Der findes meget solid viden om, at den vigtigste periode i et menneskes liv, er fostertilværelsen og de første leve måneder, og den vigtigste enkelt hændelse i denne periode er fødslen.
Der der sker her, har afgørende betydning for resten af livet. Det har betydning for ens risiko for udvikling af hjerte/kar sygdommen, ens intelligens udvikling, og en helt række andre lidelser.
Vi bør derfor prioritere dette område meget meget højere end vi gør, for gevinsten i reddet leveår og øget livskvalitet (ikke at glemme øget livsindtjening også skat til staten) er væsenligt højere her, end hvis vi først sætter ind senere i livet.
Det er selvfølgelige ikke retfærdigt at sige at vi skal vælge som et enten eller. Men i den virkelige verden i sundhedsvæsnet, så kan afdelinger på sygehusene “relativt” nemt få penge til kræftbehandling, men at få økonomisk hjælpe til at tage sig af socialt belastede gravide kvinder er meget svært. Ved at bedre tilstanden for de gravide, redder adskillige fostre fra tidligere cancer tilfælde. Men det er ikke personligt, vi kan ikke udpege hvilket barm der reddes, som vi kan med en cancer patient.
Men med cancer patienten er behandlingsgevisten oftes kun målt i uger. Men den udsatte gravide taler vi om ekstra leveår til fosteret. Men det er ikke nær så prestigefyldt som cancer behandling.
Nu har jeg overlevet i 10 år md en brystkræft eg de sidste 4 år med en knoglekræft og har egentlig betalt for den gennem mit lange arbejds- og skatteliv.
Kan slet ikke bruge argumentet om prestige og at behandlingen kun er et par uger. Disse uger kan være et halvt liv værd, så et alt for forenklet forslag.
Vi kan nok hurtigt blive enige om, at prestige ikke har noget med prioritering at gøre. Mit liv blev også reddet af onkologerne (kræftlægerne), og jeg forventer da, at det drejer sig om 40+ år, og ikke et par uger.
ronhof har dog ret i, at de første leveår er væsentlige, men hvis det handler om socialt belastede mødre, er det forkert at sætte ind, når de bliver gravide. I stedet skal samfundet forhindre, at de bliver socialt belastede - samfundet bør være socialt bæredygtigt.
Der skal heller ikke prioriteres særlig meget i sundhedsvæsenet. Hvis samfundet er bæredygtigt socialt, økonomisk og miljømæssigt, har ronhof ret i, at børnene undgår en masse problemer senere i livet, og derfor udgør vi ældre ikke sådan en stor byrde for sundhedsvæsenet.
Der vil blive nogle generationer efter indførelsen af bæredygtighed, hvor effekten endnu ikke er slået igennem blandt de voksne. Men der skal ikke vælges. Der skal samfundet betragte udgiften som en investering. Både i viden, velfærd og BNP.