Reformér reformen

I 2014 trådte den seneste folkeskolereform i kraft på baggrund af drøftelser om, at Danmark havde den dyreste folkeskole i verden, men manglede resultaterne til at underbygge det og i slipstrømmen af en debat fra 2012 om at løfte kompetenceniveauet i folkeskolen ved at inkludere en lang række af de elever, som tidligere blev tilbudt specialundervisning, i den såkaldte ”normalskole”.

Hvorvidt der reelt var tale om spareøvelser, sådan som det blev beskyldt for, og uagtet hvorvidt man er enige i enkelte af de principper, som drøftelserne rummede, så er det min klare overbevisning, at diskussionerne byggede på falske præmisser.

Der er behov for at reformere folkeskolen. Og det kræver en rigtig reformation, i ordets oprindelige betydning, og ikke den halvhjertede, liberaløkonomiske justering, vi fik.

Det forfejlede regnestykke

Selvom det selvfølgelig aldrig er så simpelt, som det gøres til i medierne, selvom en politisk diskussion selvfølgelig altid er langt mere nuanceret end selv politikerne gør den til og selvom politiske resultater næsten nødvendigvis må være kompromisser, så led hele diskussionen bag en folkeskolereform af en helt åbenlys mangel: Den var baseret på en fejlagtig præmis.

Med næsten Tayloristisk præcision beskrev partierne bag reformen, hvordan de ønskede at højne det faglige niveau ved at forlænge skoledagen. Argumentet var altså, at hvis et barn kan lære X på Y timer, så må barnet jo kunne lære X+1, hvis skoledagen udvides til Y+1 timer. Heureka! Sådan løser man udfordringen med dalende resultater i internationale tests.

Men her fejler man ekstraordinært spektakulært i sit manglende menneskesyn, når man ikke har forstået, at børn ikke er små tomme videnstanke, som bare lige skal fyldes lidt mere op så de kan blive hovedrolleindehaverne i fremtidens eksporteventyr. For udfordringen med folkeskolen har jo alle dage været rammerne – ikke den tid, børnene gik i skole.

Folkeskolen har behov for bedre rammer. Og det handler ikke om at smide en masse penge efter problemet og kræve, at kommunerne og skolerne selv løser det. I stedet skal der skabes de praktiske, økonomiske, såvel som de juridiske, rammer for, at skolen kan understøtte hvert enkelt barn på den måde, som tjener barnet bedst. Fokus skal væk fra internationale sammenligninger med asiatiske lande og USA og tilbage på folkeskolens dobbeltrolle: uddannelse og dannelse.

Fokus for folkeskolen skal være at støtte børn i deres rejse mod at blive rundede, velbalancerede borgere i et demokratisk samfund – ikke på at skabe produktive soldater til Virksomhed Danmarks betalingsbalancehær. Danmark skal ikke sammenligne sig med uddannelseskulturer og -systemer, som vi ikke ønsker selv at udvikle os til med dertilhørende brugerbetaling og samfundspres.

Værdikampens ofre

Det burde slet ikke være nødvendigt at sige, at alle mennesker selvfølgelig er lige meget værd. Og det nok slet ikke nødvendigt at minde sig selv om, at ikke alle mennesker er født eller opvokset lige. Det skal være en af det danske samfunds højeste prioriteter at rumme alle mennesker på de præmisser, som det enkelte mennesker har. Men det er uklædeligt at maskere besparelser og elitisme bag tynde facader af værdipolitik, som lader dem, som har allermest brug for det, i stikken.

Inklusionen i folkeskolen – sådan som den eksisterer i dag – bygger på en skævvredet præmis om, at børn med særlige behov på en måde er lavere stillet og derfor skal ”trækkes op på normalniveau” og at det arbejde, som tidligere foregik i specielt indrettede klasser, sagtens kan foregå i ”normalklasserne”. Men det er et egalitetspolitisk falsum, som der skal gøres op med. Ikke mindst fordi strategien har slået fejl. Der er ikke ressourcer, hverken menneskeligt, tidsmæssigt eller økonomisk til børn med særlige behov, og resultatet er børn med særlige behov, som bliver ladt i stikken, udbrændte lærere og børn uden særlige behov, som oplever forstyrrelser og har svært ved at trives.

Dette er selvfølgelig ikke tilfældet alle steder. Vi kender sikker alle eksempler på klasser og måske hele skoler, hvor oplevelsen er en anden. Men det ændrer ikke ved, at selve præmissen er forkert. Inklusionsreglerne forsøger at maskere de gamle A- og B-hold ved at lægge dem sammen, men uden reelt at forholde sig til, at rollefordelingerne blot fortsætter i samme klasselokale.

Der er behov for at gøre op med tanken om, at nogen skal inkluderes i normalen . Det er et uhensigtsmæssigt levn fra tidligere tiders evige stræben mod total ensformighed. Det er blevet vigtigere at være en del af gruppen frem for at tilhøre gruppen. Men vi bliver nødt til at begynde at se hvert enkelt barn, som ”et barn med særlige behov”, og ikke som et barn der enten er over eller under en eller anden arbitrær ”normalgrænse”. Alle mennesker er forskellige, og det skal det danske skolesystem kunne rumme.

Skoler for alle

Mange vil unægtelig mene, at det er urealistisk at designe et skolesystem, som rummer hele den menneskelige diversitet. Det vil sikkert være usandsynlig dyrt. Men børnene er jo fremtidens Danmark – og ikke bare i en overført, floskelagtig betydning, men helt bogstaveligt. De børn, som i dag rundes af den danske folkeskole, er fremtidens politikere, skolelærer, sygeplejersker, politibetjente osv. Selv den mest hårdnakkede liberaløkonomiske erhvervstænker må vel også erkende, at man skal investere i fremtiden – ikke i nutiden.

En vision for folkeskolen kræver ikke bare, at vi justerer timetallet her og afsætter en ekstra pose penge der. Det kræver, at vi genbesøger diskussionen om, hvad folkeskolens opgave er. Vi skal fjerne det både implicitte og eksplicitte fokus på akademiske og målbare resultater og i stedet tage opgaven med at støtte dannelsen af balancerede mennesker seriøst.

På den korte bane betyder det 1) kortere skoledage, så der er luft til rent faktisk at lære noget, 2) afskaffelse af tests og hele KPI-tilgangen til uddannelsessystemet og 3) en langt bredere anerkendelse af, at man netop ikke giver børn med særlige behov plads til at være, ved at presse dem ind i sammenhænge, som hverken de, deres klassekammerater eller lærerne vinder noget ved.

Men på den længere bane betyder det en omfattende gentænkning af skolesystemet som helhed. Der skal afsættes tid og ressourcer til at skabe et innovativt og visionært skolesystem, som har fremtidens mennesker i fokus – det være sig forskellige skoler til forskellige elever, niveau- eller læringsmetodeinddelte klasser frem for aldersinddelte eller helt andre idéer. Vi skal bort fra at tænkte på det danske samfund som en virksomhed og skolesystemet som et onboardingprogram.

Hold da det fast - Det er fremragende og vigtigt at realisere! Tusind tak for disse ord!

Godt nytår
Gunhild :sparkler: