Politikudviklingsdag og supplerende opstillingsmøde

Kære medlem af Alternativet Svendborg Kommune.

Det du nu læser er vores nyhedsbrev. Heri orienterer vi løbende om de begivenheder og events der sker i vores lokalområde, som vi meget gerne vil have I deltager i og/eller tager stilling til. Har du et ønske om at en event eller et emne skal indgå i nyhedsbrevet er du mere end velkommen til at kontakte os.

Indhold i brevet:

  • Resultatet af opstillingsmødet
  • Indkaldelse til supplerende opstillingsmøde d. 8. april.
  • Debatcafé om Sociokrati
  • Lokale i Ribers Gård
  • Seminar i Ejerskab i Ny Politisk Kultur
  • Politikudviklingsmøde
  • Politisk katalog på AlleOs
  • Næste bestyrelsesmøde
  • Referater fra bestyrelsesmøder

Resultat af opstillingsmødet i januar
I januar havde vi vores første opstillingsmøde til kommunalvalget senere på året. På mødet blev alle aspiranter godkendt! :slight_smile:
Vi har derfor den glæde at kunne præsentere vores seks fantastiske kandidater til kommunalvalget 2017:
Laura Hallberg, Nina Rosmarin, Kim Christoffer Nielsen, Kamille Wind, Karl Magnus Bidstrup og Ditteemilie Daisy Hansen. Har du spørgsmål til kandidaterne eller ønsker du bare at snakke med dem kan du finde deres kontaktinfo på AlleOs. Se vores pressemeddelelse her PM_Kandidater_KV17.docx (13.8 KB)
På opstillingsmødet blev det besluttet at udskyde beslutningen om eventuelle spidskandidat(er) til det supplerende opstillingsmøde i april. Læs det fulde referat her Referat_Opstillingsmøde_Jan.pdf (200.3 KB)

Indkaldelse til supplerende opstillingsmøde d. 8 april kl. 14-16. (Lokale kommer senere)
Bestyrelsen har besluttet at indkalde til et supplerende opstillingsmøde i april. Til dette møde skal det bl.a besluttes om vi skal have spidskandidat(er). Ligeledes giver det mulighed for at flere kandidater kan melde sig, så vi får et endnu større felt til kommunalvalget.
Går du med tanken om at stille op for Alternativet, men er i tvivl om hvad det kræver? Så er du altid velkommen til at kontakte os, eller de nuværende kandidater der helt sikkert gerne vil snakke med dig.
Har du allerede besluttet dig? Så skal du udfylde og indsende dit aspirantgrundlag til bestyrelsen på svendborg@alternativet.dk senest lørdag d. 18/3 2017. Aspirantgrundlag.docx (49.8 KB)

Debatcafé om Sociokrati
Søndag d. 19/2 afholdte Frands Frydendal debatcafé om sociokrati som samfunds- og organisationsstruktur. Vi vil fra bestyrelsens side af gerne takke Frands for at ville bruge tid på at fortælle om konceptet samt takke de fremmødte. Vi er fra bestyrelsens side ret positive over for idéen. Derfor har vi bedt Frands om at forestå et af vores møder i marts som et sociokratisk møde. Vi vil herefter tage stilling til hvordan vi kan inkorporere det i vores struktur.

Nye (midlertidige) partilokaler i Ribers Gård
Vores kommunalvalgskandidat, Kim Christopher Nielsen, har lejet et lokale i Ribers Gård og stillet det til rådighed for partiet. Dette er vi super taknemmelige for og glæder os til at have vores eget sted. Lokalet er indtil videre lejet frem til slut april. Vi arbejder fra bestyrelsens side på at finde på finansieringsmuligheder så vi forhåbentlig kan beholde lokalet.
Vi vil løbende levere info om lokalet og om eventuelle åbningstider/besøgstider.

Seminar i Ejerskab i Ny Politisk Kultur
Gennem 3 weekender i foråret afholder Alternativet på Fyn et seminar om ejerskab i ny politisk kultur. Seminaret har til formål: 1. At samarbejde og samtaler bliver nemmere for alle at deltage i. 2. At udvikle, integrere og øge personligt ejerskab i Alternativets Værdier og Debatdogmer. 3 Gennem terapeutiske metoder at styrke og udvikle bevidsthed, integritet, indsigt og kompetencer, fagligt såvel som personligt, med det mål i højere grad at blive i stand til at være en autentisk, nærværende, lyttende, nysgerrig, indlevende, respektfuld og ærlig aktør i samtaler og samarbejde.
Vi opfordrer alle der måtte have interesse for dette at tilmelde sig seminaret. Du kan se den fulde invitation her Seminar_i_Ejerskab_i_Ny_Politisk_Kultur.pdf (110.9 KB)

Politikudviklingsmøde
Vores kommunalvalgskandidater er i fuld gang med at udvikle den lokalpolitik Alternativet skal gå til valg på i Svendborg. Dette arbejde skal så vidt muligt inkludere medlemmer og andre borgere i Svendborg Kommune så vores politik bliver udviklet nedefra gennem parolen: Flere ved mere. Vi vil derfor her i foråret afholde forskellige politikudviklingsmøder. Det første møde finder sted lørdag d. 25. marts kl. 13 til 17 i udstillingslokalet i Ribers Gård, ved siden af vores nye lokaler i møllergade 36, 5700 Svendborg.
Sidder du inde med nogle fantastiske idéer og simpelthen ikke kan vente til politikudviklingsmødet er du altid velkommen til at kontakte bestyrelsen eller kandidaterne – Vi elsker at høre fra jer. :slight_smile:

Politisk katalog på AlleOs
Mange af jer har sikkert stiftet bekendtskab med vores skoleudspil i diverse medier den seneste uge. Dette udspil har tidligere eksisteret på vores Dialog platform, men er nu blevet ført ud som et konkret politisk udspil. På nuværende tidspunkt er der flere andre forslag i høring på Dialog omhandlende uddannelse. Hvert forslag skal have opbakning fra min. 50 medlemmer før det kan blive en del af vores politiske katalog. Vi opfordrer derfor jer alle til at følge linket og give jeres kommentarer med på forslagene og eventuelle støtte de(t) forslag du kan.
Find dem her: AlleOs // Alternativet (klik i tjekboksen i venstre side ved “søger opbakning”)

Næste bestyrelsesmøde
Næste bestyrelsesmøde er søndag d. 5/3 kl. 15.00 i vores lokaler i Ribers Gård.
Dagsorden til mødet vil blive lagt op på vores facebookside i starten af næste uge. For ikke at spamme medlemmer sender vi ikke dagsorden ud per mail til alle medlemmer. Skulle du dog have et ønske om at få den tilsendt pr. mail er du velkommen til at sende os en mail på svendborg@alternativet.dk. Du vil derefter komme på en mailliste, som vil modtage dagsordenen sammen med resten af bestyrelsen.
Som altid er møderne åbne for alle. Dog må du meget gerne sende en mail til svendborg@alternativet.dk, hvis du ønsker at deltage – Så har vi styr på at der er plads til alle :slight_smile:

Referater af bestyrelsesmøder
Vi har haft travlt og har derfor afholdt to bestyrelsesmøder relativt tæt på hinanden. Du får begge referater her:
Referat af bestyrelsesmøde d. 6/2-2017 Referat bestyrelsesmøde februar.pdf (428.2 KB)
Referat af bestyrelsesmøde d. 20/2-2017 Referat bestyrelsesmøde februar møde 2.pdf (417.3 KB)

Har du spørgsmål eller kommentarer til et eller flere af punkterne er du altid velkommen til at kontakte os på svendborg@alternativet.dk.

Mange grønne alternative hilsner
Bestyrelsen i Alternativet Svendborg

Stort tillykke til hele holdet! Wauw… Svendborg er heldige med alle jer på liste Å. God vind fremover. :sunny:
De allerbedste hilsner fra
Randi / Tillidsgruppen Odense

Tak Randi :smile: