Kære medlem af Alternativet
Pressechef, Magnus Harald Haslebo meddelte før sommer, at han ved udgangen af november ønsker at stoppe som pressechef.
Magnus har en lang historik i Alternativet; først som frivillig presserådgiver og pressechef og efter en veleksekveret valgkamp også som pressechef for Alternativet på Christiansborg. Magnus opsiger både fordi han ønsker en pause fra Christiansborg, og fordi han efter 3,5 år er klar til nye udfordringer. Magnus fortsætter ufortrødent indtil udgangen af november. Sidste store opgave bliver derfor at føre Alternativet sikkert igennem presselandskabet i det igangværende kommunalvalg. Vi takker Magnus for hans store og dedikerede indsats og ønsker ham alt muligt held og lykke fremover. Nuværende presserådgiver, Rune Langhoff vil fremover være den presseansvarlige.
Herudover har vi i dag effektueret en større rokade i medarbejderstaben. Det skyldes delvist tilpasninger som følge af Magnus Harald Haslebos opsigelse og delvist et ønske om at skærpe vores aftryk på det parlamentariske arbejde og strømline organisationen frem mod det kommende Folketingsvalg. Vi skal jo helst være helt klar, når statsministeren beslutter sig for at udskrive det næste folketingsvalg. Vores ambitionsniveau er uændret: At udvikle den mest interessante og nytænkende parlamentariske gruppe i verden. Intet mindre.
Det betyder blandt andet, at Mikkel Nørskov Kjær stopper som sekretariatschef for i stedet at tiltræde en stilling som særlig rådgiver for Uffe Elbæk. Mikkel Nørskov Kjær har været sekretariatschef siden marts 2015. I den periode har Mikkel stået i spidsen for opbygningen og professionaliseringen af det politiske sekretariat, som i perioden har udviklet sig fra at have tre medarbejdere til over 30 medarbejdere. En opgave, som vi alle er dybt taknemmelige over at Mikkel har påtaget sig med stor omhu og professionalisme.
Med denne rokade vender Mikkel således tilbage til rollen som særlig rådgiver for Uffe Elbæk, som han under Folketingsvalget i 2015 udfyldte med stor succes.
Indtil der bliver ansat en ny sekretariatschef i begyndelsen af det nye år, vil gruppeforperson, René Gade fungere som sekretariatschef.
Leila Stockmarr har takket ja til at fortsætte i en stilling som Politisk Chef. Leila har de seneste to år været politisk rådgiver hos Alternativet på Christiansborg med ansvar for udenrigspolitik og EU og senere som strategisk rådgiver med fokus på politiske udspil og rådgivning mere bredt. Leila får nu det faglige ansvar for partiets parlamentariske arbejde, politiske udspil og faglige udviklingsprojekter. Som Politisk Chef får Leila en central rolle i at sikre Alternativets politiske linje og strategi, idet hun som leder af rådgiverteamet skal sikre den højst mulige kvalitet i vores politiske udspil og i det daglige parlamentariske arbejde. Leila har en Ph.d.-grad i international politik. Hun har tidligere erfaring fra organisations- og forskningsverdenen, ligesom hun som debattør i diverse medier har fået stor erfaring med formidling i et bredere politisk landskab.
Mathias Høj Kristensen skifter jobbet som chefrådgiver ud med en stilling som særlig rådgiver og ansvarlig for kommunikation og analyse. Mathias nye fokus vil være på en øget samtænkning af vores politik og kommunikation. Samtidig skal han fortsat bruge sin politisk tæft og viden til at rådgive Folketingsgruppens politikere og ikke mindst støtte den politiske ordfører i dagligdagen. Mathias, der er uddannet retoriker, har fungeret som politisk rådgiver og chefrådgiver siden marts 2015, og han har derfor historikken og kompetencerne til at sikre endnu større kontinuitet i vores politiske kommunikation.
Vi glæder os over rokaden, som er trådt i kraft i dag.
Kærlig hilsen
Daglig politisk ledelse
Uffe Elbæk, René Gade og Carolina Magdalena Meier
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64
www.alternativet.dk