Kære Inger, og andre der må have interesse.
Jeg skal forsøge at svare på de forskellige spørgsmål.
1a) kritikken af vuggestuer og børnehaver
Jeg oplevede i mit arbejde som pædagogmedhjælper i børnehaver, at pædagogerne var stressede og at institutionen pga. pædagogsygemeldinger ofte var styrret af unge pædagogmedhjælpere, der pludselig havde ansvar for en enorm børneflok.
Jeg fik en repremente af min leder, der havde overhørt, at jeg gjorde nogle forældre opmærksomme på, at dagen havde været ekstra hektisk og der manglede personale.
I de vuggestuer jeg har arbejdet i, var det tydeligt at ungerne var overladt ALT for meget til sig selv. Der var ikke nok hænder til at trøste, hjælpe, forklare, og ja, frem for alt trøste!
(En pædagog siger til mig om grædende barn på gulvet: “lad hende ligge, hun har en sut!”)
Udover problemet med for lidt personale, var der andre situationer, der ikke virkede etiske. F.eks. ble-skift, som foregik som i en maskine på faste tidspunkter. Regler omkring spisning. Og at de små nyankomne babyer / 8 måneders børn hurtigt opdagede, at det ikke var nok at være sig selv, hvis man skulle være sikker på at blive taget sig af. Man måtte anstrænge sig for at være et charmerede barn, som folk fik lyst til at tage hånd om. (En mærkbar ændring i personlighed)
1b) kunne institutionerne forbedres så man ønsker det for ens børn
Med de ovenforstående eksempler tænker jeg, at meget kunne forbedres, så det føltes mere etisk korrekt at sætte sine små i institution.
Der skulle meget mere personale til.
Men, da jeg selv har erfaret konsekvenserne af, at børnene bliver hos deres mor (som elsker dem og vil dem - også selvom de er pisse irriterende) syntes det urimeligt, at forlange at pædagoger skal elske andres børn. Jeg tænker, så snart barnet VED at det er elsket, kan det klare skæld-ud og andre ubehagligheder. Men elsker pædagogen ikke barnet, bliver skæld-ud hurtigt opfattet som en kritik af barnets person.
2. Manglen på socialt sammenvær
I disse institutionstider er det hard work at være hjemmegående mor, for selvfølgelig skal børnene have omgang med andre børn.
Man skal være meget mere udadsøgende, arrangere legeaftaler og evt. bruge legestuer. Det har jeg gjort.
Til gengæld har begge mine børn aldrig været bange for at gå hen til fremmede børn og sagt ‘skal vi lege?’.
Med begge har jeg gang på gang oplevet, at de glade tager kontakt til folk i supermarkedet og snakker med dem, men også undrer sig over, at andre børn i samme alder sidder stille og passive i deres indkøbsvogn komplet overmætte af mennesker og børn.
Hvis det blev mindre umuligt at blive hjemme med sine børn, til de er f.eks. 3 år, ville leg med andre børn måske blive lidt nemmere at opstøve…
Danmark er en af de eneste lande i verden, der sender deres børn væk fra hjemmet så tideligt.
3. Kvalitetstid - en illusion
Jeg er af den holdning, at børn har bedst af at ‘være’ med deres forældre. Ikke nødvendigvis gøre ting sammen med forældrene, men bare være i nærheden af dem, imens lege foregår og pludselig kommer det måske naturligt, at forældrene har en rolle. Eller også er forældrene der bare uden at være med, men det betyder aligevel for barnet, at tingene er som de skal være. De gode stunder kommer gerne ud af små hverdags-situationer. Ting opstår i nuet.
Skal man arrangere et lille perfekt senarie fordi tiden er knap, bliver det hele forlorent.
4. Tankerne om grunden til ADHD mv.
Jeg har ikke umiddelbart noget teori, der kan anvendes på den påstand, ved hånden. Jeg husker heller ikke, om jeg har hørt det et sted eller bare selv er kommet frem til den konklusion.
Men der har været endeløse indslag på P1 omkring det ødelæggende ved vuggestuer og iøvrigt de nye børnehave-fabrikker. Der har også været utallige artikler om problemet med institutionerne i aviser som Information og Politiken. Alt sammen indenfor de sidste 4-5 år, imens jeg har været mor.
Og der findes iøvrigt en forening, der forsøger at få dette emne ind i den politiske debat. www.samfo.dk
Institutioner kan nok være godt for børn, der ikke har det godt der hjemme.
Men vi er ikke forældre til små børn for evigt! Det er en investering der er mere end guld værd.
Velfungerende familier skulle have mulighed for at tage et break, når børnene er små, så både børn og forældre husker barndommen som noget givende og godt.