Kære Alternativet,
Mens maj-solen danser har vi i Landssekretariat samlet lidt læsning til en lille stund. En stund i haven, på altanen eller måske i toget på vej fra det ene eller fra det andet? Alternativet er i høj grad levende, der er flere projekter i støbeskeen.
Gode ting venter forude, ses vi derude?
Dette nyhedsbrev indeholder:
-
Vigtige pointer fra Landsmødet 2018
-
Mød den nye Hovedbestyrelse
-
Alles Folkemøde - skal du være med?
-
Bornholms Folkemøde - sidste chance for køb af busbilletter
-
Persondatabeskyttelse i Alternativet
-
Rundvisning på den Grønne Gang
Rigtig god læsning.
Landsmødet blev - igen - et herligt højdepunkt
Alternativets Landsmøde blev afholdt d. 5.-6. maj i Odense. Det blev endnu et herligt Landsmøde med en skøn stemning, gode taler og vigtige beslutninger om Alternativets organisation og fremtid.
Hvis du vil se Uffes tale om hans udspil ‘Det Næste Danmark’ - eller se nogle af de andre taler, fx. fra Sofie Valbjørn eller Torsten Gejl, så gå ind på vores Facebook-side, under opslagene fra den 5. og 6. maj.
Du kan læse referatet fra Landsmødet og se en oversigt over Landsmødets beslutninger inde på vores hjemmeside her.
Blandt de væsentligste beslutninger skal vi nævne:
-
Alternativet indførte ligestilling øverst på kandidatlister til folketings- og europaparlamentsvalg, så de to øverste pladser altid skal være besat af personer med forskelligt køn.
-
Alternativet tiltræder som det første politiske parti i verden i Lofoten-deklarationen.
-
Alternativets hovedbestyrelsesmedlemmer vælges fremover ude i Storkredsforeningerne.
-
Alternativets Politisk Forum blev styrket som politisk ledelsesorgan.
Vi håber at se dig til Landsmødet næste år, hvor vi sammen kan kickstarte vores første valgkamp til Europa-Parlamentet. Landsmødet afholdes næste år efter alt at dømme den 27.-28. april 2019.
Ny hovedbestyrelse glæder sig til at komme i gang
På Landsmødet valgte Alternativet en ny Hovedbestyrelse, der blev sendt afsted med nye, vigtige opgaver, blandt andet at udarbejde en organisatorisk strategi og et fælles årshjul for Alternativet.
Hovedbestyrelsen består nu af 11 medlemmer, hvoraf syv er gengangere fra sidste periode. Det giver et stærkt afsæt for arbejdet, at så mange erfaringer føres med videre. Se den samlede Hovedbestyrelse og følg med i deres arbejde her.
Den nye forperson for hovedbestyrelsen, Michael Jellesmark, glæder sig til arbejdet og siger:
“Jeg ser frem til, at vi som samlet Hovedbestyrelse får taget hånd om nogle af Alternativets vigtige, næste udfordringer. Vi skal fortsat sigte mod at drive en bevægelse frem og mod at styrke vores organisationskultur - herunder med endnu mere fokus på gennemsigtighed og tydelighed i Hovedbestyrelsens arbejde. Alternativets arbejde med at skabe et engagerende demokrati og udvikle politik på nye måder, skal også have forøget fokus i den kommende tid. Derudover vil jeg personligt sætte en masse kræfter ind på at lykkes med at styrke Alternativets økonomi via et øget fokus på fundraising.”
Besøg i lokalforeningen?
Michael vil de første måneder rejse en del rundt i landet for at binde Alternativet sammen med relationer og delte erfaringer. Turnéen begyndte i går Helsingør kommuneforening. Skriv til michael.jellesmark@alternativet.dk, hvis I kunne have lyst til et besøg på et tidspunkt de kommende 4-5 måneder.
Skal du med til Alles Folkemøde?
Igen i år sparkes sommeren for alvor i gang med Alles Folkemøde. Det sker mellem d. 2. juni og Grundlovsdag, d. 5. juni, og forhåbentligt kommer vi til at se en masse Alternative arrangementer rundt omkring i landet. Det bliver fire dage med aktivisme, demokratiske samtaler, kreativitet og (forhåbentligt) en masse solskin. Du kan læse meget mere om Alles Folkemøde og finde inspiration og fede grafikker her.
I år er temaerne for Alles Folkemøde Samtaler der bevæger og Det Næste Danmark. under disse temaer er der frit spil til at lave lige det, der giver mening for dig.
Har du allerede et brag af et arrangement i støbeskeen – Så spred ordet! Det kan du blandt andet gøre ved at oprette et event i kalenderen på AlleOs. Du kan læse mere om, hvordan du gør her.
Har du nogen spørgsmål eller gode idéer, så tøv ikke med at kontakte
Emil Ipsen på emil.ipsen@alternativet.dk.
Folkemødet på Bornholm - stadig ledige busbilletter til salg
Skal du med Alternativet til Bornholm? Der er stadig ledige busbilletter til salg via Billetto. Vi har fået en ny plads på Folkemødet i år. Det er stadig på havnen i Allinge, men vi planter vores telt på et - for os - ukendt, stykke jord, med mere luft omkring os, med havet i baggrunden og ildsjæle fra hele landet både på scenen og i maskinrummet. Årets overordnede tema for Alternativets Folkemøde på Bornholm er “Det Næste Danmark” (læs mere og se programmet her).
Køb din billet til Å-bussen her.
Eksperiment: IT-politikudvikling på tværs af Folkemødet på Bornholm
I januar blev Alternativets IT- vision “Et Digitalt Bæredygtigt Danmark” vedtaget i Politisk Forum. Som altid skal visionen konkretiseres i forslag, før den kan blive omsat til konkret politik. Dette starter vi med på Folkemødet på Bornholm. Vi øver os hele tiden sammen på at lave bedre, sjovere og mere inkluderende politikudvikling, og denne proces er derfor et eksperiment i, hvordan vi sammen kan udvikle politik.
Eksperimentet bliver søsat onsdag d. 13. juni kl. 15.30 med et politisk laboratorium afholdt på havnen i Allinge. Hvis du ikke befinder dig på Bornholm i det tidsrum, vil der være mulighed for at deltage digitalt. Formålet med det politiske laboratorium er - med udgangspunkt i visionen - at udarbejde en række konkrete, politiske forslag, som frivillige og kandidater på IT-området efterfølgende vil afprøve, justere og ikke mindst kvalificere
Søndag d. 17. juni kl. 10.30 fremlægger vi de forslag, vi sammen har lavet, og efter folkemødet bliver disse lagt på AlleOs, så Alternativets medlemmer kan stemme om og kommentere på det, der fremover skal gælde som Alternativets IT-politiske mærkesager.
Følg med på alternativet.dk og AlleOs, som løbende bliver opdateret, som planlægningen skrider frem.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer kontakt
Demokratiudvikler på Landssekretariatet Majken Mac: majken.mac@alternativet.dk.
Persondatabeskyttelse
Som du måske har bemærket, er virksomheder over hele Europa i gang med at opdatere deres vilkår for persondatabeskyttelse. Det gør de, fordi den nye persondataforordning (også kaldet GDPR) officielt træder i kraft d. 25. maj 2018. Forordningen handler i udgangspunktet om individets ret til egne data, og indeholder nye og skærpede regler om håndtering og behandling af persondata især i den digitale verden. Forordningen indeholder også tilføjelser til “den registreredes rettigheder”, dem kan du læse mere om her.
I Alternativet har vi brugt anledningen til at få opdateret vores cookiepolitik og privatlivspolitik. Derudover kan du på AlleOs og Alternativet.dk læse om dine rettigheder, samt dine muligheder for at kontrollere egne data på vores platforme. Det er nemlig sådan, at du i AlleOs og på Dialog har gode muligheder for at kontrollere, hvilken data, du ønsker at dele. Læs mere om dette i Håndbogen på AlleOs under “Brug af AlleOs”.
Hvis du har spørgsmål til vilkår eller noget helt andet, sidder vi altid klar til at besvare dem via vores nye Formular vedr. It & Persondata. Sidst men ikke mindst har vi ekstra åbent på support-fronten i maj, juni og august:
-
IT-helpdesk - 28. maj 2018 kl. 17.30-19.00
-
IT-helpdesk - 6. juni 2018 kl. 17.30-19.00
-
IT-helpdesk - 18. juni 2018 kl. 17.30-19.00
Ring på: +45 71 79 18 64
Skriv til: medlem@alternativet.dk
Se alle datoerne for IT-helpdesk i kalenderen i AlleOs.
Har du spørgsmål skriv til projektleder på persondata på Landssekretariatet Karen-Maria Slente Stubager: karenmaria.slente@alternativet.dk.
Rundvisning på Den Grønne Gang
En af vores værdier i Alternativet er ‘gennemsigtighed’, og vi vil derfor gerne give vores nye medlemmer (medlemmer, der har været med længe er selvfølgelig også velkomne) og andre nysgerrige sjæle muligheden for at besøge den del af Alternativet, der til dagligt holder til på Christiansborg.
Vores folketingsmedlemmer vil på skift vise rundt og byde på en kop kaffe. Det er en oplagt mulighed, hvis du har spørgsmål til vores politik og politikere, er nysgerrig på dagligdagen for en Folketingspolitiker, eller bare gerne vil have en mere intim rundvisning på Christiansborg.
Datoerne er:
-
Onsdag d. 5. september, Christian Poll
-
Onsdag d. 10. oktober, Rasmus Nordqvist
-
Onsdag d. 7. november, Uffe Elbæk
-
Onsdag d. 5. december, Pernille Schnoor
Rundvisningen foregår fra kl. 19 - 21.
Der er et begrænset antal pladser, så det er først til mølle.
Tilmelding sker ved at sende en mail til medlem@alternativet.dk.
MØD OS ELLER TAG KONTAKT
Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K
+45 71 79 18 64