Reducer bureaukratiet og skab ny politisk kultur; nedlæg stat og regioner


(Alternativet) #1

Forslagets tekst

Både staten og regionerne gaber over mere end de kan håndtere og det resulterer i et ineffektivt bureaukrati og i en skævvredet politisk arena, hvor det ikke er de mest mobiliserende agendaer, som får lov at dominere og bestemme udviklingen. Forskellene imellem de enkelte kommuner er for store til at kunne håndteres efter et ‘ens for alle’-princip som staten og regionerne nødvendligvis er bundet til. Løsningen på dette dødvande er ikke at underløbe det kommunale selvstyre, men at reducere den politiske lagdeling af Danmark og kun bibeholde det kommunale (samt Kommunernes Landsforening, som skaber tværgående koordination og harmonisering imellem kommuner).

Nedlæg Folketinget og alle statslige organer og brug midlerne i kommunalbestyrelserne, i KL og i andre relevante mellemkommunale organisationer.

Nedlæg Regionsrådene og alle regionale organer og brug midlerne i kommunalbestyrelserne, i KL og i andre relevante mellemkommunale organisationer.

Udfordring forslaget skal løse

Det politiske skal gøres mere nærværende for borgerne, for at modvirke politikerlede/den eksisterende politiske kultur. Kommunalpolitikken er meget tættere på borgerne, men får ikke lov til at udfolde sit fulde potentiale for at mobilisere borgerne.

Potentielle ulemper ved forslaget

Forslaget er meget alternativt, og jeg forventer at folk vil have brug for god tid til at tænke forslaget igennem, før de kan se sig selv i det.

Hvordan forslaget er udarbejdet

Jeg har endnu ikke fået vendt forslaget med nogen. Men jeg vil meget gerne tale med alle som synes det lyder interessant.

Hvem har været inddraget

Nej. Men det ville være oplagt at høre kommunerne om tankerne.

Forslagsstillere

  1. David Klibo

Status på forslaget

Status: Søger medstillere

Forslaget søger medstillere. Der skal være i alt 10 forslagsstillere for at forslaget kan komme videre.

Forslaget er endnu ikke sat i sten, så kom gerne med forslag til forbedringer.

Du kan blive medstiller på AlleOs


(Jens Harder Vingaard Larsen) #2

Hej David

Det må siges at være alternativt :wink:

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan du tænker at det skal kunne lade sig gøre i praksis. Jeg tænker i forhold til fx udenrigspolitik, handelsaftaler, EU, militæret.

Ligeledes kan jeg ikke helt se hvordan lovgivning kan bestemmes på kommunalt niveau. Bare se hvor rodet det er med forskellig affaldssortering i hver kommune. Skal der så være forskellige hastighedsgrænser, hver gang du krydser en kommunegrænse? Skal miljøkravene til fx landmænd også være op til den enkelte kommune?

Jeg går meget ind for mere selvstyre til kommunerne, fx at de helt selv kan styre deres skatteprocent, uden at skulle modtrækkes statsstøtte. Jeg kan også godt se en fremtid, hvor regionerne fjernes, hvis det netop kombineres med mere selvstyre til kommuner. Jeg synes dog dette forslag går alt for vidt, men jeg vil da gerne høre dine tanker, i forhold til mine spørgsmål/bekymringer.

med venlig hilsen

Jens Harder, Storkreds Nordjylland.


(Sander Pennerup ) #3

Anarki eller Republik er vejen frem.
“demokratiet” og velfærdsstaten har spillet fallit og haft sin chance.
Den vestlige kvinde føder ikke nok børn og flere og flere skal have hjælp fra det offentlige.
Det er skruen uden ende og det ender med borgerkrig i både EU og i lille Thailand.
De kloge er allerede rejst til fx Thailand hvor alt fungere.
Lær at klar dig selv eller fød nogle flere børn der kan hjælpe dig når du bliver gammel.


(David Klibo) #4

Hej Jens.

At lovgivningen bestemmes på kommunalt niveau betyder, i min optik, ikke, at der kommer til at være 98 forskellige hastighedsgrænser eller udgaver af miljøkrav til landmænd. Kommunerne har i langt de fleste tilfælde egeninteresse i at harmonisere lovgivningen på tværs. Og på de områder hvor kommuner vælger ikke at ligge sig i samme rille som de øvrige kommuner i landet, vil det ofte være med lokale forhold som begrundelse - og det er jo hele ideen i at give det kommunale selvstyre mere vægt.

Kommunernes Landsforening vil komme til at spille en helt afgørende rolle. KL er allerede nu meget vigtig for den offentlige sektor, men vil naturligvis blive endnu mere vigtig, hvis kun kommunerne udgør den offentlige sektor. KL har en stærk udvalgsstruktur, som skaber samordning og muliggør interessefællesskaber og fælles talsmænd på tværs af det kommunale - dette er noget, som der bør bygges videre på.

Set i forhold til et international perspektiv, mener jeg ikke, at nedlæggelsen af statsligt og regionalt niveau betyder at Danmark opløses som nation. Derfor vil internationalt samarbejde i form af handlesaftaler, EU, militær og udenrigspolitik stadigvæk kunne udføres - forskellen er blot, at de danske repræsentanter ikke længere vælges på det statslige eller regionale niveau, men på det kommunale. Igen er KL et godt bud på et centralt organ, som med sine udvalg (der består af kommunerne selv) kan sætte fx. udvalgsformænd til at stå i spidsen for de forskellige internationale dialoger som pågår med andre nationer.

Generelt set vil afvikling både det statslige og det regionale niveau i den offentlige sektor, betyde at kommunerne vil skulle håndtere endnu mere end de gør allerede - men de vil med denne nye position også få tilført alle de ressourcer som hidtil har været bundet i staten og regionerne. Kommunerne vil altså have mange flere muskler til at skabe den forandring, som skal til for ikke blot at afløse staten og regionerne, men at rykke Danmark ud over det nuværende status quo og ind i en ny politisk kultur med mindre bureaukrati og mere (forhåbentlig Alternativistisk) politisk handling.

Bedste hilsner
David Klibo