Har for en del år tilbage tilmeldt mig som organdonor (ved ikke om jeg som 70 årig har noget som ville kunne bruges)
Nu tales der igen om at lovgive på området således at ethvert nyfødt barns legeme vil være statens ved død. Barnet kan dog senere få slettet denne statslige ret.
Som begrundelse gives at det er borgere som venter på et nyt organ som hospitalerne ikke lige nu har til rådighed, hvilket kan risikere for tidlig død for den ventende patient. Det lyder jo absolut ikke godt, og jeg vil bestemt opfordre borgere til at tilmelde sig som organdonor.
MEN jeg kan ikke acceptere at udgangspunktet er, at staten råder over et dødt legeme som vedkommende ikke selv har indvilliget i, og det er hvad dette lovforslag betyder.
Hvis det er vigtigt for staten at en borger ikke må dø hvis der kan lovgives imod det, så er der mange områder at tage fat på med meget store dødstal, trafik, rygning, alkohol, arbejdsmiljø, forurening, livsvilkår, fattigdom
Jeg kan ikke støtte at staten kan eje mit døde legeme uden jeg selv har taget stilling til det
Jeg er ikke i stand til at tilmelde mig organdonation, kan ikke få mig selv til at gøre det! Så for mig, hvis det nu bare noget jeg var født ind i, at man automatisk var tilmeldt, ville jeg nok lade det være sådan af moralske årsager.
Jeg er både for og imod, der skal som minimum borgerløn og skattebetalt tandlæge på bordet før spørgsmålet om organdonation kan rejses, samt at det bør være noget som den enkelte selv skal tage stilling til når man fylder 18.
Vi kunne jo selvfølgelig også sige at organdonation og formuedonation skal gå hånd i hånd, sådan at alle værdier over f.eks. 10 millioner der ikke er bundet i en virksomhed og derved aktive i samfundets udvikling, skal doneres. Dvs. at stagnerede værdier overgår til forbedringer af det samfund der har været grundlaget for skabelsen af selvsamme formue. Det burde give mere end rigeligt til borgerløn og tandlæge, samt kunne bruges til at give sundhedsvæsnet et løft, så vi får standset de neoliberales bagdørs-privatisering
Man kan roligt sige, at det er et stort emne at tage fat på. Det inddrager mange etiske og samfundsmæssige perspektiver man kan overveje. Netop dette er måske årsagen til at så mange mennesker ikke har taget stilling til organdonation.
For mig er der dog en overvejende grund til at jeg ikke har taget stilling. Det handler om at der er en diskrepans mellem systemets ‘redde liv’ diskurs og hvad der faktisk sker på andre områder i samfundet (oprustning, bygge ammunitionsfabrikker, kaste os ud i krig mv.)
Menneskekroppen er også blevet gjort til genstand for en sundhedskamp, der er ikke altid for individets bedste men en ressource tænkning. Vi ejer vores egen krop, men det er også forbundet med strenge sociale normer. Vi skal se ud på bestemte måder, være sunde, unge og videregive vores organer. Vi bliver med tiden fremmedgjorte over egen krop og mister derved vores evne til at være tilstede i verdenen. Hvad mon der vil ske, hvis der overordnet bliver stemt nej til regeringsforslaget. Vil de prøve igen (måske med en skærpelse)?
Jeg er også i tvivl, men hælder nok mest til at stemme ja til forslaget.
Min argumentation er at vi alle er både arveberettiget og skattepligtige fra undfangelsen - altså inden vi bliver født. Hvis dele af min krop kan bruges, når jeg er død kan det lige så godt blive genbrugt.
Tak til alle jer medlemmer, der allerede nu begynder at diskutere organdonation. I vil snart få mere information om både emnet og processen. God debatlyst alle sammen!
Ja tak, har vi et nummer på forslaget, så det kunne nærlæses…Ellers kan jeg skrive:
Personligt har jeg været 100 procent organdonor næsten siden jeg fik en kræftdiagnose som 39 årig. Nu er jeg snart 62 år, og i det lys er jeg glad for organdonor-historikken. For hvis nu, så havde jeg jo haft noget at komme med…
Det har jeg måske stadigvæk, så jeg fastholder positionen som 100 procent organdonor.
Og det gjorde jeg, fordi jeg personligt havde set døden i øjnene, så jeg forstår sagtens, hvis man har et forbehold…“Naturvidenskab” er også skøn og følelser…
De kærligste hilsner til alle de læger, som står med livet og døden i hænderne hver arbejdsdag.
Det her emne, det har overhovedet ikke noget med staten at gøre…
Det har noget at gør med, hvad man vil dele og give, når man er klar til det…
Set i et samfundsperspektiv er jeg helt enig i dit “regnestykke”…
Hvem finder samfundet - er det fundet eller skal vi selv genopfinde det…
Gunfighter! Vi tager kampen sammen i Alternativet
Jeg synes der er fornuftige argumenter på begge sider, men for mig vejer det tungest at redde flere liv for dem som venter på organdonation.
Vi ved selvfølgelig ikke om det her vil give flere donationer i det lange løb, men jeg er også for forslaget bare for at prøve og så se hvad effekten er.