Kære medlemmer af Alternativet Nordjylland
Her kommer en lille opdatering om planlagte aktiviteter i den næste tid.
Vi fortsætter konceptet med åbne møder, indledt med (vegansk) fællesspisning, for det var en rigtig god aften, vi havde 26. august.
På det møde talte vi om Alternativets udviklingsplan, og der er lavet noter fra diskussionen. De kan læses her:
Vores næste arrangement bliver
tirsdag, den 28. oktober kl. 18-21 i Ungdomspolitisk Hus, Kastetvej 24, Aalborg
Her kan I glæde jer til, at vi får besøg af Stine Isaksen, Alternativets byrådsmedlem i Viborg.
Stine vil gøre os klogere på kommunernes budgetproces, som jo er i fuld gang, netop som dette nyhedsbrev skrives. Vi kommer sikkert til både at tale om, hvordan det konkret foregår, og om strukturelle forhold, som gør det vanskeligt for kommunerne at levere den velfærd, borgerne forventer.
Det er et meget vigtigt tema, for kommunernes ressourcer og organisering påvirker os alle hele livet igennem.
Ud over hele det grønne felt med Grøn Trepart, miljøtilsyn m.m. kan vi nævne inklusion i folkeskolen som et meget hot emne. Der er også hele beskæftigelsesområdet, hvor der er/kommer ny organisering, handicapområdet og meget mere.
Så gør klar til at stille spørgsmål, diskutere og blive klogere i selskab med Stine, som løfter opgaven med at repræsentere Alternativet i Viborg byråd med imponerende energi, entusiasme og indsigt!
(Vi har besluttet, at vi opkræver 30 kr. pr. person for fællesspisningen, og vi tager bare betaling, når vi ses.)
Tilmeld jer på AlleOs-begivenheden her:
November-mødet bliver
mandag, den 23. november, ligeledes i Ungdomspolitisk Hus på Kastetvej i Aalborg og kl. 18-21
Og vi kan allerede nu fortælle, at vi får besøg af vores eget Folketingsmedlem, Anna Bjerre.
Anna vil fortælle om arbejdet i Folketinget, og desuden vil vi diskutere bogen “Dødvande”, som Anna er medforfatter til, og som handler om magt og indflydelse i dansk politik.
Link til AlleOs-begivenheden:
(Vi forsøger at skaffe nogle eksemplarer af bogen, som desværre er vanskelig at få fat på p.t. I mellemtiden kan I læse et uddrag af Informations anmeldelse af bogen via dette link):
Uddrag af Informations anmeldelse - nyhedsbrev sept 2026.pdf (58.2 KB)
Vi glæder os til at se jer 28. oktober og 23. november.
Husk, at I altid kan tage fat i en fra storkredsbestyrelsen, hvis I har noget på hjerte.
Kærlig hilsen fra jeres storkredsbestyrelse:
Allan (Næs Gjerding), næstforperson
Mikkel (Larsson), kasserer
Anette (Jensen Smith), bestyrelsesmedlem
Anne-Marie (Hemmeth), forperson