Persondatabeskyttelse, organisering og medlemsmøder


Persondatabeskyttelse
Som du utvivlsomt har bemærket, er virksomheder over hele Europa i gang med at opdatere deres vilkår for persondatabeskyttelse. Det gør de, fordi den nye persondataforordning (også kaldet GDPR) officielt trådte i kraft d. 25. maj 2018. Forordningen handler i udgangspunktet om individets ret til egne data, og indeholder nye og skærpede regler om håndtering og behandling af persondata især i den digitale verden. Forordningen indeholder også tilføjelser til “den registreredes rettigheder”, dem kan du læse mere om her.

I Alternativet har vi brugt anledningen til at få opdateret vores cookiepolitik og privatlivspolitik. Derudover kan du på AlleOs og Alternativet.dk læse om dine rettigheder, samt dine muligheder for at kontrollere egne data på vores platforme. Det er nemlig sådan, at du i AlleOs og på Dialog har gode muligheder for at kontrollere, hvilken data, du ønsker at dele. Læs mere om dette i Håndbogen på AlleOs under “Brug af AlleOs”.

I Alternativet Odsherred har vi spurgt os for og fået at vide, at vi fortsat godt kan sende nyhedsbreve ud via Dialog, da medlemmer, der har ladet sig registrere på partiets platforme, dermed har godkendt, at de kan modtage mails/nyhedsbreve fra lokalafdelingen. Hvis du derfor IKKE ønsker fremover at modtage mails/nyhedsbreve fra os, kan du angive dette på platformene, se ovenfor.

Som lokalafdeling forpligter vi os i øvrigt til ikke at dele udtræk af medlemslister med andre udover medlemmer af bestyrelsen, til ikke at sende/dele dem via private mailadresser/facebook eller lignende, til at destruere udprintede lister efter brug samt til at slette listen på vores computer efter endt brug.

Ny forretningsorden, nye vedtægter, nye kommissorier
Siden årsmødet har den nye bestyrelse brugt tid på at omorganisere sig. Vi har vedtaget en ny forretningsorden, ligesom vores vedtægter er blevet en smule ændrede efter landsmødet. Se de opdaterede dokumenter på hjemmesiden (findes under ”om os” → § + referater), hvor du også kan følge med i bestyrelsens arbejde via vore referater.

Bestyrelsen har ligeledes beskæftiget sig med at skabe en ny struktur for arbejdet og finde fokus efter kommunalvalget sidste år og har i den forbindelse dannet to arbejdsgrupper, hhv. kommunalpolitisk udvalg og demokratiudvalget. Hver gruppe har udarbejdet et kommissorium, se hjemmesiden (findes under “om os” → Planer), hvor du også kan finde vores budget.

Prioriteringsspillet
Vi arbejder videre med vores politik- og demokrati-værktøj, som vi kalder visions- og prioriteringsspillet.

I maj og juni har medlemmer fra henholdsvis Rørvig- og Nykøbingsområdet haft mulighed for at lave prioriteringsspil med os. Det er givende at lave spillet, når det handler om nærområdet, som man kender en del til.

Efter sommerferien kommer turen til medlemmer i Asnæs-, Egebjerg- og Klint/Lumsåsområdet. Vi håber, at I får tid og lyst til at deltage, når invitationen når til jer. Der vil være mindst 2 ugers varsel.

Medlemsmøder
Vi ønsker også at arbejde for at få arrangeret uformelle medlemsmøder, så vi af og til mødes omkring et emne, der rækker ud over de umiddelbare udfordringer, som vi alle slås med. Vi forestiller os fx at tage udgangspunkt i de drømme, tanker og idéer, Uffe Elbæk har formuleret for Det næste Danmark. Vi skal stadig finde den rette form og den gode facilitering af sådanne medlemsmøder (forslag modtages gerne på odsherred@alternativet.dk), men vi satser på at starte op igen efter sommerferien den 6. august. Invitation følger!

ALTERNATIVET ODSHERRED GÅR HERMED PÅ SOMMERFERIE OG ØNSKER ALLE VORE MEDLEMMER EN SKØN FERIE MED MASSER AF INSPIRATION TIL FORTSAT GRØN OMSTILLING AF VORES KOMMUNE