(Grundet plads er teksten delt op i to. Dette er den første del)
Forord
I 2009 begyndte jeg at læse Statskundskab på Aarhus Universitet. Min forventning var, at dette var studiet at læse, hvis man ønskede at få en dyb forståelse for samfundet. To år senere droppede jeg ud fra studiet, med en kraftig følelse af, at den tilgang man havde, kun kunne forholde sig til en meget lille del af hvad samfundet handler om. På studiet og efterfølgende undersøgte jeg videnskabelig praksis for mange andre discipliner, inden for samfundsvidenskaberne og humaniora. Sideløbende undersøgte jeg i et begrænset omfang traditioner fra Indien og Kina; Buddhisme, Hinduisme, Daoisme og Konfucianisme. Hvad der startede som en kritisk stillingtagen til et enkelt studie, udviklede sig til at omfatte stadigt mere.
Denne tekst er lidt at betragte som et kludetæppe af forskellige ideer og tanker. Hovedårsagen til dette er, at hvad jeg har forsøgt at undersøge og behandle, har været alt for stort til at jeg har kunnet rumme det. Der er meget her som ikke er gennemarbejdet eller som har store mangler. Alligevel har jeg valgt at holde fast i den høje ambition, fordi jeg mener at der er et stort behov for at stille og beskæftige sig med disse grundlæggende forhold, også selvom at man ikke kan leverer nogle pæne, stringente svar til sidst. Det er helheden i teksten her som er det vigtigste, ikke nogen specifikke detaljer. Endelig har det også været et mål, at teksten skulle være forholdsvis kort, sådan at den kan være mere tilgængelig. Der anvendes ikke kildehenvisninger i denne tekst, det er bl.a. ud fra en begrundelse om, at det centrale er hvad der reelt står, ikke hvem der har tænkt tankerne i første omgang.
En af de grundlæggende ting jeg har været kritisk overfor i samfundet, er et for stort fokus på at kritiserer, i stedet for at præsenterer egne bud. Siden jeg kunne se nogle problemer, har det været min ambition, også at kunne komme med mulige løsninger hertil. Denne tekst repræsenterer det bedste jeg har kunnet præsterer. I alle fald har jeg et stort personligt behov for at opnå noget afklaring omkring dette. Jeg håber denne tekst kan have relevans for andre, og jeg ser frem til en respons.
- Indledning
Hvem kan følge med den udvikling vi ser i dag? Inden for blot få generationer, har der fundet en udvikling sted, som dramatisk har forandret måden vi lever på. Hvem kan i dag påstå at have et godt overblik over samfundets forhold og retning?
For få generationer siden havde kristendommen en større rolle i samfundet. Jeg tror at de kristne værdier, har været meget indlejret i det lokalsamfund jeg voksede op. Dette vel at mærke, uden at kristendommen blev brugt på en eksplicit eller direkte måde. Men det har alligevel givet en fælles ramme, som meget kunne se sig selv i forhold til. Som jeg voksede op oplevede jeg, at det var svært at spørge ind til noget omkring kristendommen, og få svar på lige fod med andre spørgsmål man kunne stille. Kristendommen var nok i høj grad henlagt som et “trosspørgsmål”, som var et privat anliggende. Den samme behandling har kristendommen fået i den offentlige sfære.
Så kristendommen har ikke kunnet fungerer som en universel ramme. Hvad er så de mest grundlæggende værdier i det danske samfund i dag? Frihed og demokrati vil måske nævnes som de mest centrale. Men hvad indbefatter dette hvis vi går tættere på? Den frihed vi taler om er vel en som kan gælde for hele befolkningen, hvorhen man er i livet. Enhver lov der bliver lavet er en begrænsning på den ene hånd og det medfører mulighed med den anden. Der kan ikke findes nogen perfekt frihed i et samfund, i stedet kan vi forsøge at indrette samfundet på den bedste måde det kan lade sig gøre, og det bør vi også forsøge. Vores behandling af demokratiet, omhandler meget de personer som foretager beslutninger, frem for en forståelse af hvad der i grunden er muligt, og så herefter hvad befolkningen i virkeligheden ønsker.
Som menneske og samfund har vi vel brug for ting på tværs, der kan være af universel gyldighed. Og som sådan mangler dette heller ikke i Danmark i dag. Hvad vi lærer i skolen har måske i høj grad indtaget denne rolle. Som elev er du i skolen for at lære. Om det gælder folkeskolen, gymnasiet eller universitetet er dette princip i høj grad det samme. Vi tager en uddannelse for at lære og dygtiggøre sig. Jeg oplever at der i høj grad eksisterer en sådan tro i dag. At det er disse steder vi skal vende os hen, for at kunne få sandheder.
Jeg mener, at vi som folk og samfund har gjort rigtigt mange ting rigtigt godt. At der er blevet kæmpet for hvad der har været vigtigt. At vi har formået at bygge et samfund op, som ser forbi blot vore egen situation, og derimod omhandler det hele fællesskab vi tilhører. Samtidigt mener jeg at den udvikling der er sket i disse årtier har løbet foran mange af de gamle institutioner vi har. Hvis vi siger at kristendommen hviler på personlig tro, men næsten ingen tror på dette mere, hvad er så værdien af dette? Hvis vores politiske system havde sit udspring, i en virkelighed af grundlæggende klasse uenigheder, hvis disse klasser i høj grad er blevet opløst, hvor efterlader dette politikken?
Der har været meget forandring og opbrud. Vi kan heller ikke glemme de to verdenskrige i det forrige århundrede i den sammenhæng. Vi har som mennesker og samfund behov for nogle grundlæggende fundamenter, nogle grundlæggende svar, og det sted som varetager denne opgave i samfundet i dag er det akademiske system.
Det akademiske systems rolle i vores samfund er vokset, i takt med at andre ledende elementer i vores samfund har mødt udfordringer. Hvad er i grunden det akademiske system for en størrelse? Hvordan behandles vores samfund heri? Hvordan behandles eksempelvis autonomi, valg, værdier, ansvar og fremtiden af dette system? Er det akademiske system, i sin nuværende form, i stand til at behandle disse centrale begreber på en god måde? Jeg mener grundlæggende, at det er det ikke. Dette kan imidlertid ikke løses indefra det akademiske system selv, fordi at problemet går helt tilbage til grundlæggende spørgsmål såsom: Hvem er vi? Hvad ønsker vi? Sådanne spørgsmål, kan ikke blot parkeres, som nogle filosofiske spørgsmål, nej, det er grundlæggende spørgsmål, som er gennemgående for hele samfundet. Dermed kan der ikke eksisterer en sådan adskillelse imellem videnskab, politik og religion. Eller, det er i hvert fald hvad jeg er kommet frem til, og hvad jeg vil forsøge at argumenterer nærmere for i denne tekst.
Min argumentation består af tre dele. Kapitel 2. præsenterer en kritik af nogle eksisterende forhold. I kapitel 3 præsenteres tanker for hvordan at videnskabelige, politiske og religiøse forhold kan eksisterer i et system, hvordan at dette system kan bygges op samt hvordan at dette bør håndteres. I kapitel 4 anvendes dette system, i en beskrivelse af samfundet, hvor alle aspekter ved samfundet, indgår i en samlet helhed.
- Analyse af det eksisterende
2.1 Det akademiske system
Denne kritik er primært rettet mod de discipliner som beskæftiger sig med mennesket og samfundet, som er de discipliner jeg selv har beskæftiget mig med.
2.1.1 Strukturen i det akademiske system
Det er vigtigt at holde fast i, at universitetet er en institution skabt af mennesker. Det akademiske system bygger på vores ideer. Til syvende og sidst ser jeg universitetets rolle, som værende at berige samfundet. Argumentet er, at for at en berigelse kan finde sted, er det nødvendigt, at der er en klar forankring af universitetet i samfundet. Hvad kan afgøre hvordan at universitetet skal opbygges? Discipliner eller fag bør struktureres efter hvad de beskæftiger sig med. Denne definition og afklaring omkring hvad en disciplin beskæftiger sig med, kan ikke tages indefra en disciplin. Det er en nødvendighed at der er et standpunkt, som ligger uden for universitetet, som kan betragte forskellige områder eller funktioner i samfundet. At der er en logik uden for universitetet som er med til at strukturerer universitetet.
Der eksisterer i dag stor autonomi for de enkelte discipliner. Hver disciplin kan grundlæggende retfærdiggøre sin eksistens, forskning og forskningsmetoder med henvisning inden for egen disciplin. Der kan eksistere forskellige discipliner, som beskæftiger sig med det samme, men som har helt andre grundlæggende forudsætninger og fremgangsmåde. Også inden for den samme disciplin, kan der eksistere fuldstændigt modsatrettede forestillinger omkring verden og hvordan den bør forstås. Hvilken grundlæggende verdensanskuelse, ligger til grund for et system, som arbejder i så forskellige retninger? Hvor befinder idealet om konsensus i forskning? Hvilke forestillinger og ambitioner eksisterer der omkring at kunne blive enige omkring visse udsagn? Selv små udsagn? Et ideal omkring, at kunne forklarer sit arbejde til andre, inden for og uden for det akademiske, bør introduceres, og betragtes som værende helt essentielt. At snakke med hinanden betyder ikke, at man skal være enige, men det er en øvelse og mål i sig selv at forklarer, og se hvor langt enigheden rækker og hvornår uenigheden begynder.
Der er inden for det akademiske for stor vægt på at skulle producerer ny forskning. I stedet bør undervisningen vægtes højere, samt det at danne sig et bedre overblik over disciplinen i sin helhed. Jeg vil advokere for et system, hvor man kan undervise på et universitet, uden et krav om at skulle producerer ny viden. Dette vil kunne fjerne meget pres, og så kunne det jo pludselig være, efter måske 10 års undervisning, at man får en god ny ide man kan lægge frem.
2.1.2 Uklarhed omkring autoriteten bag viden
Hvor opbevares i grunden alt den viden, som der produceres? Den korte svar nok i litteraturen. Der er imidlertid mange spørgsmål man kan stille til den fremgangsmåde. Forudsætningerne for, at denne fremgangsmåde kunne fungerer optimalt, er muligvis, at der er én litteratur til hvert område, og at alle der beskæftiger sig på et givent område, vil læser alt der blev publiceret. Der publiceres i dag helt utroligt meget, og det er inden for et hav af forskellige under-grupperinger, som det kræves et meget specifikt kendskab for at kunne være med i. Der er også det forhold, at selvom at noget er blevet klart modbevist, så eksisterer de oprindelige udgivelser stadigt i litteraturen og kan henvises til.
Hvordan er det at vi sikrer troværdigheden for det vi skriver? Det korte svar er nok, via kildehenvisninger. Et problem med dette er, hvornår går grænsen mellem almindelig sund fornuft, og ting udover dette. I sidste ende, når nu at vi undersøger verden og får resultater, er det så ikke meningen at vi skal tro på disse resultater for hvad de er? At vi gør denne viden til vores egen? Der bør være en bedre balance her. Der ligger også noget rent principielt i, at man eksempelvis som gymnasieelev, opdager et meget stramt system omkring dette. Ideen om at man kan skrive noget rigtigt, noget sandt, noget gennemarbejdet, kan komme i baggrunden for, at det vigtigste er at have henvisninger.
Kan vi i sidste ende overhovedet stole på en viden? Dette har været et af de grundlæggende spørgsmål igennem lang tid. Jeg vil blot sige her, at der ikke er nogen bred enighed omkring noget svar. Det er en problematik i sig selv, at der hviler en så stor autoritet på en institution, som har så stor intern uenighed vedrørende de mest fundamentale anliggender. Så er der en problematik tilknyttet nogle af de eksisterende bud der præsenteres. En holdning er, at det højeste vi kan opnå, er at sige, at indtil videre, har vi ikke definitivt kunne afvise en viden/teori. Hvor placerer en sådan forståelse os mennesker i forhold til viden? At vi egentligt aldrig kan være sikre? Turde, at tro? Hvordan har vi det som mennesker, hvis vi aldrig vil tillade os, i øjeblikket (fordi, vi kan vel blive klogere i fremtiden?), at tro på en viden?
2…1.3 Specifikt omkring behandlingen af samfundet
En helt grundlæggende definition af et menneskeligt valg må inkluderer, at ved ethvert valg, er der noget der vælges til, og noget der vælges fra. Ved alle valg er der således i en hvis forstand tale omkring en vurdering, og hvad skal denne vurdering bygge på? Der følger, at ved alle valg, er der tale omkring værdier, i en form eller en anden. Der findes ikke rent ”neutrale” eller ”objektive” valg.
Nogle undersøgelser af samfundet er inspireret af naturvidenskabelige metodologier. Disse metodologier opererer imidlertid ikke med det menneskelige valg. Anvender man sådanne metodologier til at forestå samfundet, kan det gøres på en sådan måde, at det menneskelige valg afskrives. Hvad mener vi egentligt når vi taler omkring en ”lovmæssighed”? Vi kender det eksempelvis fra tyngdekraften, at der er kræfter på spil, som fungerer som en naturlov. Efter min vurdering er der sket en transport af denne naturvidenskabelige måde at anskue på, til også at inkluderer menneskelige og samfundsmæssige aspekter. I mine øjne reducerer denne fremgangemåde hvad mennesket er. Det kan helt afskrive historien, vores autonomi, og muligheden for at foretage nye valg i morgen.
Der bør ændres holdning når det kommer til valg og værdier. Vi bør fra starten vedstå, at der ikke eksisterer, nogen ren, værdineutral måde, at undersøge samfundet på. I stedet bør der grundigt undersøges hvilke værdier der faktisk er tale omkring, hvilke værdier der bliver lagt til grund og er anvendt. Hertil på en seriøs måde at vurderer konsekvensen af disse værdier, samt at vurderer konsekvensen af alternative værdier.
2.2 Den politiske sfære
Jeg mener at der eksisterer en uheldig opfattelse af politik i vores samfund. Denne opfattelse af politik går ud på at opfatte, behandle og tale omkring politik som sit helt eget, særlige område i samfundet. En eksemplificering af dette er en opfattelse som at ”politik handler omkring holdninger” eller ”politik handler omkring følelser”. Eller det kan være en bestemt betoning af at ”dette er et politisk valg”. Hvad jeg mener der eksisterer her er en opfattelse at der eksisterer noget særligt ”politisk”, som har nogle særlige regler der knytter sig til. Betydningen af denne særlige sfære er, at fagkundskab, saglighed og rationelle argumenter kan holdes på afstand eller helt ude.
Det som jeg mener vi som samfund må stå fast på er, at det primære ved det politiske, er elementet i at foretage bindende beslutninger for et samfund. Det handler i sidste ende omkring en funktion i at afgøre, at vedtage, at gøre noget endeligt. Og det er selvfølgelig essentielt for et samfund at det har institutioner der kan fortage dette.
Om det drejer sig omkring sundhedsområdet, uddannelsesområdet, eller andet, så er det en del af vores liv, vores samfund. At der opnås det mest virkelighedstro grundlag at træffe beslutninger på, er et ideal vi kan dele med alle i samfundet. Der bør ikke være nogen adskillelse imellem det faglige arbejde omkring hvad givne sager vedrører, og det grundlag vores beslutninger træffes på. Vores beslutninger bør træffes ud fra vores bedste kendskab. Når nu at der skal foretages afgørelser sker dette på baggrund af værdi-hensyn. Men disse er aldrig afkoblet virkeligheden. Værdier handler omkring livet. Værdier kan også kommunikeres og forklares.
Et bud på, hvorfor at politik i så høj grad bliver set som sin egen sfære er, at vi ser retten til vores holdninger, til at mene, synes og ytre os om hvad vi vil, som værende helt essentielt for vores samfund. At det både er en mulighed at ytre os frit, eller holde vores holdninger privat. Det er nogle grundlæggende værdier vi har omkring lighed, frihed, respekten for den enkelte, hvad der gør et godt samfund, mm.
2.3 Den religiøse sfære
Religion indtager et område, som omhandler grundlæggende spørgsmål som hvem vi er, hvor vi er og hvorfor vi er. Ser vi på alle samfund igennem historien, så har de forholdt sig og givet svar på disse spørgsmål. Jeg tror at disse spørgsmål er grundlæggende for det at være menneske. Vi eksisterer, vi lever, vi er bevidste, alt muligt sker. At man på egen hånd beskæftiger sig med disse spørgsmål er en naturlig del, men ligeså naturligt er det at man får en fortælling det sted man er født, vil jeg argumentere for.
Religion bliver set som udgørende sin egen sfære i endnu større grad en det politiske. Religion kan forstås som behandlende ”trosspørgsmål”. Hvad menes der med det? At tro angår sig selv og sin gud? Inkluderes området spiritualitet og kendskab til andre kulturer, er der pludselig mange forskellige grundlæggende overbevisninger og praksis.
Det jeg grundlæggende mener her er, at vi i udgangspunktet godt kan tale omkring disse emner. At vi også i nogle sammenhænge bør tale omkring disse ting. Hvor går grænsen for, hvad man kan tale omkring? Hvor meget kan man lære og forestå om andre, om sig selv, om noget større end sig selv? Man kan starte en samtale, og med respekt for den anden, se hvor den ender.
At vi så kan opleve verden, og fortolke verden forskelligt, og på baggrund af dette nå frem til forskellige verdenssyn og praksis, er en anden sag. Hvad der er vigtigt her er at vi har et samfund, hvor der er nogle grundlæggende værdier der deles bredt, hvor der så inden for disse, er stor mulighed for at fortolke og udleve sit liv som man ønsker.
- En alternativ fremgangsmåde
Er man kritisk over for den måde vi tilgår viden og erkendelse på i dag, hvor så starte? Man må gå tilbage og tænke over, nogle af de mest grundlæggende forhold ved vores eksistens. Prøve at skrive nogle ting op, og se om det giver mening i en helhed. Prøve det af i praksis og se hvad resultatet bliver.
At tingene kunne gøres på en anderledes og bedre måde, end hvordan vi gør det i dag, er rimelig klart for mig. Hvordan dette rent faktisk kan begribes og udtrykkes er en enorm udfordring. Hvad jeg præsenterer her i dette kapitel er på ingen måde noget egentligt alternativ, som er gennemarbejdet og kan stå på egne ben. Det er et forsøg på at tænke i nye baner. Det er et skridt på vejen for, hvad der forhåbentligt kunne blive til noget i fremtiden. Disse ting kan tages som inspiration for en ny retning, der er i den grad behov for at arbejde videre med disse tanker.
lang tid været har jeg haft en modvillig imod, at skrive direkte omkring logik og logiske systemer. Jeg har derfor førhen forsøgt at præsenterer nogle af mine tanker, uden nødvendigvis at komme ind på den logiske struktur der ligger bag. Det er imidlertid nok naivt, at forestille sig, at nogle af disse grundlæggende forhold kan ændres, uden også at forholde sig til logikken. Logikken kan anskues som et redskab. Det kan bruges til det ene, og det kan bruges til det andet. Den teknologiske udvikling har gjort mennesket i stand til mere end nogensinde før i vores historie, det er virkeligheden i dag. Vi må have en tillid til, at vi kan finde en fredelig, harmonisk måde at leve på.
En ting som måske er gældende for vores samfund i dag er at vi er ”for meget oppe i vores hoved”, til fordel for at være mere umiddelbar, mere praktisk. Denne tekst kan ses som værende i ekstrem grad omkring tænkningen ved tilværelsen. I så fald kunne teksten medvirke til at vi kommer endnu mere ”op i hovedet”. Jeg håber imidlertid ikke at dette bliver tilfældet. Jeg mener at nogle af årsagerne til at vi fokuserer så meget på tænkningen i dag er at vores samfund er så meget i forandring, og at vi ligesom kan blive ”tvunget” til at tænke, fordi vi befinder os i et samfund som er så foranderligt og komplekst. Hvad jeg håber for denne tekst er at nogle grundlæggende livsvilkår og forudsætninger i højere grad kan blive slået fast. At nogle ting er af universel karakter, de forandrer sig ikke. At der dermed kan komme mere ro i samfundet.
Forsøget her er at forsøge at kunne rumme udsagn og se sammenhænge imellem udsagn, som traditionelt betegnes som værende vidt forskellige i deres natur. Matematiske udsagn, historiske udsagn, udsagn om egenskaber ved materialer, udsagn om behov for levende organismer, udsagn omkring prioriteringer, love for et land, normer, ideer om et godt liv og hvordan det opnås. At alle disse udsagn er en del af den samme virkelighed vi befinder os i.
Kapitlet her er grundlaget for kapitel 4. Hvad der kan være meget sort snak her håber jeg kan blive mere klart når det ses i sammenhæng med dette efterfølgende kapitel.
3.1 Grundlæggende antagelser
For mig at se er der ikke nogen grundlæggende adskillelse imellem videnskab, politik og religion. En grundlæggende antagelse for dette er at vi befinder os i den samme verden. Den ultimative kilde til viden er den verden vi lever i. Fra livet. Fra hvor vi færdes. Om man bor i Amerika, Asien eller Europa er vi alle samme om denne verden. Det vil altså sige at vi påpeger, at vi mener at der er en virkelighed som er sådan og sådan. Der er her tale omkring, at autoriteten for vores påstande, henføres til en verden vi befinder os i.
Fra naturens side findes der ikke nogen ”ting”. En ting forudsætter en afgrænsning tingen og en omverden. Fra naturens side indgår alt i en samlet helhed. Alt er forbundet igennem tid og sted. Der er ikke noget der opstår af sig selv eller forårsager sig selv. Som mennesker lever vi og gebærder os i verden. Vi finder det så hensigtsmæssigt at opdele verden på flere forskellige måder. Et døgn er den cyklus vi har fra dag og nat til næste dag og nat. At et døgn har 24 timer, hver time 60 minutter osv. Denne opdeling af verdener noget som vi mennesker grundlæggende selv har fundet på. Og med god grund også. Ved at kunne gå ind og måle, veje, opbygge kendskab til planter, metaller osv. gør vi mange nye ting mulige for os. At vi kan undersøge og videregive er en af grundstenene for civilisationen. Det er ikke blot kendskab til planter, eller en forståelse for matematik vi kan undersøge og give videre. Det gælder alle erfaringer vi kan gøre os dvs. at det også gælder hvad vi finder godt eller dårligt som mennesker, hvad vi synes om en ting, erfaringer med at arbejde med hinanden. Vores erfaringer med demokrati som en styreform er også sådan. Det leder os til formålet med at dele ting, skrive ned og videreføre. Det må være at kunne lykkedes med de ting vi gerne vil kunne lykkedes med. Efter at have gjort sig nogle erfaringer igennem noget tid, og man er kommet frem til noget, som på en eller anden måde er værdifuldt for sig, så kunne det være en god ide at viderefører disse erfaringer.
På Baggrund af dette ønsker jeg at foreslå en ny måde at gå til spørgsmålet omkring eksistens. Et grundlæggende spørgsmål inden for videnskaben har været “eksisterer det, eller eksisterer det ikke”. Det jeg gerne vil foreslå i stedet for er, at hvis noget bliver nævnt, så har det allerede her en eksistens. Det egentlige spørgsmål er imidlertid – hvilken eksistens. Hvad med en superhelt fra en tegneserie? Her er der tale omkring en fiktiv figur, men som vi stadigvæk kan forholde os til, lave film om osv. Hvad med en tante? Her er der tale omkring en betegnelse, vi har valgt at give en specifik familierelation. Hvad med jern? Et grundstof der anvendes mange steder i samfundet, og som er muligt at finde i undergrunden. Hvor mange forskellige former for eksistenser findes der? I princippet kunne der være noget nær uendeligt mange, men det er så her at vi må gå ind og grupperer efter nogle karakteristika eller funktioner der giver mening for os.
Man kan måske sige her at jeg opgiver forsøget på at forestå verden ”uden for” mennesket. Man kan godt gøre sig tanker omkring, at forsøge at forestå verden på et endnu mere grundlæggende niveau, men ethvert koncept, begreb, ord, vil ødelægge dette, idet at alle disse er menneskeskabte. Jeg tror at nogle forhold ikke kan formuleres i et sprog, i så fald er det ikke hvad det var før. Der er erkendelser man selv må gøre sig, sammenhænge man selv må se. Denne tekst går ikke på dette dybeste niveau, men beskæftiger sig i stedet med hvad vi kan tale omkring.
3.2 Udformning
Her starter forsøget på, hvordan at man kan rumme vidt forskellige udsagn i et samlet system. Lad os starte med at forestille os et helt tomt dokument. For at der kan komme noget indhold i dette dokument, må der skrives nogle meningsbærende udsagn. Der er tre krav der skal overholdes for at noget er meningsbærende. For det første skal være relevant i forhold til den baggrund, helhed, kontekst, hvori at det optræder. For det andet skal det meningsfulde udsagn gå ind og afdække, beskrive, forholde sig til, præsenterer noget, som er uden for sig selv, og som ikke optræder andre steder. Altså at der optræder indhold som er unikt. For det tredje skal dette unikke indhold kunne præsenteres på en sådan måde at det er muligt for læseren at forestå. Et eksempel fra kapitel 4: ”Et grundlæggende princip hvorpå vi bygger vores samfund er personlig autonomi”. For det første relaterer dette udsagn sig til baggrunden som er, at præsenterer en samlet forståelse af samfundet. Udsagnet skal ses i forhold til denne ambition, at det er den helhed at det indgår i. Det er unikt ved at hævde hvad det gør, at personlig autonomi er et grundlæggende princip. Der er noget konkret der præsenteres, man kan forholde sig til. Endeligt bør det også overholde konventioner omkring sprog og grammatik, sådan at meningen er til at forestå.
Det næste element omhandler forståelsen af relationen imellem de meningsbærende. For dette dokument gør det sig gældende, at enhver ting som skrives, står i forhold til alt hvad der tidligere er skrevet. Dette er fordi at ethvert udsagn er unikt, samtidig med at det indgår i en fælles helhed, så vil der også være en relation imellem de enkelte udsagn. Denne relation kan være meget fjern, nærmest usynlig, eller meget tæt på. Et grundlæggende krav til alt som skrives i dette dokument er at der ingen uoverensstemmelser må eksisterer imellem nogle udsagn man skriver. Jo mere man skriver, jo større udfordring giver dette. Her er to andre eksempler for kapitel 4: ”Ved personlig autonomi forstår vi den voksne, myndige person, som har en forståelse af omverdenen og sig selv. Dette gør personen i stand til at leve sit liv og træffe beslutninger der bunder i ens egen fornuft, og en villighed til at leve med de konsekvenser ens valg medfører” og ” Dermed er det en grundlæggende værdi for samfundet at indrette samfundet på en sådan måde at vi får autonome personer”. Disse udsagn ligger meget tæt på hinanden og det er tydeligt at se at de bygger videre på hinanden. Med indførelsen af de to nye udsagn øges hvad man kan forestå af det første udsagn. De næste to er igen beriget af det første. Hvad der afgør hvordan de enkelte udsagn relaterer sig til hinanden er bestemt af den bagvedliggende struktur for hvert udsagn.
Det sidste element handler omkring helheder og afgrænsninger. En afgrænsning er nødvendig for at vi kan beskæftige os med en ting og ikke en anden, og dermed en forudsætning for, at kunne behandle nogen ting overhovedet. Mening består altså både i enkelte dele, hvordan delene relaterer sig til hinanden, samt her den helhedsmæssige afgrænsning de befinder sig i. Lad os forestillede at vi ønsker at behandle samfundet, og lad os endvidere forestille os, at vi ønsker at afdække samfundet fuldstændigt. Er det muligt nogensinde at afdække et emne fuldstændigt? Nej, fordi at det er os som afgør hvad der skal med, hvor detaljeret det skal være, hvor meget baggrund der skal være. Løsningen er at have nogle fornuftige standarder og forståelser, om hvilke ting der er relevante at inkluderer til den givne situation. Hvor stor er en helhed? I princippet kan en helhed udgøre blot et enkelt udsagn. Det kan også være adskillelige udsagn eller mange tusinder. Hertil kommer at vi kan forestå noget som en helhed, samtidig med at denne helhed er en del af en endnu større helhed. At afgrænse sig til at beskæftige sig med samfundet er et meget stor helhed. Det er muligt at betragte emner som ”autonomi” eller ”arbejdsmarkedet” som udgørende helheder. Samtidigt er disse begge dele af den større helhed som er samfundet.
3.3 Hvordan bruge dette system?
Indbygget i systemet er en stærk tro på kumulativ viden, at det er muligt at vi kan dele vores erfaringer, og opnå en stadigt større forståelse af verden. At der er forskellige forhold, hvor hvert forhold har sin egen måde at blive tilgået på.
At kunne kommunikerer med hinanden forudsætter et vist niveau af enighed omkring hvilken eksistens der er tale omkring. Der behøves imidlertid ikke være komplet enighed før at man kan kommunikerer, men sin kommunikation er afhængig af hvor meget af dette der er delt. Dette system kan agerer som en fælles reference, i en samtale. Noget man begge kan henvise til. Når det står her er det uafhængigt af nogen person fordi at det grundlæggende handler om at være udtalelser i forhold til verden.
Der bør være en reform af det akademiske system, hvor der bliver snakket meget grundigt imellem hinanden. Hvor der bliver arbejdet på at komme ned til de mest grundlæggende antagelser man har. Der bør arbejdes sammen omkring at integrerer, hvad der er muligt. Det er en helt enorm udfordring, men det er en ambition som vi bør have. Har man en tro på, at vi kan kommunikerer omkring denne verden, og nå frem til enighed omkring forhold i denne verden, så er spørgsmålet jo hvordan. Hvad jeg har præsenteret her, er for dårligt til at det kan betegnes som et bud, men der er en ambition. Ambitionen om, at det er muligt at snakke sammen på tværs, og kunne præsenterer sine erkendelser af verden i en fælles ramme.