Partidisciplin - en demokratisk balancekunst

Politikområder Ny Politisk Kultur
1

Der står i Grundlovens § 56, at “[…] folketingsmedlemmerne er ene bundet af deres overbevisning”. Alligevel er det ingen hemmelighed, at alle folketingsmedlemmer - på tværs af alle partier - er underlagt en ret omfattende partidisciplin. Dette gælder også i Alternativet.

Hvad sker der, når en MF’er i alternativet, er moralsk uenig i et forslag, som resten af partiet støtter op om? Skal vedkommende underlægge sig partidisciplinen eller følge sit hjerte?

Tja, på den ene side giver det ikke politisk mening at være MF’er i et parti, hvis man generelt stemmer modsat selvsamme parti. På den anden side, giver det ikke demokratisk mening, at skulle følge “partitoppens” mindste vink, desuagtet om man er enig eller ej. Sidstnævnte vil blot bidrage til en topstyret beslutningsprocess, hvor vælgere, medlemmer og til dels også MF’erene sev, er uden reel indflydelse.

For et halvt års tid siden var debatten om aktiv dødshjælp i fuld vigør blandt Å’s medlemmer. Her blev det vedtaget, at Alternativet går ind for aktiv dødshjælp.
Det gør jeg også selv, og jeg er ikke bange for at tage diskussionen, MEN, jeg mener samtidigt at spørgsmålet er for etisk-ladet og følelsesmæssigt kompliceret til, at en MF’er skal underlægges partidisciplin på området. Selvom jeg personligt går ind for aktiv dødshjælp (og måske især for passiv dødshjælp), mener jeg ikke, at en folkevalgt der er imod dette, skal stemme “ja”, uanset hvad partidisciplinen dikterer.

I denne sammenhæng blev det forslået, at Alternativets folketingsmedlemmer skulle stilles fri i svære etiske spørgsmål. Dette virker som en god måde at balancere nødvendigheden for en vis politisk overensstemmelse i partiet, med MF’ernes (og derigennem vælgernes) demokratiske ret til, at følge hjertet fremfor partitoppen.

Men hvilke spørgsmål og problemstillinger er “etisk svære” nok til, at det stiller MF’erne fri fra partidisciplinen? Er der en bagatelgrænse? Bør vi lave en guide/brusanvisning i partiet, der sætter rammerne for, hvornår partidisciplinen må udfordres? Måske endda en liste med emner, der er undtaget for partidisciplin?

Hvad tænker I? Er spørgsmålet om partidisciplin overhoved værd at disktutere? Og i så fald, hvordan kan vi balancere det, så MF’erne sættes fri og beholder et frit valg på bestemte områder? Er der plads til en nytænkning af partidisciplin-begrebet i Ny Politisk Kultur?

2

Hej Christian

Jeg vil mene, at det bliver noget værre rod. Den MF’er, som deltager i en afstemning på vegne af sit parti, må forventes at stemme jf. partiets holdning, uagtet at den enkelte MF’er personligt måtte have en anden holdning - uanset hvad, der er til afstemning.

Der findes spørgsmål, eksempelvis om aktiv dødshjælp, som kan være vanskellige at forholde sig til, men er man ikke løsgænger, så har man et parti og dets vælgere at være loyal over for.

Hvor er vi henne, hvis vi op til en afstemning har lagt os fast på én beslutning, som vi har meldt ud til offentlighedem, hvorefter en MF’er så på dagen for afstemningen trykker på den modsatte knap? Så aner man da slet ikke, hvor man har os henne, hvis det til syvende og sidst kommer an på MF’erens personlige holdning og humør på afstemningsdagen - og ikke partiets linje.

Al ære og respekt, hvis en given MF’er er uenig - og der skal være plads til uenighed. Men MF’eren må som medlem af et parti kunnne udvise den nødvendige loyalitet og professionalisme, og ikke “misbruge sin magt” til at ignorere partiets linje.

Det handler om at være med til at sikre, at man kan have tillid til, hvor vi som parti står henne i konkrete sager - især når det gælder de vanskeligste af dem.

Vh. Nicolas

3

Tak for dit svar. De argumenter du præsenterer, kan jeg godt sætte mig ind i. En MF’er skal være loyal overfor sit parti.
Men det skal jo også siges, at vælgere kan stemme personligt. En MF’er bliver måske valgt særskilt af vælgerne, grundet at han/hun har én særlig holdning, der adskiller sig fra det øvrige partis udgangspunkt, men ellers er enig i partiprogrammet. I så fald ville det jo være direkte anti-demokratisk at pålægge vedkommende parti-discipling ved at tvinge vedkommende til at stemme mod sine egne valgløfter og værdier.

En anden ting er, at demokratiet spiller fallit, hvis det kun er løsgængere der må stemme i folketinget efter egne værdisæt. I dag er det næste umuligt at blive valgt ind som løsgænger - så hvor skal man gå hen, hvis man har en mærkesag, der ikke stemmer overens med noget parti i folketinget? Vi kan ikke alle lave et nyt parti, og hvorfor skulle man også det, hvis man er 99% enig med fx Å?

Personligt er jeg stor fan af, at MF’erne stilles fri, når der skal stemmes om komplekse etiske spørgsmål. Det stemmer også meget godt overens med Alternativets kamp for Ny Politisk Kultur. Ingen andre partier vill turde anerkende eller indrømme, at de ikke har “sandheden” eller “svaret” på et spørgsmål - men i virkeligheden er der jo intet parti der har monopol på sandheden - så hvorfor ikke indrømme, når der er noget man ikke er sten-sikker på?
Det synes jeg i hvertfald er en smuk tanke.

Vh. Christian

1 Synes om
4

Jeg kan godt se din pointe i det kontroversielle, at en MF’er, som er blevet valgt ind i kraft af sine personlige stemmer, forventes at stemme imod sin egen overbevisning, selv i vanskelige spørgsmål, og som denne måske endda har fremført og profileret sig på under valgkampen, som følge af begrebet partidisciplin - især når der jo står i Grundloven, som du har citeret.

En MF’er vil dog i det mindste teoretisk kunne slippe for at skulle stemme imod egen overbevisning ved at være en af dem, der efter en clearingsaftale bliver væk fra afstemningen. Jeg er helt med på, at det ikke er det samme, og at det måske endda ikke altid kan lade sig gøre på den måde.

Op til det kommende folketingsvalg mener jeg, at det er vigtigt, at vi får helt styr på, hvor vi står henne i alle de væsentlige politiske spørgsmål. Naturligvis er vi ikke orakler, der kan hævde at kende den højere sandhed og have de perfekte svar på alt, men vi må tage et standpunkt ud fra vores bedste overbevisning i dag, således at vælgerne ved, hvad vi står for, og at vi ikke risikerer at se dumme ud på tv, fordi vi som det eneste parti ikke er i stand til at give klare svar på de spørgsmål, der bliver stillet.

Det kun vil gøre det vanskeligere, hvis vi samtidigt foreslår, at det, som et parti har vedtaget at stemme for eller imod, ikke kan garanteres, da man ikke kan vide, hvad den enkelte MF’er i partiet selv beslutter sig for i folketingssalen, uanset hvad partiet har meldt ud. Jeg er bange for, at det vil svække tilliden blandt vælgerne, hvis det bliver for meget “det kommer an på…” (også selvom mange ting faktisk er noget “der kommer an på…”!)

Mit forslag vil derfor være at benytte clearingsaftalerne til i videst mulige omfang at sikre, at ingen MF’er tvinges til at stemme mod egen overbevisning, skulle denne være anderledes end partiets i konkrete spørgsmål. Ulempen er som sagt, at det så ikke altid vil være praktisk muligt, men der må man så kunne regne med loyaliteten og professionalismen i forhold til, at man samtidigt repræsenterer et parti, som der især i de vigtige spørgsmål skal være tillid til at man ved, hvor man har.

MF’eren har sin demokratiske ret til at ytre sin egen overbevisning, og der skal være plads til uenigheder - dog er det bedre givet ud ved den interne debat, hvor partiets holdning skal klarlægges, og der argumentere for sine synspunkter og bruge sin indflydelse på at være med til at forme den holdning, der ender med at blive meldt ud.

Vh. Nicolas

5

Med for meget partidisciplin, kommer Å til at ligne alle de andre partier i folketinget. Hvilke ikke er nytænkende. Ikke for mig.