternativet indgår valgforbund i Region Midtjylland

Psykiatri-Listen og Alternativet har besluttet at indgå valgforbund til det forestående regionsrådsvalg i Region Midtjylland.

Alternativets regionsrådsmedlem, Rasmus Foged, der er partiets spidskandidat til regionsrådsvalget, fortæller om beslutningen:
“Alternativet har oplevet et rigtig godt samarbejde mellem alle partierne i regionsrådet, og vi har særlig haft et godt og tæt samarbejde med de partier, vi var i valgforbund med ved sidste valg.

Ved det kommende valg må vi imidlertid indse, at vores chancer for at vinde et mandat er mindre end sidst. Vi har derfor både set på, hvordan vi valgteknisk har størst chance for at opnår valg, og på hvem vi ønsker, stemmer på Alternativet skal gå til, hvis vi ikke opnår valg.

Alternativet har haft et særdeles godt samarbejde med Psykiatri-Listen i denne valgperiode, både om psykiatrien, den grønne omstilling, politisk kultur og meget andet. Endvidere mener Alternativet, at der også i næste valgperiode vil være et stort behov for at sikre meget stor politisk fokus på psykiatrien i Region Midtjylland.
Samtidig vurderer vi, at Alternativets chancer, rent valgteknisk, for at få et mandat, er størst i et valgforbund med Psykiatri-Listen.”

Psykiatri-Listens spidskandidat, Rose-Marie Mollerup, der arbejder som psykolog i regionspsykiatrien, fortæller om beslutningen:

“Ved det kommende regionsrådsvalg har vi valgt at gå i valgforbund med Alternativet. Dette vurderer vi forøger vores og psykiatriens mulighed for at blive repræsenteret med så stærk en stemme i det kommende regionsråd som muligt.

Psykiatri-Listen har i den foregående valgperiode haft et særligt nært samarbejde med Alternativet, med hvem vi har fremsat flere resultatgivende forslag, og med hvem vi vil fortsætte et stærkt samarbejde om at forbedre forholdene for patienter og ansatte i den regionale psykiatri.”

Kontaktoplysninger:
Rasmus Foged, rasmus.foged@alternativet.dk, 23701870
Rose-Marie Mollerup, Rosemariemollerup@psykiatri-listen.dk