Jeg postede egentlig det her indlæg i en FB-gruppe, men det var muligvis det forkerte sted. Faktisk er jeg heller ikke helt sikker på hvor mit indlæg hører hjemme, for her er tale om både sundheds-, social og uddannelsesområdet.
Nu vi er ved prioriteringer der angår syge og handicappede. Her snakker jeg om debatten om prior
Dette her (artiklen herover) er en mulig fremtid på universiteterne. Fordi alle skal igennem studierne på samme tid eller mindre, bliver det svært for studerende med forskellige psykiske og fysiske problemer og handicaps at klare det - dem der åbenbart er dyre. Det vil sige at endnu flere af dem der bliver uddannet på universiteterne får en helt bestemt social profil og kommer til fortrinsvist at møde andre som sig selv. Når de bliver uddannet og skal have jobs møder de måske kun “de andre” hvis de skal sagsbehandle eller læser avisen om rædslerne på de nederste hylder. Når der skal tages beslutninger, kobles en større samfundsgruppe af.
Når man kobler folk af, bliver det nemmere ikke at se hinanden i øjnene.
Man kan med to museklik og en ærlig samtale finde mange personer der helt frivilligt lader sig tilpasse til systemets krav og mister sig selv i jagten på ikke at få ballade, fordi det er for hårdt at kæmpe oven i alt det andet (sygdom, handicap osv). Og så er der alle brokkehovederne som det er uendeligt svært at holde ud af høre på - vi er så mange, der hviner af angst eller frustration på den helt forkerte måde. Med de forkerte efternavne og netværk og talenter og så har vi også dyre vaner i medicin og terapi, som er svært at få hjælp til, fordi livskvalitet ikke er det samme som prioriteringskvalitet, åbenbart.
Vi ved godt at der allerede sker mange prioriteringer, det er ikke en ny ting, men som det er nu prioriterer kommunerne for eksempel mistænkeligt ofte ressourceforløb i stedet for pension - på grund af penge. Eller to tilfældige borgere med to km i mellem sig har ikke lige ret til revalidering, fordi prioriteringerne er forskellige i deres hjemkommuner og reglerne tolkes forskelligt - den bedste tolkning til prisen. Og så videre.
Det mener jeg bare ikke er bæredygtigt. Er det?
Der er mange fordele ved at prioritere økonomien - der er ikke uanede mængder af ressourcer. Prioritering er godt, fordi det kan skabe gennemsigtighed og manøvrerum, mindske stress og miljøbelastning, menneskebelastning. Vi kan måske nå hurtigere fra A til B til C og ende i paradis.
Det er noget møg konsekvent at prioritere sine egne til, og de andre fra, hvis man for eksempel kun kan forestille sig at der er en eneste økonomisk virkelighed der fungerer, eller kun en defineret sindstilstand der kan bruges til noget i verden.
Hvor skal man så forøvrigt gøre af alle de handicappede og angste eller dem med et godt hoved der også tilfældigvis har skizofreni? Skal de sluses hen i arbejde eller uddannelser som man alligevel ikke er sådan helt imponeret over, når man faktisk lige mangler sit speciale eller har hvad det kræver at gøre det rigtige? Når det i forvejen er lidt som at deltage i et lotteri mht at fødes rask eller møde de rigtige behandlere og få den rigtige behandling, skal man så rammes en gang mere i sit forsøg på at gøre det rigtige og få sig en uddannelse?
Skal man evt. være den skrappe og handlingskraftige højrefløj eller venstrefløjens godhedsjæger, som beskrevet i artiklen her?
Jeg glæder mig til at se hvordan Alternativets socialpolitik og uddannelsespolitik og sundhedspolitik kommer til at se ud, flettet sammen og helhedsorienteret, når der skal tænkes bæredygtighed på alle planer. Ideen er at der skal tænkes helhedsorienteret, ikke?
